Leder

Peter Hummelgaard har store ambitioner – men står også over for store udfordringer

Beskæftigelsesministeren har indvarslet et nyt paradigme. Efter flere år med nedskæringer og uværdig behandling af arbejdsløse skal vi nu som borgere til at forvente os mere af staten. Men ministerens største udfordringer venter stadig forude
Hvilke store reformer vil regeringen med Peter Hummelgaard i spidsen mon gennemføre for at opveje tabet af de lønmodtagere, som vil gå på tidlig pension?

Hvilke store reformer vil regeringen med Peter Hummelgaard i spidsen mon gennemføre for at opveje tabet af de lønmodtagere, som vil gå på tidlig pension?

Ólafur Steinar Gestsson

Indland
6. august 2020

Der blæser nye vinde i Beskæftigelsesministeriet.

Peter Hummelgaard (S) har tiltrådt embedet med en ambition om at investere i opkvalificering, tænke hele ydelsessystemet forfra og give arbejdstagere flere rettigheder frem for færre.

Det har været forfriskende at se efter et årti, hvor beskæftigelsespolitik mest har handlet om nedskæringer, mistænkeliggørelse og umyndiggørelse af arbejdsløse samt paroler om, at det skal kunne »betale sig at arbejde«.

Ambitionerne er store. Men det samme er forhindringerne.

Arnes tur

Beskæftigelsespolitikken var helt central for den socialdemokratiske valgsejr sidste sommer. Bryggeriarbejderen Arne skal have lov at gå tidligere på pension.

Siden valget har det dog stået hen i det uvisse, hvordan en model for tidlig tilbagetrækning så skal se ud.

Forhandlingerne er blevet udskudt på grund af corona. Men Peter Hummelgaard har sagt til DR, at modellen er »stort set klar«.

Ifølge mediet Mandag Morgen ser det ud til, at han vil forsøge at finde opbakning til en model, hvor det er antallet af år, man har tilbragt på arbejdsmarkedet, der afgør, om man har ret til tidlig tilbagetrækning. Mange store spørgsmål er dog ubesvarede:

Regeringen har i det såkaldte forståelsespapir forpligtet sig til at kompensere for reformer, der mindsker arbejdsudbuddet, ved at gennemføre reformer, der øger arbejdsudbuddet mindst lige så meget.

Hvilke store reformer vil regeringen mon gennemføre for at opveje tabet af de lønmodtagere, som vil gå på tidlig pension?

Hvordan kan prisen for ordningen holdes nede på tre milliarder kroner om året, som Socialdemokratiet lagde op til under valgkampen, hvis retten til tidlig tilbagetrækning ikke skal forbeholdes ganske få faggrupper?

Og måske vigtigst af alt: Hvad vil det sige, at ordningen skal være en ubetinget »ret«, som ikke må kræve nogen former for individuel vurdering? Det er svært at se, hvordan sådan en ordning kan undgå at blive umanerligt dyr, hvis den alene bliver betinget af, hvor mange år man har tilbragt på arbejdsmarkedet.

Regeringen har pustet forventningerne til den tidlige tilbagetrækning stort op. Snart vil det vise sig, om den kan leve op til forventningerne, eller om den vil skuffe mange af de vælgere, som regner med, at lige netop de vil blive omfattet af ordningen.

Investering

Netop fordi beskæftigelsespolitikken er så stor en mærkesag for statsminister Mette Frederiksen, er Peter Hummelgaard endt med at stå lidt i skyggen af hende. Han har indtil videre ikke været en særligt profileret minister.

Men under coronapandemien har han vist en anden vej gennem kriser, end vi er vant til.

I juni indgik et flertal i Folketinget en aftale om, at arbejdsløse kan modtage 110 procent af dagpengesatsen, hvis de tager en uddannelse inden for et fag, hvor der er mangel på arbejdskraft. For eksempel smed eller elektriker.

Det er en væsentlig forskel fra årene efter finanskrisen. Her skar skiftende regeringer ned og indskrænkede arbejdsløses rettigheder. Peter Hummelgaard forsøger i stedet at investere sig gennem krisen. Han er selvfølgelig hjulpet på vej af en lang periode med højkonjunktur og det råderum, tidligere regeringer har skabt.

Ikke desto mindre er det rart med en minister, der investerer i borgerne og betragter arbejdsløshed som et strukturelt problem frem for individuel dovenskab.

Store spørgsmål

Regeringen har nedsat en kommission, som skal komme med forslag til, hvordan man kan reformere hele området for overførselsindkomster. I mellemtiden har den indført et særligt tilskud til børnefamilier, som skal sikre, at børn ikke vokser op i fattigdom. Det er udmærket.

Men når kommissionen afleverer sine anbefalinger, bliver det interessant at se, om regeringen vil gøre op med en ydelse, som har skabt en form for fattigdom, der plejede at høre fortiden til, nemlig integrationsydelsen.

Statsministeren har kaldt sig selv for børnenes statsminister. Men mange af de børn, som i dag vokser op i fattigdom, er børn af flygtninge eller indvandrere.

Har regeringen med Peter Hummelgaard i spidsen nerverne til at afskaffe ydelsen, eller vinder frygten for at fremstå slappe i udlændingepolitikken i sidste ende?

Et helt andet spørgsmål, som også kan blive en hovedpine for Peter Hummelgaard, er udhulingen af dagpengene. Den reelle værdi af dagpengene er faldet markant i de senere år. Fagbevægelsen rører på sig. Men indtil videre er konflikten ikke brudt ud i lys lue.

Regeringen forsøger at skabe et nyt paradigme i beskæftigelsespolitikken. Det er positivt. Men nogle af de største spørgsmål mangler endnu at blive besvaret:

Tør regeringen for alvor bekæmpe fattigdom? Skal dagpengene stige? Og, ikke mindst, hvem er Arne?

Serie

Etpartiregeringens første år

Det er et år siden, Mette Frederiksens etpartiregering fik magten med løfter om en grønnere retning og en stærkere velfærdsstat. Hvordan er det gået? Og hvordan har de enkelte socialdemokratiske ministre forvaltet magten? Det ser vi på i denne lederserie

Seneste artikler

  • Regeringen vil klinke skårene i folkeskolen og lægger op til kamp mod de frie skoler

    2. september 2020
    Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har stædigt holdt fast i, at et højt timetal i skolen er godt, men de positive erfaringer i coronaskolen ser ud til at have fået ministeren til at bløde op. Når det gælder de muslimske friskoler holder ministeren dog stålsat fast i sin holdning om, at de er noget skidt og skal lukkes
  • Dan Jørgensen skal være minister for den ny verdensorden

    15. august 2020
    Dan Jørgensen skal sikre Danmarks efterlevelse af Parisaftalen ved at præstere 70 procent reduktion af de nationale drivhusgasudledninger i 2030. Det kan kun nås ved en grundlæggende omkalfatring af det herskende økonomiske paradigme og af danskernes værdier og levevis
  • Ane Halsboe-Jørgensen bør blive den minister, der gør forskningsfrihed til sin mærkesag

    10. august 2020
    Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen har især brugt sit første år på at kæmpe for velfærdsuddannelserne og de studerendes trivsel. Men hun burde i højere grad vende sit blik mod forskningsfriheden. Undersøgelser og mediesager viser, at der er hårdt brug for mere politisk fokus på området
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Han skal nok få sin sag for og med Mette F.´s opbakning skal den unge Peter Hummelgaard nok nå sine ambitiøse mål som én af inderkredsen omkring statsministeren.

Steffen Gliese

Vi skal væk fra det 'arbejdsudbud' og i stedet se målrettet på at fremstille det, der efterspørges, når det efterspørges. Masser af servicejob må forsvinde, vi kan ikke fortsætte med at lege med maden og købe og kassere tøj og elektronik på baggrund af modeskift. Vi bliver nemlig ikke rigere af det - vi har bare en primitiv mekanisme til at fordele værdier, der findes uafhængigt af produktionen af det, vi kan bytte med.
Kapitalismen har lært os at tænke ting sammen, nu skal vi lære at skille dem ad igen og forstå, at der ikke er nogen sammenhæng mellem fremstillingen af brødkorn og læbestift, mellem café- og tandlægebesøg.

David Adam, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel, Karen Nygård, Susanne Kaspersen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Sålænge den private banksektor via kreditter baseret på virtuelle penge har kontrol med økonomien, er vi i lommen på den ene procent, som jo har magten i den private banksektor. De kan bestemme udsving i økonomien og benytte sig af kriser, hvor mennesker ikke kan betale afdrag på deres virtuelle gæld, til at erhverve de reelle værdier. Altså - når en borger optager lån i en privat bank og sætter sin reelle værdi som pant, er det bare for banken at vente på et crash og haps .... 'hvorfor er din mund så stor bedstemor?'

Så hvis den danske stat ikke fjerner denne binding til den private banksektor, kan hummelgaard og co skyde en hvid pind efter ethvert finansielt tiltag, som ikke er godkendt af den sektor, som de facto kontrollerer økonomien. Og arne ... ? Hahahaha, han får en bar røv at trutte i - hvis ikke man fodrer hunden med dens egen hale og kaster en godbid til ham, som er taget fra andre sociale sektorer, der ikke kan forsvare sig.

Statens frasalg af forskellig art til den private sektor er den mest hjernedøde politik for folket, hvis interesser det er statens pligt at varetage. Så hvem er staten i lommen på? Følg pengene ...

https://youtu.be/xja38B6Ww0I

David Adam, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Niels Erlinger

Jeg kan godt lide påstanden:” se målrettet på at fremstille det, der efterspørges, når det efterspørges”, som er fremkommet helt uden belastende viden om hvorledes ting fremstilles.

Det svarer til at man mangler en liter mælk, og går ned til en lokal landmand og vil hente en liter mælk.
Landmanden siger så, at alt hans mælk går til eksisterende kunder og han har ikke mere mælk, han får først mere mælk, når koen har fået kalv mere, som så skal være stor nok til at kunne give mælk.

Eller når der skal købes en ny cykel.

De fleste cykler er bygget på et stel af stålrør, men før du kan få et stålrør er du nødt til at have noget jern, som udvindes af jernmalm ved hjælp af noget koks og en højovn.

Og hvis kulminen som udvinder det kul som skal bruges til at fremstille det nødvendige koks, kun producerer til den eksisterende efterspørgsel, så er du nødt til at vente på at der kommer en ny kulminearbejder som kan udvinde lidt mere kul så der kan laves lidt mere koks, så der kan udvindes lidt mere jern, så der kan blive lidt ekstra jern til at fremstille de til cyklen nødvendige stålrør.

Det kommer til tage rigtig lang tid før cyklen er færdig, hvis vi først går i gang med at producere, når først efterspørgslen opstår.

Den belgiske cykelrytter Eddie Merckx blev engang i et interview spurgt om, hvor mange dele hans cykel bestod af. Eddie Merckx tænkte sig om et øjeblik og svarede: 1177 dele.
Og her er stellet kun en del, de 1176 andre dele skal også først laves når efterspørgslen opstår.

Anders Vang Nielsen

Det undrer mig, hvorfor den stort opslåede reformering af ydelsessystemet så ofte bliver diskuteret på baggrund af ret troskyldige læsninger af Hummelgaards mere eller mindre forpligtende udtalelser, og stort set aldrig ud fra en kritisk granskning af det eneste konkrete dokument for regeringens politik på området, vi har indtil videre — nemlig kommissoriet for ydelseskommisionen, som blev nedsat ultimo 2019 (https://bm.dk/media/11876/kommissorium-for-ydelseskommissionen.pdf).

Havde Sebastian Abrahamsen lagt kommissoriet til grund for dele af sine overvejelser her, ville han f.eks. ikke skulle længere end til tekstens andet afsnit for at opdage, at parolen om at “det skal kunne betale sig at arbejde”, som han synes at have opfattet hører fortiden til, skam lever i bedste velgående.

Ligeledes ville spekulationerne om en mulig afskaffelse af integrationsydelsen (eller selvforsørgelses- og hjemrejseydelsen/overgangsydelsen, som den så mundret har heddet siden årsskiftet) måske blive gjort til skamme. Det fremgår af kommissoriet, at regeringen sigter mod at fastholde et “optjeningsprincip for nytilkomne på linje med integrationsydelsen”. Børnefattigdom derimod, som regeringen både benævnte og lovede at bekæmpe i sit forståelsespapir, skal kommissionen åbenbart ikke tage sig af.

Mere generelt må man sige, at kommissoriet ikke lægger op til de store forandringer af ydelsessystemet, mange synes at håbe på. Kommissionens anbefalinger må hverken koste noget eller “svække beskæftigelsen”, ligesom det tydeligt bekendtgøres, at princippet om “ret og pligt”, dvs. det nuværende tvangsregime, hvor man som ydelsesmodtager skal underkaste sig krav om rådighed, aktivering o.lign., fortsat skal være “det bærende princip” i systemet.

Blæser der nye vinde? Jeg fornemmer varm luft…

David Adam, Eva Schwanenflügel, Karen Nygård, Ebbe Overbye og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Anders Vang Nielsen, nu er danske regeringer berømte for at se stort på kommissorier, der går deres politik imod. Alligevel kan jeg godt dele din skepsis, til jeg ser noget andet udmøntet.

Anders Vang Nielsen

@Steffen Gliese, helt klart - men det kan man vel højst forvente vil gøre et skidt udgangspunkt værre? Det er egentlig en anden pointe: I og med at regeringen ikke er forpligtet af kommissiones anbefalinger, kunne ministeriet jo også have skrevet et kommisorium med langt videre rammer. Så kunne vi måske have fået nogle visionære, saglige bud på fundamentale forandringer af systemet at høre. Men nej...

Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Kommissoriet virker mest af alt som en buffer, der skal udskyde forhandlingerne om krummerne fra de riges bord, til efter Arne & co har fået deres del af kagen.

For som Anders Vang Nielsen skriver, så må det ikke koste noget at omkalfatre ydelserne.
Og selve regimets ånd af kontrol, pisk og et par ufortjente håndører til uværdigt trængende gøres der slet ikke op med.

Steffen Gliese

Jeg må indrømme, at jeg synes, det er en farlig kurs på forhånd at tro det værste om denne regering. Det øger jo ikke dens incitament til at gøre det rigtige, hvis dens forsøg på at imødekomme bliver afvist uden videre. At blive taget på ordet er tit det værste sted.
Mht. kommissoriet, så er den logik, det er skrevet ud fra, jo den, som regeringen rent faktisk forsøger at lægge afstand til, og som den for en stor del i praksis har haft lagt afstand til under coronakrisen.

Eva Schwanenflügel

Lad os alle håbe du får ret, Steffen Gliese.

Men sporene skræmmer, derfor er det svært at tiltro denne regering en egentlig omlægning af paradigmet omkring "offentlig forsørgelse", "pligt før ret", og "pisk før gulerod ", især set i lyset af, at de nationalneurotiske fundamentalister står på lur for at skrige "løftebrud" ved først givne lejlighed og den mindste opblødning på den uundgåeligt (???) stramme udlændingepolitik, der også er kommet til at inkludere fattige herboende danskere.

Det er meget muligt, at Hummelgaard har hjertet på rette sted; men det er nok partiet, det i sidste ende slår ømmest for..?

Ib Christoffersen

Han når ikke tilnærmelsesvist til at alle bliver selvforsørgende. Selv ikke hvis de svageste 10% supporteres af staten.

Brian W. Andersen

@ Ib Christoffersen

Det ville også være meget skidt hvis alle blev selvforsørgende. Jeg anbefaler på det kraftigste at du sætter dig ind i hvad "selvforsørgende" betyder i politisk og administrativ definition, fordi at blive selvforsørgende er forhåbentligt ikke noget du ville ønske for nogen.

"Selvforsørgende
Hvis du ikke er i beskæftigelse, og du ikke er berettiget til arbejdsløshedsunderstøttelse, sygedagpenge, SU, kontanthjælp, uddannelseshjælp eller andre typer af offentlig forsørgelse, så er du i teknisk forstand "selvforsørgende"." Kilde: http://jobcenterskive.dk/borger/jobskifte-selvforsoergende/selvforsoerge...

Du kan finde det lidt mere uddybet her: https://da.wikipedia.org/wiki/Selvfors%C3%B8rgende

Der er i dag over 160.000 selvforsørgende danske borgere, men præcis hvor mange der er og hvad deres skæbner er, ligger for øjeblikket i konsulenternes analysesyltekrukke. Her er status fra for 2 år siden: https://arbejderen.dk/indland/160000-st%C3%A5r-uden-egen-indt%C3%A6gt

Jeg kan garantere dig for at enhver politiker som råber på at flere danske borgere skal blive selvforsørgende, vil ikke få min valgstemme. Det bliver min modstand jeg kommer med i stedet for.