Leder

Messerschmidt har ret, men ...

Morten Messerschmidt har ret i sin analyse af, at erhvervslivet i høj grad vil have andre til at betale for den grønne omstilling. Men han tager fejl med konklusionen om, at det skal gå ud over klimaet
Morten Messerschmidt har ret, når han påpeger, at erhvervslivets vilje til at levere hviler på offentlige tilskud og støtteordninger. Erhvervslivet vil både have færre skatter og samtidig trække flere subsidier ud af statskassen. Men når det er sagt, er det fuldstændig uholdbart at sænke klimaambitionerne, som Messerschmidt foreslår, skriver Martin Bahn i denne leder.

Morten Messerschmidt har ret, når han påpeger, at erhvervslivets vilje til at levere hviler på offentlige tilskud og støtteordninger. Erhvervslivet vil både have færre skatter og samtidig trække flere subsidier ud af statskassen. Men når det er sagt, er det fuldstændig uholdbart at sænke klimaambitionerne, som Messerschmidt foreslår, skriver Martin Bahn i denne leder.

Tor Birk Trads

16. maj 2020

Det skulle have været en festdag, men Morten Messerschmidt (DF) fik ødelagt den gode stemning, da Folketinget torsdag førstebehandlede forslaget til en dansk klimalov.

Fra talerstolen sagde DF-ordføreren, at Dansk Folkeparti endnu ikke er afklaret med, om partiet vil stemme for den klimalov, som partiet selv var med til at forhandle på plads i december 2019. Den med målet om, at Danmark i 2030 skal have nedbarberet udslippet af drivhusgasser med 70 procent.

Begrundelsen er coronakrisen – at der er milliardunderskud på statsregnskabet, at mange virksomheder er truet på eksistensen, og at arbejdspladser er forsvundet i hidtil uset tempo.

Af hensyn til virksomheder og arbejdspladser bør man derfor overveje at sænke 2030-målet fra 70 til 60 procent, sagde Messerschmidt og opfordrede regeringen til at genåbne klimalovsaftalen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • K M
K M anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

"Politikerne bør i stedet stille progressive krav til erhvervslivet og indfase en høj CO2-afgift, som Klimarådet og utallige økonomer foreslår – selvfølgelig også kombineret med støtteordninger samt krav og forbud."

Så hvad enten man piber eller synger, skal nogen betale ekstraregningen. Spørgsmålet er hvem?

Iflg nogen økonomer bør staten tilbagetage pengeskabelsen og kontrollere inflation med skatter og afgifter.

Der må ihvertfald være bedre måder at holde hånden under arbejdsmarkedet end ved at supportere virksomheder, som ikke betaler skat i danmark.

Udfordringen er at finde det gyldne snit mellem selvforsyning og internationalt handelssamarbejde. Jeg stemmer på størst mulig selvforsyning og mindst muligt økologisk aftryk.

Det vil ikke gøre den uomgængelige konsekvens af globalt set for lidt mad til for mange mennesker smertefri men måske lidt mindre katastrofal end uden den intelligente indsats.

Niels Jakobs

Regningen for CO2 omstillingerne kan og bør på længere sigt betales løbende fra de voksende skatte- og afgiftsprovenuer, som dannes ved en øget ( forhåbenligt) handel med danske løsningsmodeller for at nedbringe udslippet af drivhusgasserne.
Klimagasudslip er underlagt begrænsninger for alle Paris -aftalens medunderskrivere, så kundegrundlaget for løsninger er der.

Vi skal udnytte denne mulighed, som DK står fint positioneret til. Staten bør stimulere virksomheders og forskeres kreative løsninger, hvis implementering og salg vil belønne os alle og på flere niveauer, tør jeg nok tilføje.

Søren Fosberg

Der er ikke en ekstraregning for at lave en grøn omstilling. Tværtimod. Men at gøre som vi gør nu er at sende regningen for forurening og naturødelæggelse til fællesskabet og friholde erhvervslivet. Nogen tror det er godt for økonomien at gøre det profitabelt at forurene og urentabelt ikke at forurene. Godt for nogen på kort sigt men ikke for de fleste og ikke for nogen på lang sigt.

Regningen til fællesskabet er en ægte omkostning, ikke kun omfordeling. Erhvervslivet tærer på naturens ydelser og underminerer vores eksistensgrundlag. Det fører til økologisk sammenbrud og dermed økonomisk og socialt dammenbrud. Det er skidt men ikke desto mindre den udvikling vi belønner i msrkedssustemet. Markedet værdisætter ikke naturens ydelser og vores fremtidige eksistens. Derfor er valget af teknologiske metoder helt afsporet og fører til den visse død for vores efterkommere medmindre vi sadler om.

Erhvervslivet vil have statsstøtte for at lægge om siger man. Men man kan dele erhvervslivet op i to kategorier. Den ene er de firmaer der må lukke ned pga grøn omstilling, den anden er der kan profitere på grøn omstilling. Den første kategori, de forældede industrier, er stadig dominerende og stritter imod, den anden kategori er i vækst og har fremtiden for sig men bestemmer stadig ikke retningen.

Politikerne må nu vælge hvem de vil støtte og hvordan. Det rigtige og logiske er som Bahn skriver, at lægge afgift på forurening for dermed at stimulere en bæredygtig udvikling og fremme væksten af kategori 2 industrier på bekostning af industrier det skaber deres profit ved at plyndre og ødelægge naturgrundlaget.

Messerschmidt - vor herre bevares.

Niels Jakobs, Susanne Kaspersen, Flemming Berger og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Brian W. Andersen

@ Randi Christiansen

Hvem som skal betale ekstraregningen for forbrugsfesten, er et spørgsmål vi har stået overfor adskillige gange før. At nærværende ekstraregning denne gang kommer fra udgifterne til grøn omstilling, der skal imødegå klimaudfordringerne, adskiller den ikke fra at være endnu en ekstraregning i en serie af regninger, der alle er kommet af forbrugsvækst.

I nyere tid har tidligere regninger blandt andre inkluderet prisen for oprensning af miljøforurening fra oliespild og petrokemi, prisen for omstilling til overholdelse af Montreal-protokollen for at stoppe nedbrydning af ozonlaget og omkostningerne fra ikke så få bristede markedsbobler, hvoraf finanskrisen i 2008 nok ligger frisk i erindringen hos de fleste. Vi er ikke sluppet ud af et årti uden at der har været mindst en større ekstraregning. som skulle betales og nogle af disse har været så store at vi stadig betaler af på dem i dag. 30-50 års vedvarende efterbetaling for en af forbrugsfestens ekstraregninger er ikke noget særsyn. Hver eneste af disse ekstraregninger har affødt en offentlig debat, hvor det samme spørgsmål er blevet stillet hver gang: Hvem skal betale denne ekstraregning?

I de seneste 40 år er hver eneste regning endt med samme svar: Hovedparten af ekstraregningen skal betales af dem, som ikke var med til forbrugsfesten og bliver afdragstiden lang, så skal deres børn arve resten af regningen, således at dem som var med til festen og deres børn kan fortsætte med at holde nye fester.

At debatten om samme spørgsmål alligevel skal tages hver gang ligner mest af alt et plaster på de festendes samvittighed. En proces hvor økonomisk privilegerede dels kollektivt kan overbevise sig selv om ekstraregningens uforudsigelighed, så alle kan fralægge sig medansvar, og dels overbevise sig selv om at de er nødt til at opretholde deres status for at kunne arbejde videre med at løse de problemer der ledte til spørgsmålet. Det er i hvert fald først når disse to underliggende emner har været debatteret at regningen sendes nedad som en accepteret nødvendighed, der ledsages af passende doser af beklagelse og medlidenhed overfor dem den rammer.

Aktuelt er der en stor regning fra CoViD-19-pandemien som mange prøver at sammenkoble med den regning som skal betales for grøn omstilling. Måske får vi større lokal selvforsyning og mindre økologisk aftryk som du stemmer på, men det afgør ikke meget af spørgsmålet om hvem som skal betale og vil i bedste fald kun sætte noget begrænsning på hvor meget af betalingen, der kan flyttes over landegrænser. Den lokale regning for selvforsyning skal også have en slutadresse og da ejerskabet over hver eneste kvadratmeter af Danmark er meget ulige fordelt på de øvre 57% af befolkningen, så har regningen kurs mod de underliggende 43%, som ikke er med i ejerskabet. En blandet gruppe af borgere, hvoraf nogle har været lejlighedsvise gæster til forbrugsfesten og andre slet ikke har været med.

Et populært udtryk siger at sand sindssyge er at gøre det samme igen og igen og så forvente et andet resultat end de foregående gange man gjorde det, men det er præcis hvad vi gør, når vi diskuterer "Hvem skal betale?".

Måske er det tid til at vi finder andre spørgsmål at diskutere, fordi der er bevisligt ikke kommet mange intelligente indsatser fra dette ene spørgsmål. Det kunne sikkert være sundt at spørge om hvorfor de fleste vælger samme enslydende spørgsmål igen og igen, og lade svaret på dette lede til nye spørgsmål. Vi kunne også vende spørgsmålet om og i stedet spørge: "Hvem skal ikke betale?" Og vi kunne ledsage dette med et "hvorfor ikke?". Dette ville i det mindste være at gøre noget andet, så vi også kan forvente andre resultater, uden at fremstå som en flok sindssyge idioter.

Susanne Kaspersen, Flemming Berger og Søren Fosberg anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

@brian, jeg synes ikke, at de, som med den ene eller anden formulering insisterer på at fastholde fokus på fordelingsnøglen, fremstår som 'en flok sindssyge idioter'.

Tværtimod mener jeg, at man af al magt skal gøre det. Så de, som nægter at give slip på illegitime privilegier, fremstår som samfundsundergravende og asociale individer.

Jeg er helt klar over, at det som oftest preller af som vand på en gås, og selvom den falske fortælling om elitens 'ret' til at få mere end andre har hersket alt for længe, må også den på et tidspunkt afsløres. Især hvis så mange som muligt bliver ved med at pege på løgnen, argumentere imod den og vigtigst for alternativet.

For een af magtens mange metoder er at sprede frygt. 'Vi ved, hvad vi har men ikke, hvad vi får'.

torben - nielsen

Her bliver der beskrevet hvorledes regningen for forbrugsfesten bliver udskrevet til fællesskabet, hvorimod erhvervslivet friholdes.

Så vil jeg spørge: er erhvervslivet ikke en del af fællesskabet??

Og har fællesskabet ikke også været med til forbrugsfesten??

Randi Christiansen

Torben - nielsen, det er naturligvis alt for simplificeret at tale om 'erhvervslivet' i en samlet pulje.

Det, som er samtalens omdrejningspunkt, er, hvordan ressourcerne forvaltes. Nuværende fordelingsnøgle er, som piketty o.a. har vist, illegitim. Penge er magt, og den ene procent har flest. Dét er problemet, fordi den miljø-og socioøkonomiske administration er ekstremt dysfunktionel, de folkevalgte ledere formår ikke at forvalte til fællesskabets bedste.

torben - nielsen

Hmm, jeg håber bare ikke, at man ser på det som om, at det er de andre, der skal betale.

Jeg kom lige til at tænke på et foretagende som Coca Cola, som jo er et større multinationalt foretagende, som bliver solgt stort set ovalt i verden, - hvis de kun havde solgt deres produkter, til den omtalte ene procent, så havde vi andre stakler her i Danmark, nok aldrig hørt om dem.

Mon ikke det er sådan at firmaer så som: Lego, Bestseller Jysk, Ecco, er blevet til det de er, fordi de sælger deres varer til alle, og ikke kun til en lille udsøgt skare??

Og hvis vi nu gør det dyrere for erhvervslivet, ved at beskatte dem mere, så reagerer vi ved at købe flere Coca Cola’er i stedet for Jolly Cola’er, da de nu er blevet dyrere.

Ellers kunne man sænke den skattefri bundgrænse med et beløb, så kommer alle til at betale det samme.

Og så undrer det mig lidt om den omtalte fordelingsnøgle. Skal fordelingen ske efter naturens lovmæssighed??
Eller må man også godt blande lidt humane fodaftryk, ind der også??

Randi Christiansen

Torben - nielsen, jeg synes ærlig talt, at du vrøvler. Men mht fordelingsnøglen, så er pointen ganske kort den, at et system, hvor private har magt ifht til størrelsen af deres portefølje, er udemokratisk.