Leder

I Irak er iranerne kommet for at blive

Under den globale conoraviruskrise fortsætter stedfortræderkrigene om indflydelse i Mellemøsten
Irakiske demonstranter i Bagdad.

Irakiske demonstranter i Bagdad.

Ahmad al-Rubaye

Indland
7. april 2020

Esmail Qhaani besøgte i den forløbne uge Bagdad. Esmail hvem? Han er et relativt ukendt navn på det globale medietapet, men i Bagdad ved de godt, hvem han er, nemlig den iranske general, der er ny chef for al Quds-styrken (Jerusalem-styrken), den iranske revolutionsgardes afdeling for eksterne operationer.

Esmail Qhaani var nummer to efter den legendariske general Qassem Suleimani, der den 3. januar blev henrettet ved et amerikansk droneangreb i Bagdads lufthavn, og efterfølgerens besøg havde samme formål, som Suleimanis talrige visitter i den irakiske hovedstad, nemlig at formidle indflydelse til konkret politik.

Eksempelvis rådede Suleimani i oktober sidste år det irakiske parlament til, at de ikkevoldelige demonstranter på Bagdads Tahrir-plads, der protesterede mod dårlig regeringsførelse og korruption – og såmænd Irans indflydelse i irakisk politik – burde slås ned med »hård hånd«.

Suleimanis retorik er indtil videre ’oversat’ til 600 dødsofre, 20.000 sårede, adskillige voldtagne, kidnappede eller forsvundne, langt de fleste ofre for ’ukendte grupper’, som alle ved er iransk dirigerede lokale militser.

Adnan al-Zurli

Esmail Qhaanis første besøg i Irak – han tog sig tidligere af al Quds-styrkens aktiviteter i Afghanistan-Pakistan – handlede ikke om de civile protester, som demonstranterne formelt suspenderede den 21. marts som følge af den øgede risiko for coronavirussmitte.

Hans ærinde var at advare de irakiske politikere mod at udnævne den tidligere Najaf-guvernør, Adnan al-Zurli, til ny premierminister. Det bliver interessant at følge, om den iranske rådgivning følges, eller om det lykkes for al-Zurli at danne en regering inden midten af april, der er hans udløbsdato.

Irans problem med al-Zurli er, at han er provestlig og siges at være tæt på den tidligere premierminister Haider al-Abadi, der sad i perioden 2014-2018 med en amerikanskstøttet regering, der ikke havde det for nemt. Al-Abadi viste sig at være en ferm operatør, som trods gentagen politisk sabotage fra den populistiske præst Muqtada al-Sadr overlevede og i 2018 kunne erklære Islamisk Stat for besejret.

Men al-Abadi overlevede ikke det valg, der fulgte nedkæmpelsen af Islamisk Stat. I stedet blev veteranpolitikeren Adil Abdul-Mhadi efter fem måneders forhandlinger omsider udnævnt til premierminister – med indbygget garanti for lydhørhed over for Teheran, hvor han havde tilbragt årene i eksil under Saddam Husseins regimente.

Faktisk var Qassem Suleimani på vej til en frokostaftale med Abdul-Mahdi den 3. januar, da han blev dræbt af den amerikanske drone. På det tidspunkt var Abdul-Mahdi fungerende premierminister, idet han havde meddelt sin afgang i november 2019 efter måneders uroligheder, der kulminerede med en massakre på 44 demonstranter i det sydlige Irak, som fik Iraks mest prominente ayatollah, Ali Sistani, til at protestere.

Nu står og falder Adnan al-Zurlis fremtid med, om der kan skabes flertal for den regering, han præsenterer – og ifølge de politiske iagttagere i Bagdad er det umuligt at sige. De peger på, at Esmail Qhaani ikke er Qassem Suleimani – at han ikke har hverken de personlige kontakter eller samme smidighed på arabisk, som han ikke mestrer med samme overlegenhed som sin forgænger.

Før al-Zurli blev fundet frem, forsøgte en Teheran-venlig shiapolitiker, en tidligere informationsminister, at danne regering, men måtte trække sig – og ikke kun fordi demonstranterne på Tahrir-pladsen omgående afviste ham med taktfaste paroler, men fordi personerne på hans ministerliste ikke kunne blive enige om fordelingen af givtige resortområder!

Det skal dog tilføjes, at irakisk politik ikke er verdens nemmeste øvelse – med 329 parlamentariske sæder råder det største parti over 54 – som yderligere er det mest uberegnelige, ledet af populisten Muqtada al-Sadr.

De næste partier med henholdsvis 48 og 42 sæder, er ligeledes shiitiske, men ikke enige om graden af udenlandsk indflydelse – eller udenlandsk tilstedeværelse. Heller ikke selv om et flertal umiddelbart efter dronemordet på Qassem Suleimani stemte for at smide USA ud af landet.

Amerikanerne er stadig i Irak med en styrke på 5200 mand, nu samlet i baser nær den kurdiske enklave, men under jævnlige angreb fra Iran-støttede militser. Præsident Trump tog sig torsdag tid til at advare Iran mod »stedfortrædernes« nålestik – underforstået, at USA ikke er til sinds at rejse hjem lige nu.

Han blev forarget tilbagevist af Irans udenrigsminister, Javad Zarif, der gjorde opmærksom på, at Iran »har venner, ikke stedfortrædere«. Hvor mange ’venner’ af Iran, der sidder i parlamentet i Bagdad, bliver afgørende for Iraks fremtid.

Serie

I skyggen af COVID-19

Mens verden er optaget af coronapandemiens hærgen, flyver andre ting under radaren. Det skriver Informations korrespondenter om i de kommende dage.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her