Erdogans coronakrise

En svag stigning i antallet af coronasmittede de seneste uger bekymrer den tyrkiske regering. I de første dage af juli kunne sundhedsminister Fahrettin Koca konstatere, at indlæggelser i intensivafsnit øgedes støt – i dagene den 2. til 4. juli fra 1.067 til 1.093. Endvidere påpegede han, at tempoet i en fortsat nedgang af nye tilfælde er stagnerende og appellerede om fortsat vagtsomhed over for smittekilder.

Det gik ellers lige så godt – regionalt har Tyrkiet mest effektivt tacklet COVID-19-pandemien i en befolkning på 80 millioner. Tallet for sygdomsudbrud var i begyndelsen af juli på 205.000 med 5.225 dødsfald – et niveau nogenlunde som i det befolkningsmæssigt tilsvarende Tyskland, og et pænt stykke under gennemsnittet for EU, der er belastet af tallene for Italien, Spanien og Frankrig.

At det er gået godt, skyldes blandt andet, at præsident Recep Tayyip Erdogan har overladt det til Fahrettin Koca at ’sælge’ coronabekæmpelsen til befolkningen. Den tidligere børnelæge har ført en tv-kampagne, der har udmærket sig ved åbenhed og tolerance, hvilket har fået hans popularitetsbarometer op over de 70 procent – langt bedre end Erdogans.

Men det skyldes også, at pandemiens potentielt katastrofale følger blev erkendt relativt tidligt, hvilket betød omgående nedlukning med totalt udgangsforbud for børn under 18 og ældre over 65.

En forstærket politisk krise

Med etablering af nødhospitaler i et fungerende sundhedssystem, der bemandet med personale på mere end en million individer (og som i øvrigt er gratis), kom krisen hurtigt under kontrol, således at det fra juni blev muligt delvist at sløjfe udgangsforbuddet og åbne de offentlige institutioner og den private sektor, ikke mindst den økonomisk vitale turismesektor, der fylder i det samlede tyrkiske BNP.

Og som sundhedsministerens advarsel antyder, holder myndighederne øje med folks begyndende slendrian – der slækkes i vidt omfang på de påbudte mundbind i det offentlige rum – så den hellige grav er endnu ikke vel forvaret.

Det er den heller ikke på det politiske plan. Coronakrisen har forstærket den økonomiske krise, der var i anmarch allerede sidste år, og øget modsætningerne mellem den republikanske opposition og Erdogans AKP, der har siddet tungt på magten siden 2002, oftest med halvdelen af vælgerne bag sig.

Konkret betyder det, at Erdogan blokerer storbyborgmestrenes etablering af lokale nødhjælpsprogrammer til betrængte medborgere. Det gælder i Istanbul, Ankara og Izmir, der har republikanske CHP-borgmestre – i byen Mersin har regeringen for eksempel forbudt uddeling af gratis brød.

For få år siden var vælgerne delt i to halvdele med en lille overvægt til Erdogan. I dag er AKP – trods sundhedsministerens popularitet – svundet ind til omkring 35 procent, støttet i Nationalforsamlingen af det ultranationalistiske parti, MHP, der i de aktuelle opinionsmålinger er under spærregrænsen på ti procent.

Flygtningekortet

Vælgernes afvandring har udløst spekulationer om, at Erdogan – der kan opløse parlamentet og udskrive valg, når det passer ham – vil satse på et tidligt valg i 2021 ud fra antagelsen om, at hans tilslutning vil være yderligere eroderet ved det nominelle datoudløb i 2023.

Selv afviser han alle rygter om valg i utide og kører på med at omdanne sin republik til mere sekulær af navn end af gavn – eksempelvis med planen om at føre Istanbuls Hagia Sofia-katedral tilbage til dens funktion som moské, hvilket skete med Mehmet Erobrerens indtagelse af Konstantinopel i 1453. Den gamle kirkebygning fra det sjette århundrede blev museum i 1934 og er i dag på UNESCO’s liste over verdensarv.

Erdogans seneste indenrigspolitiske tiltag er en ny lov, der åbner for dannelsen af alternative advokatråd, hvilket betyder, at de nuværende advokatråd – der udgør de sidste oppositionelle støttepunkter i tyrkisk offentligt liv – mister deres medlemsmonopol. Nye – og regeringsvenlige – advokatorganisationer vil opstå, hvilket selvsagt vil tiltrække klienter, der ønsker positiv særbehandling ved domstolene.

Internationalt er Erdogan trængt af Rusland i Syrien-politikken og af EU i striden om rettigheder i det østlige Middelhav. I Libyen-politikken er han kommet på kant med præsident Emmanuell Macron, der støtter den libyske oprørsgeneral, og som derfor mistænkes for at stå bag udelukkelsen af Tyrkiet på den liste over 15 lande, som EU anser for coronasikre nok til indrejse i EU – og som omfatter Nordkorea og Algeriet!

Men den ydmygelse ændres muligvis efter EU’s udenrigschef, Josep Borrells drøftelser i Ankara den 6.-7. juli om fornyelse af den fire år gamle flygtningeaftale. Flygtningekortet plejer at være en sikker Erdogan-trumf. Vi får se.