Leder

Israelsk samlingsregering på vej

COVID-19 er bærende for Netanyahus plan for overlevelse, der indebærer, at han accepterer at træde tilbage som premierminister i en national samlingsregering – men først efter halvandet år
Coronavirus-krisen ser ud til at være Benjamin Netanyahus redning i forhold til at bevare magten i Israel - i hvert fald et halvandet år endnu.

Coronavirus-krisen ser ud til at være Benjamin Netanyahus redning i forhold til at bevare magten i Israel - i hvert fald et halvandet år endnu.

i-Images /Pool

23. marts 2020

I lighed med den øvrige verden er også de israelske sociale medier præget af teorier om dystre konspirationer som årsager til den globale coronavirus-krise.

Et opslag viser billedet af en flagermus med teksten: »Flagermusen, der reddede mig – en roman af Benjamin Netanyahu«.

Også skeptikere af den siddende premierminister accepterer hans beslutsomhed i viruskrisen, der inddrager sikkerhedstjenestens sporing af mobiltelefoner, hidtil forbeholdt terrorbekæmpelse, men nu også kontrollerer smittede personers adfærd.

Og efter at tre parlamentsvalg i træk ikke har kunnet tilvejebringe en arbejdsduelig regering, synes det nu, som om COVID-19 kommer til at fungere som murbrækker for en samlingsregering.

Efter at det israelske kabinet lukkede ikke kun Knesset, det israelske parlament, men også domstolene kun halvandet døgn før det første retsmøde i Netanyahus korruptionssag, synes de israelske politikere at være kommet til en slags fornuft. 

I hvert fald i den forstand, at de to fronter – Netanyahu med støtte fra bosættere og det religiøse højre over for Blå-Hvid-koalitionen med støtte fra den svindende venstrefløj – erkender, at det haster med at finde sammen om en løsning. 

Netanyahus plan

Så efter at det siddende forretningskabinets dekret om undtagelsestilstand, der lukkede Israel ned i lighed med mønsteret i andre virusramte lande, trådte Netanyahu lørdag aften frem på den nationale storskærm med et konkret forslag, der for første gang indebærer hans afgang som premierminister.

Ikke her og nu, men efter 18 måneder, hvorefter Benny Gantz så overtager premierministerposten. Hermed er en hurdle – Netanyahus klamren sig til embedet uden solnedgangsklausul – overvundet.

En anden hurdle er Avigdor Liebermans syv mandater, der ikke længere blokerer for Netanyahu, da Lieberman i lighed med andre modstandere anerkender Netanyahus erfaring med krisestyring, hvilket en nyslået regeringschef vil mangle.

Tilbage står slagsmålet om poster, og det kan ifølge de politiske vandrør i Jerusalem trække ud.

Den blå-hvide koalition vil sikre sig kontrol med de ministerier, der varetager sikkerhed og justitsvæsen – et blå-hvidt krav er blandt andet, at der udnævnes to justitsministre!

Gantz-blokken vil også kræve valg af en ny formand for Knesset i stedet for Likuds (og Netanyahus) Yuli Edelstein – simpelt hen for at sikre at Knessets udvalgsarbejde ikke manipuleres til fordel for Netanyahus personlige interesser.

Det er heller ikke forbigået skeptikernes opmærksomhed, at hvis Netanyahus plan om 18 måneder mere som premierminister realiseres, kan han stille op til posten som præsident, der bliver ledig i juni 2021.

Vi samler, sorterer og prioriterer de vigtigste historier om coronavirus. Alle ugens hverdage
Læs også
Benjamin Netanyahu står anklaget for bestikkelse, korruption og mandatsvig. Retssagerne begynder den 17. marts, og hele processen kan skabe yderligere kaos i israelsk politik.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu