Leder

De unge er i gang med en opbyggelig og frigørende kulturrevolution i mediebranchen

De unge er blevet kritiseret for at være krænkelsesparate og overfølsomme. Men deres forståelse for, hvad man ikke skal finde sig i og skal sige fra over for, har vist sig som et kritisk beredskab, der er frigørende for os alle sammen
’Det er en frigørelsesbevægelse, som ikke knuser de gamle patriarker, men vil skabe trygge, retfærdige og frie rum for de næste generationer’, skriver Rune Lykkeberg i denne leder om bevægelsen, der startede med Sofie Linde, som stod frem med sin beretning – uden at nævne navnet på den mand, der havde truet hende.

’Det er en frigørelsesbevægelse, som ikke knuser de gamle patriarker, men vil skabe trygge, retfærdige og frie rum for de næste generationer’, skriver Rune Lykkeberg i denne leder om bevægelsen, der startede med Sofie Linde, som stod frem med sin beretning – uden at nævne navnet på den mand, der havde truet hende.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indland
19. september 2020

Nutidens unge er blevet beskyldt for at være sarte, krænkelsesparate og overfølsomme. For at moralisere over, hvad man må sige, og hvad man må gøre og for at ville forbyde ting, som ældre finder helt tilforladelige eller endda sjove.

De er blevet kritiseret for at ville begrænse andres frihed.

Det er ikke altid en forkert karakteristik.

Men vi må bare anerkende, at det er den generation af unge, som de seneste uger har ført an i et offentligt opgør med kønsdiskrimination, chikane og en alarmerende almindelig accept af nedværdigende opførsel over for kvinder i mediebranchen.

Et opgør, som ingen kan ignorere, og som alle ansvarlige aktører erkender, er tiltrængt.

Først var det tv-værten Sofie Linde, der til Zulu Comedy Galla stod frem med en afsløring af en skandaløs trussel og krav om en seksuel ydelse fra en mandlig tv-stjerne i hendes ungdom på DR. Dernæst var det seks kvinder fra TV 2, der tog initiativ til en kollektiv protest mod sexisme, chikane og overgreb i mediebranchen. De lavede en støtteerklæring til Sofie Linde og en appel til kolleger i branchen om at skrive under, hvis de havde oplevet eller været vidne til sexisme på deres mediearbejdsplads. Mere end 1.600 kvinder har nu underskrevet den erklæring.

Og i denne uge sendte ti forhenværende praktikanter på DR et brev til virksomhedens HR-afdeling om, hvordan de var blevet udsat for uønsket massage og klap i røven fra mandlige ledere. Flere af dem valgte at fortælle deres historier offentligt.

Unge journalister, som ikke er traditionelle aktivister eller demonstranter, har mobiliseret en bevægelse, der tilbyder et handlende ’vi’ til alle dem, der har gået alene med nedværdigelse, tvivl og frygt for professionelle repressalier. De har skabt et politisk subjekt, som gør dem stærke i fællesskab.

De unges opråb er blevet efterfulgt af beretninger fra ældre generationer, som fortæller om alt det, de gennem årene har været udsat for i mediebranchen. Det strømmer ud med gamle historier. Fra kønsdiskrimination og magtmisbrug til chikane og overgreb.

Ung opdragelse

Mange siger nu, at medierne burde have reageret på dette for længe siden. At en kønsdiskriminerende kultur alt for længe har domineret.

Men det var altså først den generation, som ellers er blevet kritiseret for krænkelsesparathed, der tog ansvaret for opgøret og fremprovokerede en kritisk revision af kulturen på landets mediearbejdspladser. Det har ført til stormøder, løfter om nye regler og bedre medarbejderbeskyttelse og en erkendelse af, at arbejdspladser med midlertidigt ansatte også er mere disponeret for en chikanekultur, fordi det er sværere at sige fra over for en chef, hvis man ikke ved om man er ansat om en måned.

De unge har på sin vis påtaget sig at opdrage de gamle. Og det er vi også her på avisen mange, som er blevet kultiveret af. Vi har lært, hvordan det, der for nogle var frisind, friske vittigheder og dejligt løssluppen stemning, for andre kunne være ekskluderende, nedværdigende og tarvelig.

Det, der er blevet udlagt som de unges følsomhed, viser sig her som et stærkt kritisk beredskab over for forulempelser. Og det har gjort dem i stand til at sige fra over det, som deres forældre og bedsteforældre måtte affinde sig med.

De unges mobilisering er også interessant som genfortolkning af #MeToo-bevægelsen. Der har i Danmark kun været en, to eller måske tre sager med krænkere, som er blevet hængt ud offentligt. Det er næsten, som om #MeToo ikke har fundet sted. Til gengæld har utroligt mange problematiseret bevægelsen, anklaget den for at skabe en offentlig gabestok og angrebet #MeToo som en trussel mod retsordenen. 

Fri for hævngerrighed

Det kendetegner de unges opgør med sexisme i mediebranchen, at de har valgt ikke at hænge nogen ud offentligt. For Sofie Linde var det en pointe, at det ikke handlede om hævn over den, der truede hende, men om at appellere til alle med ansvar for at skabe bedre arbejdspladser. Derfor nævnte hun ikke navnet. Det samme understregede kvinderne fra TV 2 og DR: De krævede ikke straf over fortidens krænkere, men ordentlige forhold for nutidens medarbejdere.

Målet for protesten har ikke været enkelte mænd, men chefer med ansvar for fælles strukturer. Det er en frigørelsesbevægelse, som ikke knuser de gamle patriarker, men vil skabe trygge, retfærdige og frie rum for de næste generationer. 

Vi har fået en opbyggelig og forbilledlig protestbevægelse, hvis bevidsthed om, hvad man ikke bør finde sig i, og vilje til at trække grænser, der beskytter de små mod de store, forpligter os alle til at lytte, lære og lave ordentlige forandringer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

Det irriterer mig noget så grusomt, at #MeToo er blevet gjort til et spørgsmål om bestemte, berømte menneskers ugerninger og ikke til den bredere fortælling om hvor normale og normaliserede, overgreb har været og stadig er. For mig var den store åbenbaring, da #MeToo brød ud i 2017, at se den enorme andel af mine kvindelige venner og bekendte, der kunne dele små, mellemstore og store historier om overgreb.

Altså hvad det sagde om den bredere kultur omkring grænser og overgreb, ikke hvorvidt Harvey Weinstein er et svin. Forhåbentlig kan vi nå lidt videre mht den bredere kultur i denne omgang.

Peter Nissen, Steinar A. Klock, Trond Meiring, Ejvind Larsen, Kim Øverup, Hanne Ribens, Kristian Fogh Thomsen, Katrine Damm, Allan Stampe Kristiansen, Estermarie Mandelquist, Susanne Kaspersen, Erik Fuglsang, ingemaje lange, Thomas Andersen, Steffen Gliese, Alvin Jensen, Anne Pedersen, Søren Nielsen, Frederikke Nielsen, David Zennaro, Peter Andreasen og Mette Møhl anbefalede denne kommentar

Jeg tror ikke de unge afskaffer sexismen. Sexismen ændrer bare udseende.
Man skal ikke glemme de unge, langt hen ad vejen, er sexismens føde.

Gert Friis Christiansen

Jeg syntes, at dette er en meget overraskende debat. Jeg er lige så overrasket som dengang vil skulle i krig med Irak. Der virker på et almindelig menneske som mig, som om der ikke er det fjerneste sammenhæng mellem det man kan se og høre og så den intensitet debatten har. Jeg kan se hjemløshed, fattigdom, misbrug af stoffer, bandekriminalitet og mange andre problemer. Men lige præsis angående dette har jeg stort set aldrig oplevet nogen episoder overhoved. Måske er det fordi jeg har min gang i en stort ingeniørvirksomhed og ikke i en medievirksomhed. Men det jeg har set over 35 år er, at der kommer flere og flere kvinder ind i virksomheden, mændene tager længere og længere barselsorlov. Jeg har ikke en eneste gang overhørt slibrige respektløse bemærkninger om de kvindelige kollegaer. Derimod er de ofte respekteret for deres dygtighed og får derfor avancementer svarende hertil. For mig at se, er det kun et spørgsmål om tid før de, på ligelig vis, er i bestyrelserne i landets virksomheder. Over årene virker det som om protesterne er omvendt proportionale med overgrebene. Hvad ligner det at udæske unge mænd, der har rykket sig så meget? Hvis problemet kun omhandler mediebranchen, deres chefer og enkeltpersoner, må jeg sige; løs det lokalt og bland os andre udenom. Mænd har fået kollektive tæsk nok.

Finn Sørensen, Flemming Olsen, Torben S Rose, Bent Nørgaard, jan sørensen, Benny Jensen, Jens Kofoed, Jonathan Larsen og Niels Johannesen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

@Gert Friis Christiansen, du er en del af problemet. Du nægter fuldstændig at anerkende eksistensen af en mandsdomineret kultur, fordi du selv er mand og føler din maskulinitet trådt over fode, så snart kvinder formaster sig til blot at pippe det mindste.

Steinar A. Klock, Thomas Jørgensen, Thomas Andersen, Kristian Fogh Thomsen, Estermarie Mandelquist og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

MeeToo-bevægelsen gav en relevant omtale af en række alvorlige, kulturelle problemer - men bevægelsen tilbyder ingen klar strukturel analyse af problemernes ophav, hvormed den mavelandede som endnu en billig, identitetspolitisk metervare-kollektion.

Steinar A. Klock, Trond Meiring, Rolf Andersen, Mogens Holme og Jens Kofoed anbefalede denne kommentar

tilbød

Anders Sørensen

Det er åbenlyst et problem, at man ikke tilbyder en klar strukturel analyse, hvilket man naturligvis altid bør gøre for at være relevant.

Det er, hvad I kalder en revolution inde på Informations redaktion? I er ikke ved at blive en anelse for småborgerlige, synes I?

Gert Friis Christiansen

@Anders Sørensen
At jeg skulle lade min "maskulinitet trådt over fode, så snart kvinder formaster sig til blot at pippe det mindste" er en latterlig bemærkning. I modsætning til dig, kan jeg blot se hvor meget kvinder har vundet gennem de sidste halvtreds år. Det ville måske være godt at anerkende det og finde en ny vej, der mindre konfronterende. Det betyder jo ikke at der fortsat er forhold der skal ændres, og tiden arbejder for kvinderne. Jeg tror lige jeg hørte i radioen at 70% af dommerstanden var kvinder. Det her jeg intet imod, jeg er sikker på at de gør det godt.

Trond Meiring, Finn Sørensen, Rolf Andersen, Flemming Olsen, Torben S Rose, Bent Nørgaard og Jonathan Larsen anbefalede denne kommentar
Steinar A. Klock

Med en noe mer nøkteren tilnærming, om man fikk være flue på veggen i et gjennomsnittlig ung-voksenmiljø, så tror jeg man ville erfare at virkeligheten ikke er fullt så rosenrød, oppbyggelig og frigjørende, som disse festtale-pregede kommentarer skulle tilsi. Jeg frykter, dessverre, at de er mer uttrykk for en trend, som er "mote" blitt og at den gemene hop vil falle tilbake til gamle spor - kanskje fordi vi relativt viljeløst lar oss styre av urinstinktene; de om jegere og samlere.
Beste hilsen Steinar

Der må være grænser for hvor meget nogle individers sarthed skal fylde på en arbejdsplads. Andre mennesker ytringsfrihed og udtryksformer krænker ikke nogen. Er der en ret til aldrig at møde et udsagn man ikke bryder sig om?