Leder

Regeringens opkvalificeringsudspil er næppe et paradigmeskifte – men det er god krisehåndtering

Regeringen vil give ledige ufaglærte 110 procent af dagpengesatsen, hvis de tager erhvervsuddannelser på områder, hvor der mangler arbejdskraft. Det er en god måde at tage hånd om de mange ledige, der er kommet under coronakrisen
Regeringens udspil til opkvalificering af ledige ligger i fin forlængelse af, hvad Peter Hummelgaard varslede sidste år: en ny reformkurs, hvor det skal være slut med at bruge pisken for at øge arbejdsudbuddet.

Regeringens udspil til opkvalificering af ledige ligger i fin forlængelse af, hvad Peter Hummelgaard varslede sidste år: en ny reformkurs, hvor det skal være slut med at bruge pisken for at øge arbejdsudbuddet.

Sarah Hartvigsen Juncker

15. juni 2020

Under coronakrisen er arbejdsløsheden steget med næsten 43.000 personer i Danmark. Det er beskrevet igen og igen, at særligt kortuddannede og ufaglærte har mistet deres job.

Nu har regeringen fremlagt et udspil, som skal komme dem i møde. Den vil investere 750 millioner kroner i at få ufaglærte ledige til at opkvalificere sig.

Blandt andet skal ledige over 30 år have ret til at tage en erhvervsuddannelse, hvor de samtidig modtager, hvad der svarer til 110 procent dagpenge. Det er vel at mærke, hvis det er inden for et fag, hvor der mangler arbejdskraft. Og uanset fag skal alle ledige have ret til den fulde dagpengesats, hvis de tager en uddannelse.

I dag er ordningen, at man får 100 procent dagpenge, hvis man tager en uddannelse med gode jobmuligheder, og 80 procent inden for øvrige fag. 

Opkvalificeringsudspillet indeholder også andre, mindre initiativer, som skal få flere borgere med korte eller ingen uddannelse til at opkvalificere sig, så de kan varetage job, som samfundet mangler – blandt andet inden for coronahåndtering og den grønne omstilling.

Paradigmeskifte

Regeringens forslag er intet mindre end et »paradigmeskifte« i tilgangen til beskæftigelsesindsatsen, mener en arbejdsmarkedsforsker, som udtaler sig på netmediet A4. Han argumenterer for, at det er et opgør med tidligere »styringsprincipper og incitamenter« – man går fra at straffe folk for at uddanne sig til at belønne dem.

Det ligger i forlængelse af det, Peter Hummelgaard lovede, da han her i avisen gav et tiltrædelsesinterview forrige sommer og varslede »en ny reformkurs«, hvor det skal være slut med at bruge pisken for at øge arbejdsudbuddet.

Det er nu nok for tidligt at erklære paradigmeskiftet i beskæftigelsespolitikken indført, hvis opkvalificeringspakken bliver stemt igennem i Folketinget. Initiativerne er meget små og primært forbedringer af eksisterende ordninger. Samtidig er de led i krisehåndteringen under pandemien.

Initiativet demonstrerer ikke desto mindre, at vi har en regering, som faktisk ønsker at forbedre vilkårene for arbejderklassen. Og i det samfundsperspektiv er det klogt at fokusere på at løfte folk ud af ledighed ved at opkvalificere dem inden for fag, hvor vi ved, at vi mangler – eller vil komme til at mangle – arbejdskraft.

Det er måske ikke et paradigmeskifte. Men det er god krisehåndtering.

Den nye beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) er nu klar til at gøre op med paradigmet om, at økonomiske incitamenter er det allermest afgørende for at øge arbejdsudbuddet. Der er ifølge ham mere end nogensinde brug for at tale om, at det »ikke længere er nok at tælle antallet af hoveder og hænder på arbejdsmarkedet«.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
Viggo Okholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lidt væsentlig historieskrivning:

"Fra at være genstand for medfølelse og medlidenhed er de afhængige blevet syndebukke, genstand for fortørnelse og vrede. Tankesættet har rod i 80'ernes diskussioner af såkaldt 'modernisering', som dækkede over forsøg på at italesætte en ny 'dansk model', der skulle erstatte velfærdsstaten. Socialdemokraterne var mere end skeptiske, men gradvis konverterede de til den nye måde at tænke samfund på.

...

Socialdemokratiet søgte endnu i 1993 at fastholde tanken om samfundets ansvar, at gå på kattepoter, når det handlede om pligt og at nedtone betydningen af sanktioner. Det blev Lov om aktiv socialpolitik fra 1997, der tegnede det grundlæggende skred i den socialdemokratiske position. "Ret og mulighed" blev nedtonet til fordel for "ret og pligt".

...

Det gamle socialdemokratiske mantra "Gør din Pligt og kræv din Ret", som var vævet ind i de røde faner, havde ikke noget at gøre med den nutidige "pligt-og-ret"-tanke. Det drejede sig om kampen mellem "manden med rettigheder uden pligter" og "manden med pligter uden rettigheder" - klassekampens strid om privilegiernes fordeling. Intet andet.

I den tidlige danske lov om alderdomsunderstøttelse optrådte et sæt af værdighedskriterier, som dels erstattede ønsket om en direkte betaling i en forsikringsordning, dels spejlede ønsket om en forudgående "sædelig vandel", som kvalificerede den enkelte som "værdigt trængende".

...

Med velfærdsstatens fremvækst i 60'erne forsvandt retsvirkningerne og skellet mellem værdigt og ikke-værdigt trængende. Der skulle ikke deklasseres. Ingen talte om dem, "der kunne, men ikke ville". Også de sidste elementer af en egentlig forsikring som skulle opdrage til ansvarlighed og selvfølelse blev elimineret. Den, der blev "forsørget" af det offentlige, var en ligeværdig borger.

"Pligt-og-ret", som udtrykket i dag anvendes, er af langt nyere oprindelse. Det stammer dels fra regeringsgrundlaget fra 1993, dels - i en mere ideologisk forstand - fra socialdemokraters forsøg på i midten af 90'erne at komme til rette med den aktiveringspolitik, de nu for alvor havde taget til sig, og som man uden historisk belæg søgte at identificere med de røde faners paroler.
https://www.altinget.dk/forskning/artikel/socialdemokraternes-nye-syn-pa...

Uanset de politiske forventninger til kursus, er det min opfattelse, at man ikke kan lære for meget.

Når det er sagt, bør det nævnes, at borgernes beskæftigelsesmuligheder faktisk er Folketingets politiske flertals ansvar, og dette ansvar kan ikke tørres af på den enkelte borger. Og en løgn kan fremføres så ofte, at man ligefrem tror på den

- Men altså - enten yder det ansvarlige politiske flertal denne borgerrettighed. Eller også må de kompensere den enkelte borger for dennes afsavn.

Jens Nielsen

Nej det er ikke god krisehåndtering - det er en stråmand.
Siden hvornår er borgerne til for industrien? Lever vi for at arbejde eller arbejder vi for at leve?
Hvordan kan det være at der hos arbejdsgivere er skabt en forventning om at samfundet skal levere uddannet arbejdskraft der fra dag et i et ansættelsesforhold skal være en overskudsforretning?
Næsten alle mennesker er intelligente og tilpasningsdygtige eller omstillingsparate og agile for at bruge tidens sprog.
Næsten alle mennesker kan håndtere et væld af mere eller mindre komplekse arbejdsopgaver i løbet af en relativ kort tidsperiode, forudsat at man får den fornødne vejledning. Men netop dette er det springende punkt. Det vil man i dag på mange arbejdspladser ikke ofre penge på. Så hellere få en ledig i praktik så optræningen er stort set gratis. Eller trenden på café området, du skal arbejde en måned gratis før du kan give få løn. Der findes næsten 200.000 ledige pt. i Danmark som kan gå direkte ind i næsten et hvilket som helst job, de har ikke brug for yderligere uddannelse, den kan de få på arbejdspladsen med en ansættelseskontrakt og den deraf følgende lønudbetaling, ferie og pensionsopsparing. Tiden er ikke kommet til at stille yderligere krav til de ledige, tiden er kommet til at stille krav til arbejdsgiverne om at tage deres del af samfundsansvaret. Det er ikke urimeligt, det er blot en tilbagevenden til tilstande der før har været normale i vort samfund. Det er et underligt menneskesyn der hersker i vores samfund pt.

@ Jens Nielsen,

Du kommer med et interessant indlæg.

Sådan som jeg ser det, og jeg er økonom. Så har vi borgere 2 funktioner i samfundet, Og begge funktioner er absolut lige vigtige, for hvis der er ubalance i et af dem, stopper samfundet.

1. Vi er arbejdstagere, For hvis vi ikke producerer, stopper samfundet.

2. Vi er konsumenter. Og hvis vi ikke konsumere, stopper produktionen også.

Egentlig har vi fælles interesser med arbejdsgiveren, og burde absolut være arbejdsgiverens ligestillede modpart.