Leder

Mette Frederiksens image som landsmoder krakelerer, når hun udskammer særlige grupper

Statsministerens ord vejer tungt, og derfor har hun et ansvar for at kommunikere sine budskaber uden at puste til fordomme om bestemte befolkningsgrupper
Når Mette Frederiksen (S) fremhæver ’indvandrerdrenge’ som kriminelle, puster hun til de fordomme, vi ved findes om mennesker med anden etnisk baggrund. Så er hun ikke en samler, men en splitter, skriver Natalie Barrington Rosendahl i denne leder.

Når Mette Frederiksen (S) fremhæver ’indvandrerdrenge’ som kriminelle, puster hun til de fordomme, vi ved findes om mennesker med anden etnisk baggrund. Så er hun ikke en samler, men en splitter, skriver Natalie Barrington Rosendahl i denne leder.

Mads Claus Rasmussen

Indland
22. august 2020

Regeringen fremlægger snart sit udspil til en ny politireform, og under et pressemøde i denne uge løftede statsministeren sløret for udspillets fokus: tryghed.

Vi ved allerede fra tidligere i år, at regeringen blandt andet vil skære ned på det administrative arbejde, der foregår i Rigspolitiet, så ressourcerne i stedet kan kanaliseres over til politiet på gaden og mindske afstanden mellem borger og betjent.

Men det lyder jo lidt tørt. Så på pressemødet satte statsministeren lidt flere farver på, da hun sagde: »Det her handler om, at når man bruger S-togslinjerne i Storkøbenhavn, så skal man ikke være bange for at tage hjem om aftenen, fordi der er 15-17 indvandrerdrenge, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt.«

Den udtalelse har med rette mødt kritik fra regeringens støttepartier.

Ja, unge mænd med anden etnisk baggrund er overrepræsenteret i voldsstatistikker, men det er ikke anledningen til reformen. Der er nemlig ikke sket en markant stigning i vold de seneste år. Anledningen er tværtimod den centralisering, der er foregået i politiet siden 2007.

Det ved Mette Frederiksen (S) selvfølgelig godt. Alligevel forpasser hun ikke muligheden for at få nogle billige point hos de vælgere, der kunne finde på at svinge tilbage til Dansk Folkeparti. Hvis det var så vigtigt for hende at give et overblik over, hvilken baggrund Danmarks kriminelle har, kunne hun i samme omgang have fremhævet andre grupper, der er overrepræsenterede i kriminalitetsstatistikkerne – de ufaglærte, for eksempel. Men det ville være utænkeligt, for der er ikke stemmer i at slå på en ufaglært, hvis man er socialdemokrat.

Statsministeren har i måneder hyldet solidariteten og sammenholdet og har vundet stor autoritet ved at tale til samfundssindet. Hun er blevet en ’landsmoder’ ved at tale til det gode i os. Men når hun fremhæver ’indvandrerdrenge’ som kriminelle, puster hun til de fordomme, vi ved findes om mennesker med anden etnisk baggrund. Så er hun ikke en samler, men en splitter.

Mette Frederiksen behøver ikke at være solidarisk med voldsforbrydere. Men hun skal være det med alle de udlændinge og efterkommere, der ikke er voldsforbrydere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Og det bliver endnu værre i skolegården, når læreren er ligeglad med mobberne, eller selv hænger enkelte elever ud, fordi vedkommende ikke kan lide dem.

Sider