De, der oplevede oliekrisen i 1970’erne, fortæller ofte om de bilfrie søndage som minder om et vidunderligt fællesskab. De søndage, hvor det moderne samfund lukkede ned, bilerne måtte blive hjemme, og folk gik sammen på vejene, skulle være præget af sammenhold og fornemmelsen af pludselig frihed fra alt det, der ellers pressede og stressede folk dengang.

På samme måde husker mange de store strømafbrydelser som livsbekræftende oplevelser, hvor folk fandt sammen, tændte stearinlys og med uventet glæde opdagede, at de kunne klare sig uden alt det, de troede, de var afhængige af. Det fortælles, hvordan nedbruddet i den mekaniserede, anonyme drift fremkaldte en solidaritet, de ikke havde set før, og et møde med et fællesskab, som de lige siden har længtes efter.

Hvis man med misundelse har hørt historierne om de bilfrie søndage, og hvis man med længsel har tænkt tilbage på det, der skete mellem mennesker under strømafbrydelser og andre korte undtagelsestilstande, må man se det opløftende i det, Coronavirus kan gøre ved vores samfund.

Det er en frygtelig tilstand for os, som er vant til, at verden er overskuelig, forudsigelig og under kontrol, og det er ubehageligt for os, som er vant til at kunne bevæge os frit, at vi nu skal blive hjemme og holde os væk fra andre mennesker. Og det er angstfremkaldende, at vi ikke ved, hvordan det ender, og hvad det kan udløse af socialt, økonomisk og sundhedsmæssigt kaos.

Men coronavirussen og det, der nu minder om en undtagelsestilstand i Danmark, giver os også muligheden for at hjælpe hinanden, drage omsorg for andre og vise os som et stærkere fællesskab, end vi nogensinde havde troet, vi skulle se.

Mødet med coronavirus var i Danmark en erkendelse i tre faser.

Den første var inspireret af amerikanske katastrofefilm. Vi blev bange for en farlig virus fra Kina, som var ude af kontrol!

Den anden fase var kendetegnet ved lettelse: Det var bare en heftig form for influenza, mens tredje fase var den indsigt, at selv en virus, som er ikke meget værre end de sygdomme, vi ellers lever med, og som langt de fleste overlever, kan have få forfærdelige konsekvenser. At det kan udvikle sig til en situation, hvor sundhedsvæsnet ikke har kapacitet til at tage sig af dem, som har brug for det, og hvor vi ikke kan tage os af syge på den måde, som vi tager for givet i et civiliseret samfund.

Den fælles bestræbelse på at afgrænse coronavirus og forsinke smitten er således ikke en kamp på liv og død for den enkelte, men en indsats for kunne leve op til det, som vi mener, vi skylder hinanden.

Det er en situation, som fordrer, at de, der tror, at de kan klare sig alene og har skabt deres livsvilkår selv, forstår sig selv i en større sammenhæng og tager forpligtende hensyn til helheden. Som Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, har forklaret: Det er hovedsageligt de ressourcestærke, mobile danskere, som har bragt smitten til landet. Men det er nogle andre, de mest sårbare patienter og mindst mobile, udsatte borgere, det vil gå værst ud over.

De ressourcestærke individualister skal således forstå, at de af hensyn til det fællesskab, som er betingelsen for deres frihed, for en tid skal opgive friheden til at rejse, bevæge sig og udfolde sig, som de har lyst. 

Det skal de umiddelbart gøre for at undgå at bidrage til at sprede en smitte, som kan blive livsfarlig for nogle helt andre. Men de skal især gøre det, fordi det også er i deres egen interesse, at de mest udsatte ikke bliver dødssyge, at sundhedsvæsnet ikke bliver overbelastet, og at samfundsbærende institutioner fungerer. 

Truslen fra coronavirus minder alle om den sociale kontrakt, som er fundamentet for vores samfund og institutioner. Den tvinger os til selv at drage den omsorg for fællesskabet, vi ellers gennem skatterne har betalt professionelle for at udøve.

Det er rigtigt, at den undtagelsestilstand, som Danmark er på vej imod, appellerer til nogle af vores laveste tilbøjeligheder. Nogle vil se det som alles kamp mod alle og rage fødevarer til sig selv, andre vil misbruge deres magt og privilegier. Men undtagelsestilstanden appellerer også til det mest solidariske i hver enkelt og det stærkeste i fællesskabet.

Og tænk bare på udsigten til at kunne gøre den slags sammen, som man siden kan fortælle stolte erindringer om.

Om det bliver det højeste eller det laveste, som kendetegner Danmarks reaktion på coronavirus … det bestemmer vi selv.

Her på avisen tror vi på, at coronavirus kan fremkalde et bedre fællesskab.