Leder

Dan Jørgensen skal være minister for den ny verdensorden

Dan Jørgensen skal sikre Danmarks efterlevelse af Parisaftalen ved at præstere 70 procent reduktion af de nationale drivhusgasudledninger i 2030. Det kan kun nås ved en grundlæggende omkalfatring af det herskende økonomiske paradigme og af danskernes værdier og levevis
Dan Jørgensen har som minister for klima, energi og forsyning fået den historiske opgave at bane vej for Danmarks grønne omstilling.

Dan Jørgensen har som minister for klima, energi og forsyning fået den historiske opgave at bane vej for Danmarks grønne omstilling.

Anders Rye Skjoldjensen

Indland
15. august 2020

Han har det mest spændende af alle ministerier. Og det allersværeste. Det kan ende med storhed såvel som fald. Med hæder såvel som fortabelse for ministeren for den ny verdensorden, Dan Jørgensen.

Den 45-årige fynbo, opslugt fra barnsben af natur og fuglekiggeri, statskundskabsuddannet fra Aarhus Universitet, europaparlamentariker gennem næsten ti år, tidligere minister for fødevarer og landbrug, forfatter til seks bøger om blandt andet miljø, vært på den lærerige podcastserie Roser og torne om socialdemokrater gennem historien – denne energiske, visionære og ambitiøse politiker har som minister for klima, energi og forsyning fået den historiske opgave at bane vej for Danmarks grønne omstilling.

På papiret og i teknokratsprog handler det om at sikre Danmarks efterlevelse af Parisaftalen ved at præstere 70 procent reduktion af de nationale drivhusgasudledninger i 2030, i realiteten kan det kun nås ved en grundlæggende omkalfatring af det herskende økonomiske paradigme og af danskernes værdier og levevis.

Derfor er det ikke let at være Dan Jørgensen.

Nogle få tal illustrerer, hvor svært det er:

Forsommerens to politiske delaftaler om affaldssektoren og energi-industrisektoren som elementer i en klimahandlingsplan sikrer på papiret en CO2-reduktion i 2030 på 3,4 millioner ton. Det var i juni det muliges kunst i dansk politik. Kravet for at leve op til klimamålet om 70 procent reduktion er imidlertid 20 millioner ton.

Det betyder, at klimaministeren nu skal ud og finde politisk opbakning til tiltag, der kan levere de manglende 16,6 millioner ton og det i de to allertungeste sektorer, transport og landbrug, som begge har udvist stigende CO2-udledninger i årevis.

Det fordrer i transportsektoren en omstilling til over en million elbiler, grønt brændstof til tung transport, mindre bilkørsel m.m. samt i landbruget storstilet udtagning af landbrugsjorde, langt færre køer og grise, skovrejsning m.m.

Det hele skal ske i et dramatisk tempo – lykkes det ikke i tide, er det ikke fordi, det ikke kan lade sig gøre, men fordi Dan Jørgensen ikke får den nødvendige opbakning – i regeringen, i sit parti, i befolkningen.

Faktum er, at opbakningen ikke er der i det politiske system. Jo, i retorikken og når det gælder omstillingens rent teknologiske elementer. Men ikke når det handler om de opgør, der fordres i den økonomiske tænkning og politik samt i det, der handler om ændrede adfærdsmønstre og værdier.

Økonomiske hensyn

Statsminister Mette Frederiksen har ikke udvist et klimalederskab, der lever op til udfordringens eksistentielle karakter. Den klimalov, som er hendes og regeringens vigtigste redskab, betoner for eksempel, at indfrielsen af klimamålene skal ske under hensyntagen til »dansk konkurrencekraft, sunde offentlige finanser og beskæftigelse«. Taget for pålydende er det en potentielt effektiv bremse på nogle af de nødvendige klimatiltag, der kan komme til at gøre ondt på visse erhverv og på statskassen.

Vægtningen af det økonomiske hensyn afspejles også i Mette Frederiksens indsættelse af finansminister Nicolai Wammen som leder af en pludseligt opdukket klimataskforce i regeringen, på bekostning af indflydelse til det udvalg for grøn omstilling med Dan Jørgensen for bordenden, som under mange fanfarer blev introduceret, da regeringen tiltrådte.

Det er således også – siger informerede iagttagere – en fortsat kendsgerning, at det grønne projekt ikke nyder den nødvendige forståelse og opbakning blandt embedsværket i regeringens økonomiske ministerier. Man har ikke fattet tidspresset, endsige hvilken radikal omkalfatring af det gældende paradigme, vi står over for. Endelig er det også sådan – siger andre informerede kilder – at der ikke fra den socialdemokratiske folketingsgruppe udøves noget grønt pres på statsministeren. Det er fortsat traditionelle velfærdsmæssige og økonomiske emner, der dominerer diskussionerne her.

Man har det indtryk, at Dan Jørgensen gerne vil gå hele vejen for at sikre den nødvendige, radikale grønne omstilling. Men han får kun den indflydelse, som regeringschefen, embedsapparatet og folketingsgruppen vil give ham – og det er bestemt af, hvilket pres andre lægger på disse lag i magtapparatet.

Dette pres kan kun komme udefra, fra offentligheden. Hvad Dan Jørgensen selv kan gøre i den sammenhæng, er at tale den grønne omstilling op som et nyt samlende, visionært projekt for nationen ved reelt at inddrage de folkelige kræfter i at udforme og realisere løsningerne. Gøres mennesker ikke til konkret ansvarlige medejere af paradigmeskiftet, kan de blive dets modstandere.

Det handler ikke om at holde peptalks, det handler om at give reel indflydelse.

Serie

Etpartiregeringens første år

Det er et år siden, Mette Frederiksens etpartiregering fik magten med løfter om en grønnere retning og en stærkere velfærdsstat. Hvordan er det gået? Og hvordan har de enkelte socialdemokratiske ministre forvaltet magten? Det ser vi på i denne lederserie

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Lige siden valget har signalet lydt: Nu sker der snart noget. Sådan er det stadig, og nu går den ikke længere, så nu må der ske noget. Håbet er lysegrønt, men der skulle jo også gerne være andet, der var det.

Marianne Stockmarr, Trond Meiring og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Jens Voldby Crumlin

Hvis der skal ske ændringer i retning af en reel opfyldelse af Parisaftalen kræver det en massiv mobilisering fra folkelige grønne bevægelser som lægger pres på både Socialdemokratiet og de alt for forsigtige grønne støttepartier. Den politiske konsensus er stadig et knæfald for den neoliberale dagsorden hvor den stærke stat effektivt sikrer de største kapitalinteressers profit og fastholder os i en fossil dagsorden mange år endnu. Det er helt afgørende at de unge gør oprør mod det økonomiske system som ødelægger deres fremtid og i stedet kræver en grøn og solidarisk fremtid med selvbærende og meningsfulde fællesskaber.
Jan Hoby har skrevet en fremragende analyse af regeringens politik som jeg vil opfordrer alle til at læse: https://www.raeson.dk/2020/jan-hoby-s-gar-styrket-ud-af-coronakrisen-men...

Marianne Stockmarr, Arne Albatros Olsen, Trond Meiring og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Jeg ville virkelig håbe, at JSN har ret mht DJ. Jeg er selv begyndt at tvivle på hans og regeringens hensigter og holdninger - Løsninger ligger ellers lige for - gå STRAKS i gang med den grønne omstilling.

Katrine Damm, Marianne Stockmarr, Trond Meiring og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Nils Lauritzen

"Den 45-årige fynbo, opslugt fra barnsben af natur og fuglekiggeri, statskundskabsuddannet fra Aarhus Universitet, europaparlamentariker gennem næsten ti år, tidligere minister for fødevarer og landbrug, forfatter til seks bøger om blandt andet miljø, vært på den lærerige podcastserie Roser og torne om socialdemokrater gennem historien – denne energiske, visionære og ambitiøse politiker har som minister for klima, energi og forsyning fået den historiske opgave at bane vej for Danmarks grønne omstilling."

Det er vist nok korrekt, at han er fra Fyn....