Leder

Udløbsdatoen for Israels Benjamin Netanyahu nærmer sig efter massive demonstrationer

Coronakrisen har ramt Israel hårdt, og i mere end to måneder har stadig større demonstrationer krævet premierministeren afsat. Indtil videre bliver Netanyahu hængende i fraværet af et alternativ
Gennem mere end to måneder har israelere over hele landet og i stedse større antal aktioneret med krav om Benjamin Benjamin Netanyahus tilbagetræden.

Gennem mere end to måneder har israelere over hele landet og i stedse større antal aktioneret med krav om Benjamin Benjamin Netanyahus tilbagetræden.

Ahmad Gharabli

Indland
3. august 2020

Det er endnu for tidligt at sætte en udløbsdato på Benjamin Netanyahus periode som Israels premierminister, også selvom hans embedsbolig på Jerusalems Balfour Street i flere uger har været belejret af vrede demonstranter.

Dels er der ikke noget synligt alternativ til ham, da rivalen Benny Gantz lod sig besnakke til at indgå i en samlingsregering, dels er hans evner som en israelsk politiks Houdini et kapitel, der endnu ikke er færdigskrevet.

Og dog er det tankevækkende, at hans embedsførelse har mødt massiv offentlig kritik gennem mere end to måneder, hvor israelere over hele landet og i stedse større antal har aktioneret med krav om hans tilbagetræden.

End ikke en panikudbetaling til alle husstande på ti milliarder shekel (cirka 18 milliarder kroner) – med det formål at afbøde den coronaafledte økonomiske krise ved at øge forbruget – har formået at dæmpe den voksende vrede.

Vreden er ikke samlet som en politisk bevægelse, men er mere en mosaik af vidt forskellige utilfredsheder i et splittet samfund, hvis politiske lammelse er blevet eksponeret for alle, da COVID-19 sendte op imod én million israelere – langt de fleste Netanyahus vælgere – ud i arbejdsløshed.

En træthed

Særligt en genopblussen af smitten og dermed krisen har knækket vælgernes tiltro til, at landets længst siddende premierminister kan lede dem frelst gennem nedturen. Ifølge en måling foretaget af Israels Demokratiske Institut er tilliden til Netanyahus evner som redningsmand på en måned faldet fra 47 til 29 procent.

Men coronakrisen er mere anledning end årsag. Selv helt ind blandt de mest loyale medlemmer af Likud-partiet spores en træthed ved en mand, hvis politiske og moralske kapital er nedslidt af personlig grådighed, forsøg på underminering af retssystemet, manipulationer for at undvige retsforfølgelse i korruptionssager og brudte valgløfter om den snarlige annektering af dele af Vestbredden.

Således bliver hans støtter stedse mere dubiøse. Som da situationen i Tel Aviv tirsdag antog karakter af miniborgerkrig, hvor militante højreekstremister overfaldt demonstranter med ituslåede flasker, boldtræer og knive sent om natten, efter at hoveddemonstrationen var klinget af tillige med politiets opmærksomhed.

Begivenheden fik onsdag præsident Reuven Rivlin til at advare mod eskalering med en skjult henvisning til mordet på landets tidligere premierminister Yitzhak Rabin i 1995. Også det er tankevækkende.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Thomas Tanghus

> Således bliver hans støtter stedse mere dubiøse.

Hans modstandere ligeledes. Det er svært ar finde sympati for nogen som helst i israelsk politik.

Karen Grue, Eva Schwanenflügel, Ron Levy, Marie Vibe, Poul Anker Sørensen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

har man hørt om et israelsk parti, som har et ordentligt forslag til at standse undertrykkelsen af palæstinenserne?