Leder

Udvidelse af Heathrow-lufthavn standset af domstol – næste stop Kastrup?

For første gang blokeres en klimabelastende aktivitet af en domstol med henvisning til Parisaftalen. Det afspejler den gryende erkendelse af, at fortsat vækst i luftfarten ikke er en naturlov
Den britiske appelret har kendt grundlaget for et udvidelsesprojekt af Heathrow Airport i London for ulovligt, dette begrundes med at udvidelsen vil være modstridende med Storbritaniens klimamæssige forpligtelser i forhold til Parisaftalen.

Den britiske appelret har kendt grundlaget for et udvidelsesprojekt af Heathrow Airport i London for ulovligt, dette begrundes med at udvidelsen vil være modstridende med Storbritaniens klimamæssige forpligtelser i forhold til Parisaftalen.

Hannah McKay

Indland
2. marts 2020

Det mest opsigtsvækkende er næsten kommentaren på lederplads i den britiske finansverdens hoforgan, Financial Times. »Tiden er løbet ud for udvidelse af Heathrow« lyder overskriften med budskabet nede i teksten: Regeringen »bør nu afslutte debatten én gang for alle«.

Det handler om den udvidelse af Londons Heathrow Airport, som har været på tegnebrættet lige siden 2003, og som den britiske regering gav grønt lys for i 2018. Udvidelsen med en tredje landingsbane og til en skønnet pris af godt 120 milliarder kr. skulle gøre lufthavnen i stand til i 2050 at håndtere, hvad der svarer til mere end ét fly i minuttet, døgnet rundt, hele året og dermed befordre 130 millioner passagerer årligt.

I en overraskende dom fra den britiske appelret er grundlaget for dette udvidelsesprojekt nu kendt ulovligt. Den opsigtsvækkende begrundelse er, at regeringen ikke har dokumenteret, at den udvidede flytrafik fra Heathrow er i pagt med de klimamæssige forpligtelser, Storbritannien har påtaget sig med Parisaftalen.

Britiske medier kalder kendelsen et ’økobombenedslag’ og en stor triumf for de miljøorganisationer og aktivister, der i årevis har kæmpet mod udvidelsen og også står bag sagsanlægget mod regeringen. Den britiske transportminister Grant Shapps har allerede meddelt, at regeringen ikke vil appellere kendelsen til højesteret.

Tilbage står det åbne spørgsmål, om regeringen i stedet vil søge at udarbejde et nyt godkendelsesgrundlag, der kan dokumentere, at Heathrow-trafikken kan øges med over 50 pct. uden at komme i konflikt med klimamålene. Premierminister Boris Johnson er kendt som modstander af udvidelsen, og han har givetvist læst sin Financial Times og noteret avisens kursskifte siden en tidligere lederartikel, der betegnede udvidelsen som »good for business« og sluttede med salutten »Build the runway«.

Selve appelrettens kendelse er historisk. Det er første gang i verden, at en klimabelastende aktivitet blokeres af en domstol med henvisning til Parisaftalen. En tilsvarende opsigtsvækkende dom faldt i Holland før jul, hvor landets højesteret pålagde regeringen at skærpe sin indsats for CO2-reduktion med henvisning til både Parisaftalen og menneskerettighederne.

Tilsammen er det skelsættende signaler om, at Parisaftalen, klimabeskyttelsen og hensynet til kommende generationer er på vej til at blive definerende for retstilstanden.

Hvad luftfarten og klimaet angår, følger Heathrow-kendelsen en beslutning tidligere i februar i kommunalbestyrelsen i North Somerset om at droppe en planlagt udvidelse af lufthavnen i Bristol med henvisning til miljø og klima samt en beslutning i januar i distriktsrådet i Uttlesford om at annullere tilladelsen til udvidelse af Stansted-lufthavnen nord for London, også her med klimahensynet som begrundelse.

De tre afgørelser afspejler den gryende erkendelse af, at fortsat vækst i luftfarten ikke er en naturlov. Andre hensyn end det traditionelle hensyn til økonomisk vækst begrunder i dag, at flytrafikken må holdes i ave. I både Danmark, Sverige, Tyskland og Storbritannien er der direkte tegn på, at indenrigstrafikken falder, fordi flere rejsende af sig selv vælger flyene fra.

I Danmark planlægger Københavns Lufthavn ikke desto mindre en voldsom udvidelse, der skal bringe kapaciteten op fra i dag 30 mio. årlige passagerer til 40 mio. og senere måske 60 mio.

»En udbygning så stor, at den svarer til at bygge et mindre supersygehus,« skriver Københavns Lufthavn.

Planerne møder modstand fra blandt andet organisationen Bevar Jordforbindelsen, der estimerer, at udvidelsen vil belaste klimaet med ekstra 2,5 mio. ton CO2 – uforeneligt med målet om at reducere de samlede danske udledninger med 70 pct. inden 2030.

Man kan drømme om forureningsfri, klimaneutrale fly. Det har i bedste fald lange udsigter, og derfor er det økonomisk uansvarligt nu at binde et tocifret milliardbeløb i at stimulere en vækst i flytrafikken, som vil vise sig at spænde ben for de danske klimaforpligtelser efter Parisaftalen.

»Det bliver sådan i fremtiden, at man ikke kan forestille sig en beslutning, der har betydning for det grønne bredt betragtet, (…) uden at den er sanktioneret og koordineret i regeringens grønne udvalg,« sagde den nytiltrådte klimaminister Dan Jørgensen (S) i en tale hos DI i oktober.

Man kan næppe tro, at en klimabelastende Kastrup-udvidelse slipper igennem dette udvalg. Og sker det alligevel, ender sagen vel ved domstolene.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeppe Lindholm

Der bliver katastrofalt mange mega millioner lufthavne verden over. Absurd, da de alligevel ikke må tages i brug, hvis det skal give mening i det mindste at forsøge på at bremse en klimakatastrofe.

Det er vist ved at gå op for de fleste. Og så prisen. Altså 120 milliarder kr. for 5 kilometer asfalt. Herre gud dog. For de penge kan der købes en satans masse klimaaflad.

kjeld jensen, Oluf Husted, Steen K Petersen, Ejvind Larsen, Karsten Lundsby, Alvin Jensen, Ete Forchhammer og Niels Makholm anbefalede denne kommentar
Uffe Palludan

Privatiseringen af Københavns lufthavn har ændret lufthavnens ledelses fokus fra lufthavnsdrift til butiksdrift. Ombygningerne af lufthavnen har til formål at skaffe flest mulige kunder til butikkerne. Sådan kan nedlæggelsen af indenrigsterminalen forklares. Formålet var at tvinge passagererne igennem butikscenteret, hvilket har været et stort slag mod dansk indenrigsflyvning. Da det blev aktuelt at bygge en selvstændig terminal for low-cost fly valgte man en Storm P - løsning, hvor alle rejsende først skulle gå gennem butikscenteret og derefter gå meget langt gennem en nybygget finger for at nå frem til temninalen, der kunne have haft egen indgang udenom butikkerne. Og de nye udviddelsesplaner går alene ud på at bygge bygninger. Butikscenteret er netop udviddet og skal yderligere udviddes. I takt med forventede stigninger i flytrafikken vil man derudover tilpasse antallet af gates. Prisen er, man begrænser anvendelsesmulighederne af den ene landingsbane. Man siger man øger lufthavnens kapacitet for at imponere politikerne. I realiteten beskærer man den.

kjeld jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Oluf Husted, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Ejvind Larsen, Sus johnsen, Karsten Lundsby, Gert Romme, Henrik Günther, gert rasmussen, Alvin Jensen og Rune Stilling anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Man kunne vel også sige at prisen for ABSURD UDVIDET flytrafik betales af manglende genop- og udbygning af jernbanenettet!?

kjeld jensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Oluf Husted, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Ejvind Larsen, Carsten Munk, Lise Lotte Rahbek, Karsten Lundsby, Gert Romme, Alvin Jensen og Henriette Lund anbefalede denne kommentar
Jacob Nielsen

Uha, den blir en svær en at standse. Held og lykke til dem der prøver.

Frank Jensen har vist store planer for CPH, og ingen om det modsatte:
https://politiken.dk/klima/art7424038/»Så-må-vi-plante-noget-mere-skov«

Og jeg kan ikke forestille mig at den nuværende regering vil tale ham imod.

Oluf Husted, Ejvind Larsen og Bent Nørgaard anbefalede denne kommentar
Rune Stilling

Socialdemokratiet mener, at det er uretfærdigt, hvis ikke masserne kan købe flybilletter til 100 kroner, Thailand, USA, osv. De vil til enhver tid prioritere billige varer over klima, arbejdsforhold i andre lande, byers skønhed, osv.

jens christian jacobsen, kjeld jensen, Ole Svendsen, Erik Winberg, Ete Forchhammer , Bjarne Bisgaard Jensen, Oluf Husted, Ejvind Larsen, Carsten Munk og Gert Romme anbefalede denne kommentar