I disse dage er det 20 år siden, at den da 34-årige Bashar al-Assad blev indsat som Syriens præsident. Dengang tændtes et håb om et demokratisk nybrud efter 30 års diktatur med faren, Hafez. Det blev ikke til noget, og nu skimtes tegn i sol og halvmåne på, at sønnens datomærkning er ved at udløbe.
Hvornår det sker, og om det sker, afhænger af en række faktorer – økonomiske, geopolitiske og militære. Men ikke, som nogen kommentatorer tror, af nye amerikanske sanktioner, der er på vej.
Derimod er det afgørende, hvordan Kreml, det syriske regimes hovedsponsor, ræsonnerer. Og i anden række, om civile uroligheder i hidtil regimekontrollerede områder fortsætter og breder sig.
De er udtryk for, at Bashar al-Assad har skuffet – men han har heller ikke kunnet andet. Lige siden det såkaldte ’Damaskus-forår’ i 2001, der gav løfter om en politisk åbning af etpartistaten, har det stået klart, at Bashar ikke ville holde en halv sæson, hvis han underkendte sine sikkerhedschefer, der sagde stop for det demokrati-gøgl.
Men udadtil så det lovende ud med etablering af internet og mobiltelefoni fulgt af finanspolitiske reformer, der åbnede dørene til den globale økonomi.
Væksten og en perfekt engelsk udtale forlenede Bashar med en moderat aura, der også narrede vestlige politikere som vores egen Mogens Lykketoft, der havde mødt Bashar i Damaskus og så sent som i april 2011 mente, at »han virkede som en mand, der var interesseret i at lave reformer«.
Da havde den syriske revolte stået på i seks uger med kritik af korruption, sikkerhedstjenesters brutalitet og drab på aktivister. Bashar havde afvist urolighederne som »en sammensværgelse udefra«, ligesom han imødegik reformkravene med kosmetiske ændringer i en ny forfatning, der blev afvist af oppositionen som for lidt og for sent.
»Fastholdelse af uafgjort«
Oppositionen var internt splittet i lokale grupper, der kom på kant med eksiloppositionen i Istanbul. Der var uenighed om graden af støtte udefra – nogle afviste den, men de fleste satsede på våbenforsyninger udefra.
Men selv her kneb det – således valgte præsident Barack Obama at følge en anbefaling fra Washington-analytikeren Edward Luttwak om »fastholdelse af uafgjort«, idet »en endelig sejr til en af siderne ikke er i USA’s interesse«. Og det var det ikke af to grunde: For det første var Obama optaget af at bakse sin atomaftale med Iran på plads, og Bashars fald ville rokke den båd. For det andet frygtede USA et radikalt islamisk styre, hvis Bashars sekulære alawit-regime faldt – en frygt forstærket med opkomsten af islamisk Stat i 2014.
Resultatet var, at den oprindeligt sekulære og moderate oprørsbevægelse opløstes og blev overtaget af radikale jihadister, bevæbnede og finansierede af Saudi-Arabien, Qatar, Forenede Emirater og Tyrkiet.
Otte FN-forsøg på at nå en politisk løsning har været forgæves, da al samtale strander på kravet om Bashars afgang.
Fra 2017, da det efter Aleppos fald stod klart, at oprørerne havde tabt borgerkrigen, har Rusland, Iran og Tyrkiet taget initiativet og delt Syrien i interessezoner. Med uændret politisk struktur, hvorimod den fysiske struktur er bombet i smadder med mindst en halv million dræbte – ingen tæller længere de invaliderede – og mere end 12 millioner på flugt. Halvdelen internt fordrevne, den anden halvdel fordelt i Jordan, Tyrkiet og Europa.
Genopbygningen
Ifølge en syrisk tænketank med adresse i Beirut anslås prisen for genopbygning af landet til 650 milliarder dollar, mere end ti gange landets BNP i 2010 i faste priser. Hvem der med tiden kan betale, er uafklaret. Libanons bankvæsen, hvor rige syrere hidtil har anbragt deres penge, er brudt sammen. Pilen peger (som altid) på EU, men ikke uden en politisk løsning – med eller uden Bashar.
Rusland vil næppe bidrage – tværtimod har Kreml sat tommelskruerne på Bashar for at få udbetalt en krigsdividende efter fem års militær bistandshjælp. Og Bashar har angiveligt sendt regningen videre til fætteren og rigmanden Rami Makhlouf, der sidder på halvdelen af den syriske økonomi og i forvejen er regimets sponsor. Denne gang nægtede han at betale, hvorefter regimet konfiskerede hans aktiver i blandt andet telekomfirmaet Syriatel.
Makhlouf har reageret på Facebook med antydninger af, at Bashars sunnimuslimske hustru, Asma, står bag angrebet på hans interesser. En sinister sunni-intrige, som alle loyale alawitter bør reagere mod, og dermed en klassisk syrisk konflikt: Den ene mafiafamilie mod den anden mafiafamilie – problemet er, at slagsmålet har medført hyperinflation, der kan resultere i en statsbankerot. Sker det, er Bashar for alvor på spanden.
Hvorfor omtaler Lasse Ellegaard ikke de sanktioner og indefrysning af aktiver, som vestlige og saudiske statsmagter har udsat styret og dermed landet for? I stedet får vi bl.a. et rygte som forklaring på den yderst kritiske situation, som bl.a. vestlige og arabiske magters proxykrigsførsel og økonomiske krig har fremprovokeret.
saudiske=arabiske, beklager.
Lasse Ellegaard synes jeg har været nok den mest troværdige og indsigtsfulde i den danske medieverden i hans journalistik omkring Syrien. Respekt for det, selv man jo også må sige at der ikke skal så meget til, med en skandaløs medløberisk fordummende fake news presse der stort set har kunnet betragtet som en lille underfilial af den amerikanske Statedepartment.
Dette sagt så vakler også Ellegaard fra tid til anden og han er måske også stille og roligt faldet til patten og bare indordnet sig under den den vestlige presses konsensus om at Assad er en diktator og alle der siger nogert andet er konspirationste(rr)orister.
Ellegaard beskriver hvordan fredelige demonstrationer starterde i marts 2011 med krav om at bekæmpe korruption og at sikkerhedsapparatet blev lempet. Han beskriver videre hvordan sikkerhedspolitiet slog hårdt ned på demonstrationerne og at mange blev dræbt, og først langt senere blev oprøret mod styret overtaget af islamistiske fundamentalistiske oprørere.
Men hvis man læser Ellegaards egne artikler fra marts 2011 her i bladet beskriver han selv at kilder omkring demonstrationerne fortæller at allerede fra oprørets start var en 3-je part involveret. Der blev skudt mod både demonstranter og sikkerhedspolitiet fra oprørets start, bl.a fra den meget omtalte Omar moske i Daara kun 4 kilometer fra den jordanske grænse. Flere sikkerhedsfolk blev dræbt og nu kan man på Youtube se videoer fra de første dage i Daara hvor en bus med sikkerhedsfolk blev angrebet i et baghold og mange sikkerhedsfolk dræbt. Vi kan se videoer med fundamentalistiske sunnioprørere stå på altaler med megafon og råbe ud over gaderne: Christians to Beirut, Alavites to the cuffin. Et gammelt muslim brotherhood krigsråb mod de regerende alavitter i Damaskus. Vi ser disse fundamentalister bryde ind på rådhuset i en lille by nær Daara og smide ansatte embedsmænd ud fra taget på en 4 etagers bygning, ned på en stentrappe.
At hævde at der kun var tale om fredelige demonstranter fra begyndelsen er ganske enkelt ikke længere troværdig. Bjergtung dokumentation for det modsatte er nu en realitet.
Men vi skal altså blive ved med at høre at høre om denne forfærdelige diktator der er så ond ved sit folk, når det han og hans sikkerhedsstyrker i virkeligheden blot gjorde var at beskytte landet mod oprørere der søgte at omdanne landet til en stat styret af en fundamentalistisk sharialovgivning.
Ellegaard har selvom han jo havde fået en vink med en vognstang om at oprøret var hijacket fra starten af væbnede oprørere aldrig fulgt op på det og har bare som alle andre danske journalister lagt sig fladt ned for his masterrs voice. Assad er en diktator som kaster bomber mod sit folk og han skal væk.
Hvad der også er påfaldende i Ellegaards leder er at han diskuterer Syriens økonomi og mangel på penge til at føre krig mod oprørerne i Idlib. Men ikke med en stavelse nævner han at amerikanerne fuldstændig har sat sig på syriens olieproduktion i det olierige område i Deir ez-Zor Governorate. Her pumper de dagligt olie op af den syriske undergrund og kører det til Irak. De kilder jeg læser nævner at det drejer sig om 90% af syriens olie produktion amerikanerne har sat sig på. Som Trump sagde efter beslutningen om at lade tropper forlade Syrien.: WE are leaving, but we keep the oil.
Tænk at dette kan ske uden at vestlige journalister , statsledere etc ikke siger stop. Vi må gå ud fra at det synes man åbenbart er helt ok. Gad vidst hvad Ellegaard mener. Synes han også det er ok. Det skal i hverttilfælde ikke yderligere problematiseres. Der mangler lidt rygrad og civil courage.
Egentlig kan Lasse Ellegaard vel svare for sig selv, men det, Niels Ingemann fremfører om begivenheden i eller ved Omar-moskeen i Dara'a, er den officielle version, som Ellegaard refererer i en artikel 24. marts 2011. Derefter skrev han:
"De globale og syriske aktivister, der er i telefonkontakt med beboere i Dara'a, fortæller en anden version: At sikkerhedsstyrker tidligt i går skød og dræbte, da byens Omar-moské blev stormet, herunder en læge, der behandlede sårede fra de sidste fem dages uroligheder.
"Sikkerhedsstyrkerne åbnede ild med bomber og skarp ammunition, og der er sårede kvinder og børn," fortalte vidner."
Heller ikke en artikel 28. marts 2011 bekræfter påstanden om, at oprøret var hijacket fra starten af hijackede oprørere. Og i en artikel 25. juli 2011 er hans fremstilling konsistent med artiklerne fra marts samme år: han beskriver, at et organiseret væbnet oprør mod regimet synes at være begyndt, og bemærker at det er noget nyt i revolten, "hvor væbnede sammenstød er forekommet, men spredte og efter at regimets sikkerhedsstyrker har skudt på demonstranter, der i isolerede tilfælde svarede igen assisteret af deserterede soldater."
Der er altså ingen modsigelse mellem Ellegaards aktuelle artikel og det, han skrev i marts og juli 2011. Om man skal lægge sig fladt ned for regimets og og dets allieredes og dets talerørs version af historien om den syriske opstand og borgerkrig er så et andet spørgsmål. Men hvis Niels Ingemann vil fremstå som nogenlunde nøgtern, skal han måske forklare sin afvisning af betegnelsen af Bashar al-Assad som en diktator lidt nærmere: hvornår har Assad-regimet fået mandat fra den syriske befolkning ved et landsdækkende, frit og fair valg efter en fri valgkamp? Eller er det det danske sprog, der skal laves om?
Den officielle du refererer til er så:
»En bevæbnet bande angreb tidligt onsdag et lægehold, der passerede Omar-moskéen i en ambulance. Lægen, en samarit og chaufføren led martyrdøden, men sikkerhedsstyrker ved byens moské gik til modangreb og dræbte fire bandemedlemmer og mistede et medlem af styrken.«
Det hed videre, at banden dræber civile, havde et våbenlager i moskeen og misbrugte kidnappede børn som menneskelige skjold. Billeder af bandens angivelige håndvåben er sendt ud på nettet.
Jeg har ikke hævdet at der er en modsigelse i Ellegaards artikler. Jeg har sagt at Ellegaard aldrig har forfulgt den version nævnt ovenfor. Det har ingen vestlige medier gjort. Og så hævder jeg at der siden dengang er kommet så meget tung dokumentation frem der viser at det er ovensående version der er den rigtige og ikke den version hvor sikkerhedsstyrkerne startede skyderierne. Oprøret i Syrien var en veltilrettelagt væbnet oprør mod styret orkestreret og instrumentaliseret udefra med brug af det muslimske broderskab i syrien som den interne drivkraft.
Hvad angår Assad som Diktator. Her vil jeg læne mig op af Ellegaards udsagn om at Assad formentlig ønskede at demokratisere Syrien, men at sikkerhedsapparatet i landet ikke ville tillade en demokratisering og at det åbenbart er dem der bestemmer. Som Ellegaard skriver så ville han holde i ca. 5 minutter hvis han insisterede på at indføre demokrati efter europæisk standard.
Når man betænker syriens historie er det måske heller ikke så mærkeligt. Først flere amerikanske kupforsøg i 50,erne. Så kupforsøget i 1882 udført af det muslimske broderskab i landet. For at overleve som styre i landet må man nødvendigvis have et stærkt sikkerhedsapparat. Man kan ikke sammenligne vesteuropæiske lande med mellemøstlige lande. Det har historien om noget vist os i dette århundrede. At hævde at han er en diktator bare fordi han ikke gennemfører landsdækkende frie og fair valg som i lille Danmark forekommer mig at være en noget naiv tilgang. Som om vestlig demokrati, et begreb som vi selv har fundet på i vesten og prøver at smøre ud over resten af kloden, er så fantastisk for alle. Vi må ha lidt respekt for at andre nationer i andre dele af verden finder en styreform som passer dem. Så fantastiske er vores verden nu heller ikke. Men højrøvet og arrogant med vores demokrati og frihed, det er vi.
Men nu synes jeg at man skal besinde sig lidt omkring Assad familien og deres despotiske tendenser. Det er vist ret sikkert at hævde at op til 2011 var Syrien det fredeligste land i mellemøsten, og at Assad familien allerede havde taget skridt frem mod en demokratisering af landet og fremstod før oprøret som et af de mest demokratiske lande i mellemøsten.
Haha ikke 1882 men 1982
"Men hvis Niels Ingemann vil fremstå som nogenlunde nøgtern, skal han måske forklare sin afvisning af betegnelsen af Bashar al-Assad som en diktator lidt nærmere: hvornår har Assad-regimet fået mandat fra den syriske befolkning ved et landsdækkende, frit og fair valg efter en fri valgkamp?"
Ib Gram-Jensen, er det ikke korrekt at Syriens suverænitet, uanset at landets styre kan kritiseres for at have demokratiske mangler, er beskyttet af FN's love - og at det dermed er ulovligt at indblande sig militært i indre, syriske forhold uden en FN-resolution? Og er det ikke korrekt at international ret foreskriver at udenlandske magters indblanding i en borgerkrig er ulovligt?
Niels Ingemann, når du skriver, at: "At hævde at han er en diktator bare fordi han ikke gennemfører landsdækkende og frie valg som i lille Danmark forekommer mig at være en noget naiv tilgabg", kan jeg konstatere, at det er det danske sprog, der efter din mening skal laves om: Bashar al-Assad har arvet magten fra sin far, der fik den ved et kup, og står i spidsen for et regime, der lever op til definitionen på et diktatur: "styreform med al magtbeføjelse samlet hos en statsleder, i ledende grupper eller hos partiet i et etpartisystem", (Den Store Danske Encyklopædi, 5, s. 140), hvorved han er, hvad man på dansk kalder en diktator - som en ganske saglig betegnelse, og uanset om han ønsker at være det. Du erkender jo også reelt, at styret ikke er demokratisk (påstanden om, at Syrien før oprøret fremtrådte som et af de mest demokratiske lande i Mellemøsten skal jeg undlade at gå nærmere ind på, men konkurrencen var jo heller ikke ligefrem hård), men når du skriver, at: "Vi må ha lidt respekt for at andre nationer i andre dele af verden finder en styreform som passer dem", overser du godt nok, at det har den syriske befolkning jo netop ikke fået lov til.
Hvad angår de to versioner af begivenhederne i Dara'a kan Ellegaard som sagt nok svare for sig selv, hvis han ellers gider gå ind i en efter alt at dømme håbløs dialog. Men at han ikke har gjort den officielle version til sin kan bero på journalistisk vurdering af forskellige kilders troværdighed eller mangel på samme frem for manglende rygrad og civilcourage. Det er ikke givet, at et diktatorisk regimes og dens allieredes, støtters og talerørs udlægning af begivenhederne er den mest sandfærdige - men den diskussion tjener det ikke noget formål at gå videre med her.