Ole Wæver lægger ikke skjul på, at han er en frustreret mand. »Jeg er skakmat,« erklærer den verdensberømte professor i et interview i dagens avis. Uanset hvad han havde gjort, »var det endt ad helvedes til«.
To yngre, dekoloniale forskere, Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit, har anklaget ham for racisme. I en forskningsartikel bragt i et toneangivende tidsskrift konkluderer de to, at Wævers teori om sikkerhedsliggørelse er så »fundamentalt racistisk«, at intet andet end selve ordet ‘sikkerhedsliggøre’ står tilbage, hvis først man fjerner de »problematiske« elementer.
Sagen peger på en række bekymrende tendenser i den akademiske verden.
For Ole Wæver er ikke racist, og hans teori er ikke racistisk. Howell og Richter-Montpetit er i hvert fald ikke i nærheden af at løfte den tunge bevisbyrde, den slags anklager afkræver.
Artiklen er skæmmet af citatfifleri, forskerne anfører intet metodisk grundlag for, hvordan de har gennemgået Wævers værk, som de også misforstår på afgørende områder. På intet tidspunkt defineres det, hvad de konkret forstår ved ‘racisme’, ligesom de helt forsømmer at henvise til den årelange akademiske debat om, hvorvidt sikkerhedsliggørelse er en eurocentrisk teori, som Wæver selv har bidraget væsentligt til.
Tilbage står at forskerne arbejder med en øjensynligt grænseløs forståelse af racisme.
Det er ifølge de to forskere racistisk, når Wæver påpeger, at afrikanske lande generelt er mere plaget af vold og politisk ustabilitet end europæiske lande. Det er racistisk at trække på Arendt, Hobbes, Schmitt og andre tænkere, der kan beskyldes for stedvist at spejle deres samtids racistiske verdensbillede. Og endelig er det racistisk, hvis man ikke anerkender racisme som den strukturerende faktor i det sociale og politiske liv.
Læser man artiklen, er det svært at undslippe mistanken om, at det er fuldstændig vilkårligt, at netop Wævers teori står for skud. Anklagerne kunne lige så godt være rettet imod enhver anden teori inden for feltet – eller vestlig idéhistorie som sådan.
På den måde spænder de ben for deres eget antiracistiske projekt. Når alt er racistisk, er intet racistisk. Reelt opløser de racisme som kritisk begreb.
Et belastende stempel
Det er ikke svært at forstå, hvorfor Wæver er frustreret. Racist er et skældsord. Et stærkt belastende stempel, man ikke nødvendigvis slipper af med igen. Slet ikke, når det står fremført i et tidsskrift som en videnskabeligt etableret kendsgerning.
Set i det lys er det heller ikke svært at forstå, hvorfor mange afholder sig fra at beskæftige sig videnskabeligt med racisme eller diskutere det offentligt.
Anklagerne mod Wæver er et eksempel på, at visse kredse i den akademiske verden er klar til at sætte oplysningsprojektet på pause i spørgsmål om racisme. Den underliggende præmis synes at være, at kampen mod racisme er så vigtig, at man kan tilsidesætte almindelige principper for videnskabelig redelighed og oplyst debat.
Så snart Wæver forsvarede sig, blev han beskyldt for hvid skrøbelighed, for at underkende eksistensen af strukturel racisme og for at udnytte sin privilegerede position til at »mobbe« og lukke munden på to, yngre, kvindelige forskere.
Wæver har brugt måneder på et lødigt, velunderbygget, 90 sider langt forsvarsskrift, hvor han anerkender systemisk racisme som et problem og understreger væsentligheden af det dekoloniale projekt. Alligevel bliver det af hans kritikere fremstillet, som om forsvaret i sig selv bekræfter anklagerne mod ham. Han er skakmat.
Ud fra Howell og Richter-Montpetits ikkedefinition undslipper ingen risikoen for at blive anklaget for racisme. Trækker du på Foucault? Marx? Konkluderer du noget om samfundet, der ikke udpeger raceforhold som en central forklaring?
Den latente trussel om pludselig at stå over for en anklage, der er svær at forsvare sig imod og umulig at gøre sig fri af, står i vejen for åben og kritisk debat. Måske endda for fri forskning. Hvem har lyst til at beskæftige sig med racisme under de rammer? Publicere ubekvemme forskningsresultater? Komme kolleger som Wæver til undsætning?
Det er åbenlyst en trussel mod åndsfriheden. Det kan vi ikke bare afvise som et højreorienteret skræmmebillede.
Strukturel racisme er et reelt problem. Også på universiteterne. Den store kanon over vestlig filosofi og politisk tænkning er fuld af fordomme, bias og begrænsede verdensbilleder. Det stadige opgør med vores egne blinde vinkler er et oplysningsprojekt i sig selv, men det projekt bliver undermineret af anklager som dem Wæver nu kæmper med.
Forskere som Howell og Richter-Montpetit reducerer det dekoloniale projekt til en karikatur, som er svær at tage alvorlig og nem at afvise som identitetspolitisk hysteri.
Reelt konsoliderer man racisme som norm, når man opfatter verden som statisk og undertrykkende mekanismer i de mindre udviklede lande som en autentisk samfundsform, man må respektere.
Jeg kan prøve: når man knæsætter et princip og giver det dogmatisk status som i denne form for racismeteori, gør man sig blind for de bevægelser, der hele tiden er på spil, og som en teori som sikkerhedsliggørelsen formår at opfange og analysere dynamisk.
Hvis man har forklaringen klar på forhånd, banaliserer man den videnskabelige proces.
Med sikkerhedsliggørelsen har man et værktøj til at analysere manipulatorisk magtudøvelse, mens man med det dogmatiske racismebegreb ender med at acceptere overgreb, fordi disse udøves udenfor en vestlig kontekst - at der med andre ord er forskel på, når der udøves folkemord i Rwanda og på Balkan, selvom der er et tidsmæssigt sammenfald.
En kommentar til:
” Anklagerne mod Wæver er et eksempel på, at visse kredse i den akademiske verden er klar til at sætte oplysningsprojektet på pause i spørgsmål om racisme. Den underliggende præmis synes at være, at kampen mod racisme er så vigtig, at man kan tilsidesætte almindelige principper for videnskabelig redelighed og oplyst debat”.
Det lyder som noget, en Habermas – elev kunne have formuleret for 40 år siden.
Ud fra et kulturteoretisk perspektiv, på et bredt filosofisk grundlag, må ”oplysningsprojektet” og ”almindelige principper for videnskabelig redelighed og oplyst debat” vel siges at være udtryk for en særlig vestlig tradition.
Den bliver vel som sådan først ”racistisk” i og med, at ”nogen” vil gøre krav på, at den er ”almengyldig” og dermed kan anvendes på en ”racistisk måde”, som en form for dominans over andre kulturer.
Spørgsmålet om ”videnskabelig redelighed og oplyst debat” er noget, der hele tiden er til netop debat og forhandling, men man kan ikke bare ”smide barnet ud med badevandet”, i og med at videnskab også må leve op til funktionelle krav. Ellers kan ”flyvemaskinerne ikke flyve”, ”bilerne ikke køre” og ”Corona´en ikke bekæmpes”.
Problemet er, at nogle yngre forskere, især inden for særlige fagområder og inden for visse felter (og det er noget, der breder sig om ”virus” og nu også har ramt Wæver) mener at kunne se en fordel ved (som magttænkning) på lemfældig vis at erstatte videnskabelig tænkning med noget, der vel snarere kan karakteriseres som kunst eller filosofi.
Det er i hvert fald et problem, hvis man mener, både helt og aldeles at kunne kritisere og forkaste traditionel ”vestlig videnskabelighed” og så samtidig mener, at man, mere eller mindre, kan være dækket ind under et begreb om den samme ”videnskabelighed”. Som man siger, kan man ikke både ”blæse og have mel i munden”.
Revision og paradigmeskifte fordrer, at man helt eller delvis sætter noget andet i stedet, som en form for fælles ”spilleregler”, og selvfølgelig skal det kunne fungere. Princippet ”anything goes” (Feyerabend) er uforeneligt med videnskab, selv om man ind imellem skal have lov til at ”prøve sig frem”.
Ikke at jeg skal forsvare de to yngre, dekoloniale forskere, men at kritikken er uvilkårlig og at "anklagerne kunne lige så godt være rettet imod enhver anden teori inden for feltet – eller vestlig idéhistorie som sådan", kunne jo netop være en pointe.
Kan vi forestille os at al tænkning om os danskere, er blevet udtænkt af pakistanske, ægyptiske og saudi arabiske forskere gennem de seneste par århundreder? Hvordan vi har stablet en velfærdsstat på benene. Hvordan vi reagere udadtil i verden, f.eks. når en amerikansk præsident beder os om at bruge flere penge på militæret. Mellemøstlige forskere har måske stillet sig spørgsmålet om hvorfor vi ikke vil bruge flere penge i EU osv. Og det de kommer frem til er vores viden om os selv. Herudover vores religions historie med terrorisme. Vores seksualitet. Ja, faktisk alt som omhandler vores liv, og selv de regler, som fortælle at nu har vi ny viden om danskeren. Og så med Libanesisk Illustreret Videnskab som en gatekeeperen for hvad der er viden og hvordan man fremstille den for verden.
Havde tingene udfoldet sig sådan, kunne det jo være, at vi havde slået os i tøjret en gang i mellem. Måske vi havde krævet en vis følsomhed om viden os selv.......
Glimrende! En mand, der på lederplads beskylder to kvinder for hysteri. - Det får mig til at overveje meget kraftigt, om ikke de to har ret.
@sabine: Et typisk identitetspolitisk argument: Det er ikke det der siges der tæller men hvem der siger det
Gad vide om det var muligt, uden at ødelægge denne historie eller forklejne dens pointer, at fortælle på et lidt mere jævnt dansk hvad den går ud på? Eller med andre ord: hvordan ville den mon lyde, hvis man forsøgte at forklare den for lad sige en flok skoleelever i 5. klasse? Nogen ville måske spørge hvorfor en historie om evt. identitetspolitisk hystri skulle være vigtig for en 5. klasse og der må man bare sige, at det er den måske heller ikke.
Den rigide identitetspolitk har gjort det umuligt, at føre en samtale. I stedet for er vi endt med strategiske magtkampe. Og de to anklager kan selvfølgelig ikke debatteres, da de er kvinder, hvorfor enhver debat ville være anti-feministisk. Det må være sjovt at være forsker i dag.
Det er den spanske inkvisition om igen: Dommen er afsagt i samme øjeblik anklagen er rejst.
For mig at se går der tit populisme, i både racisme og antiracisme.
:bekræfter fordomme om identitetspolitisk hysteri, altså at de for forfatterinder til kritikken af Ole Wæver hører til på den identitets politiske fløj
sorry : de to for.....
Man kunne måske sige noget andet end at henvise til vestlige kriterier for god videnskabelighed.
Måske kunne man bede om at alle henvisninger til artikler og lignende skal kunne efterkontrolleres af læseren. Dette gælder selvfølgelig også for de artikler der henvises til.
Men der jo stadig problemet med en artikel som ex.: Alle zebraer er lyserøde og de artikler der henviser til påstanden og som vi alle kan læse og se at henvisningerne er korrekte.....
Så på et eller andet plan skal der noget andet til. Er det en fælles grundlæggende opfattelse af hvad virkelighed er - og hvordan når vi frem til den.........?
Er identitetspolitik inkluderende eller exkluderende......og hvad betyder det historisk, er det blot tidligere tider om igen?
"Den rigide identitetspolitk har gjort det umuligt, at føre en samtale. I stedet for er vi endt med strategiske magtkampe. Og de to anklager kan selvfølgelig ikke debatteres, da de er kvinder, hvorfor enhver debat ville være anti-feministisk. Det må være sjovt at være forsker i dag."
Identitetspolitikken er præmatur, hviler ofte på projektive identifikationsprocesser, tenderer mod stigmatisering og magter ikke at sondre mellem/reflektere over historik/omstændighed/motiv/handling/person etc. i givne hændelsesforløb, hvilket forulemper vore mellemfolkelige/offentlige debatter og bringer tåbelige diskurser i centrum af politiske anliggender, hvilket legitimerer absolut udsigtsløse handlinger ... og derpå diverse problematiske kaskade- og spredningsvirkninger.
Kortslutningen af demokratisk og tålmodig, oplysende/informationsgivende samtale til fordel for jagten på rapid identifikation af sig selv og hin anden, er naturligvis i vort markedsorienterede forbrugersamfunds interesse, fordi ringe informerede borgere med et utilitaristisk forhold til sig selv og omverdenen. Det er således slet ikke rigtigt sjovt at være 'nogen' idag.
På et overordnet, udenrigspolitisk plan giver identitetspolitikkens bekvemme understøttelse af en neoliberal verdensorden også betydelige problemer, og kaster katastrofer af sig. Tag styret i Syrien, som en hel vestlig offentlighed, herunder vore mægtige politiske institutioner, EU og NATO, har stemplet som ansvarlig for adskillige kemiske angreb på egen befolkning. Tag Iran, som på samme vis og af samme institutioner fremstilles som en atomkrigstrussel mod verden. Eller Venezuela, som får en tilsvarende tur i det identitetspolitiske søle med anklager om totalitære tilstande, mens oppositionen med vore magters støtte foretager kupforsøg efter kupforsøg. Tag Rusland og Putin, som erklæres for fjender af frihedens Vesten, trods dét forhold af NATO afviste en Putins ansøgning om medlemskab i de tidlige nuller. Tag Joe Biden, som danske politikere betragter som en ansvarlig politiker, trods dennes lange historik med lobbyisme, korruption, uredelighed og krigsmageri m.m.
Og husk (f.eks.); arbejdsløshedsramte mennesker kaldes idag ledige (som var de radiobiler uden anerkendelsesværdige behov selv). Fattigdomsramte boligområder kaldes ghettoer, som var de fjendtligt indstillede entiteter). Identitetspolitikken er et våben; tragikomisk og depraverende. Kom Orwell i hu.
Hovs; fordi ringe informerede borgere med et utilitaristisk forhold til sig selv og omverdenen forbruger mindre kritisk.
Vi starter med et citat fra artiklen:
"Artiklen er skæmmet af citatfifleri, forskerne anfører intet metodisk grundlag for, hvordan de har gennemgået Wævers værk, som de også misforstår på afgørende områder. På intet tidspunkt defineres det, hvad de konkret forstår ved ‘racisme’, ligesom de helt forsømmer at henvise til den årelange akademiske debat om, hvorvidt sikkerhedsliggørelse er en eurocentrisk teori, som Wæver selv har bidraget væsentligt til."
Og igen, som jeg har skrevet andre steder før:
Undrer det mig dybt, og meget, hvordan to forskere, ansat på to anerkendte, og berømte?, universiteter, overhovedet ER blevet ansat? på de her to universiteter, i UK, og i USA, når de ikke engang formår at løfte den mindste akademiske viden, tilgang om, hvordan man redegør for teorier,
gennemgår metoder, forholder sig (kritisk) til egen metode mm. og mv. - og værst af alt udfører citatfusk!
Mit problem er dette:
Når de har gjort det ift. Vævers værk og teori, har de nok også gjorde det i andre sammenhænge?
måske?
Nogle spurgte her i tråden om hvad man ville sige, hvis man skulle forklare det her til en 5. klasse, eller måske snarere en 8.klasse i samfundsfag - siden jeg er uddannet lærer udi samfundsfag skal jeg forsøge.
Men først lidt baggrund, se her:
https://uniavisen.dk/verdenskendt-fredsforsker-anklaget-for-racisme-jeg-...
Hele pointen fra de to forskere, som anklager Væver for racisme, altså er, hans, Vævers, teori om 'sikkerhedsliggørelse', er at den racistisk, fordi den, som jeg opfatter det, beskriver bl.a. landene i Afrika som mindre stabile end f.eks. afrikanske lande er, og fordi de, skriver de forskere, ifølge uniavisen.dk, at Væver mener, at der f.eks. i Europa findes en 'god' politik, mens der i Afrika findes en skal vi sige unormal politik for 'sikkerhedsliggørelse.' Racismen kommer, fordi Væver, i sin forskning bl.a. nævner bestemte forhold i bestemte afrikanske lande, og behandler Afrika som at det et land, altså en enhed, "hvor størstedelen af politikken er sikkerhedsliggjort."
kilde: Uniavisen, København, 15.maj 2020
Hertil kommer så en påstand om, at kun hvide stemmer kommer til orde i teorien, eller da teorien, i 1980'erne blev grundlagt af bl.a. Ole Væver; mænd og kvinder som f.eks. Arendt, Hobbes, Habermas mm. får tilskrevet, at der hvide, og det selvom i hvert fald Hannah Arendt var jøde! Og hendes ideer, tanker, vurderinger, og reflektioner ift. nazisme, fascisme mm. stadig synes at være relevant her i 2020...
Teorien om sikkerhedsliggørelse handler om det her bl.a.:
"Wæver er ophavsmand til begrebet sikkerhedsliggørelse, der beskriver, hvordan politiske aktører kan gøre ethvert emne til et spørgsmål om liv eller død, krig eller fred. Det kan være, at en regering gerne vil gøre flygtninge til et sikkerhedsanliggende og derfor forsikrer vælgerne om, at de nødt til at indføre grænsekontrol, hårdere straffe og andre metoder, som før er blevet set som inhumane eller udemokratiske. De sikkerhedsliggør emnet. Aktuelt foregår der i det meste af verden sikkerhedsliggørelse, når politikerne reagerer på spredningen af coronavirus. Københavnerskolens teori er altså tænkt som et kritisk redskab i forsøget på at kigge magthaverne efter i sømmene og medvirke til at gøre verden til et fredeligere sted."
For mig at se undlader de to forskere fra UK, og USA, helt at kaste kritiske blikke på deres egne samfund, og vil ikke, kan måske ikke se, at især Trumps måde at regere på, i USA, lige nu, passer meget godt til sikkerhedsliggørelse; der truer os i tiden en hel masse ting, som vi, man, i USA, er bange for, skal være bange for, russere, WHO, Kina, mexicanere, LGBT-personer, folk som ikke er hvide! - derfor må vi gøre det og det; Vævers teori fra 1980'erne kan også bruges til delvist at forklare, analysere og fortolke, hvad der skete i Jugoslavien i 1990'erne, eller det som sker nu - lige nu - i Europa, og i DK, mht. flygtninge, udlændinge mm. og mv.
Og som jeg også har skrevet før, andre steder; på mig virker det som de to forskere intet ved om forskellen mellem at beskrive, hvad der sker, altså deskriptivt at gennemgå f.eks. afrikanske landes politikker på bestemte områder, bl.a. Egyptens, Zimbabwes, Sydafrikas, Ghanas m. fl. lande i Afrika, politikker indenfor bestemte områder, og så på at skrive, hvad der bør gøres, altså normativt forholde sig til, hvad f.eks. Sydafrika, Zimbabwe mm. i Afrika, og andre lande i verden bør gøre, ved deres politiske problemstillinger....
Vævers teori er, som jeg opfatter det, en teori, egnet ikke til normative tiltag, men til deskriptive analyser af forhold i f.eks. bestemte afrikanske lande, UK, USA, Indien, Rusland, Japan, Danmark, mm. og mv-...
Det som er vigtigt her, tænker jeg, at forholde sig til, er jo, at teorien om sikkerhedsliggørelse, udspringer fra et europæisk synspunkt, og måske ikke? da den blev udtænkt, grundlagt, i 1980'erne, i tilstrækkelig grad inddrog tænkere fra f.eks. Indien, Japan, samt landene i Afrika, men det indrømmer Væver altså også selv, se her:
"Men mange af de andre anklager er helt uden belæg og »forudsætter, at du ignorerer langt det meste af, hvad vi har skrevet,« siger han. Især fordi teorien blev udtænkt som et forsøg på at kritisere nogle farlige udviklinger i Europa; Københavnerskolen har altid kritiseret Europa:
"For fanden, vi var involveret i den politik, jeg var aktiv i fredsbevægelsen i 80’erne. Det var i den kontekst, vi fik idéerne til hele teorien. Det var for at intervenere i politiske debatter her, og fordi vi var bekymrede for udviklinger i Nord,« siger Ole Wæver. »Hvis noget er ’bagt ind’ i nøglebegreberne, finder man det i de tekster, hvor vi udviklede teorien«. Dermed ignorerer hans kritikere ifølge ham flertallet af hans og hans kollegaers analyser og fremhæver et enkelt positivt blik på Europa, som dækkede det deres generelle Europa-billede."
Uniavisen.dk København 15.maj 2020
Og man da godt mene, som de to forskere, at netop fokus på Europa, er eurocentrisk, (hvad det jo sandsynligvis også er!), men det ændrer altså ikke ved, at teorien om sikkerhedsliggørelse skal bruges til at beskrive, hvordan magthaverne - til alle tider - har brugt syndebukke, udpeget folk til at være skyld i alle ulykker i landet, og generelt være gode til, som magikere, og tryllekunstnere, at bilde folk ind, at hvis bare den og den gruppe, var væk, så...eller hvis bare de sorte, eller hvide, eller demonstranter i Hong Kong, samt i USA var væk, så....
Trumps valgsejr i 2016 kan i nogen grad tilskrives identitetspolitiske tilstande; Trump personliggjorde præsidentvalget endnu mere end Hillary Clinton havde personliggjort sin forudgående nomineringskampagne mod Sanders, og det blev for åbent tæppe udstillet at valget stod mellem to personer, som lidt på hver deres måder havde uredelig historik og en arrogant tilgang til verden. Måske derfor afspejlede Trumps snævre sejr, som beroede på optællingsreglerne, at der reelt var tale om pest eller kolera.
Efterspillet har vist sig at bekræfte at det forholder sig således; mens Trump-administrationen har begået sig klodset, inkompetent, aggressivt, farligt og uberegneligt, har de tabende Demokrater brugt adskillige skattemidler på at ramme Trump personligt, mens man politisk i det store og hele har kunnet samarbejde (tilmed om bevillinger til muren mod Mexico, som ellers indgik i udfoldelsen af Trumps karakternegativer) med hans administration. Først forsøgte man sig med Russiagate, hvor en række tilsyneladende Trump-loyale personer blev udpeget som russiske agenter og en lækage fra Demokraternes servere blev anledning til anklager om russisk hacking og siden internationale sanktioner mod Rusland. Russiagate havde imidlertid ingen juridiske ben at gå på, ligesom det efterfølgende blev til et mislykket forsøg på at få Trump dømt for embedsmisbrug i Ukrainegate. Tilbage er nu mulighederne for at Joe Biden, der markedsføres som den erfarne og redelige, moderate ankermand i amerikansk politik, men ideologisk og praksispolitisk ofte går til ekstremer.
I nedenstående interview indleder Glenn Greenwald med netop at diskutere nogle af de identitetspolitiske bindinger, som i USA lægger låg på brede, kritiske debatter og flersidige forståelser af den politiske magtudøvelse:
https://www.youtube.com/watch?v=D19bmBKlmrA&t=4s
Jeg synes, Ole Wæver er noget defaitistisk.
Læser man H&RM's artikel kan man tydeligt se det intellektuelle akrobatik, de må ud i og endnu bedre er OW og Buzan's svar, som piller dere H&RM's artikel fuldkommen ned.
Nu må H&RM komme med deres svar og medmindre de leverere end mastodont af et arbejde, der ændrer grundlæggende på videnskabsområdet, så bør de som akademikere vurderes at være fuldkommen irrelevante. Samtidig må Security Dialogue forklare sig ift., hvordan en så ringe artikel kan nå deres spalter.
https://journals.sagepub.com/doi/full/10.1177/0967010620907198
Til dem der vil følge med i et andet spor. Ret underholdende, for hvem er egentligt racistisk i deres analyse af forskning? Er det dem der forsker i andres forskning og udgiver kritik heraf eller er det dem der analyserer andre forskeres værker og analyser af egen forskning og kommer med en kritisk fortolkning hertil?