Leder

Velux udviser historisk klimaansvar. Vil gøre rent bord og plante ti millioner træer

Mens regeringen præsenterer finanslovsforslag uden nye klimainitiativer, lancerer den danske vindueskoncern en plan for at betale hele sin klimagæld siden starten i 1941. Velux vil være CO2-neutral på livstid
I et samarbejde med WWF Verdensnaturfonden forpligter Velux Gruppen sig til at blive CO2-neutrale og kompensere for den CO2, virksomheden har udledt, siden den blev grundlagt.

I et samarbejde med WWF Verdensnaturfonden forpligter Velux Gruppen sig til at blive CO2-neutrale og kompensere for den CO2, virksomheden har udledt, siden den blev grundlagt.

Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Indland
4. september 2020

Statsminister Mette Frederiksens regering havde i mandags et enestående window of opportunity til at demonstrere grønt lederskab og klimapolitisk ansvarlighed, da man præsenterede finanslovsforslaget. Men regeringen valgte i stedet at holde fokus på økonomien og gemme potentielle klimainitiativer til senere.

Der er en vis logik i at lade de forestående politiske forhandlinger om klimahandlingsplanen præge fordelingen af finanslovspenge, men omvendt er der et påtrængende behov for, at regeringen signalerer konkret klimapolitisk handlekraft og giver næring til det håb om indfrielse af det danske 2030-mål, som svinder, i takt med at tiden går uden markante beslutninger og CO2-reduktioner.

Men når regeringen ikke evner at nære håbet, er det godt, at andre kan. Den danske producent af ovenlysvinduer Velux Gruppen – en virksomhed med produktionsanlæg i 27 lande, 11.500 ansatte og 21 milliarder kroner i omsætning – præsenterede samme dag, som finanslovsudspillet blev offentliggjort, sit eget klimaudspil, et udspil der har givet genlyd verden over.

I et samarbejde med WWF Verdensnaturfonden forpligter Velux Gruppen sig til at blive »livsvarigt CO2-neutrale«. Det vil sige tage CO2-reducerende initiativer, der modsvarer virksomhedens globale, historiske udledninger lige siden starten i 1941 og samtidig opvejer fremtidige udledninger frem til 2041.

Klimagæld

Det skal ske via skovprojekter udviklet og drevet af WWF i blandt andet Uganda og Myanmar. Der skal plantes ti millioner nye træer for at bevare og genoprette op mod 200.000 hektar tropisk skov, et areal større end Lolland, Falster og Møn tilsammen. Det skulle sikre en neutralisering af Velux’ historiske og fremtidige udledninger gennem sammenlagt 100 år, som af virksomheden er blevet sat til 5,6 millioner ton CO2.

Den omfattende træplantning betyder, at virksomheden også bidrager til at dæmpe tørke, sikre biodiversitet og forebygge migration fra områder ramt af naturødelæggelse.

Således at tage ansvar for sine historiske udledninger og de ledsagende klimaændringer er noget, udviklingslande længe har forlangt af i-lande under den løbende forhandlingsproces i FN-regi, ikke mindst under COP21 i Paris, hvor kravet om lighed og anerkendelse af historisk ansvar blev betonet. Men intet i-land har til dato været villigt til at tage dette ansvar på sig.

Velux er den første store industrivirksomhed i verden, der nu forpligter sig til at ’rydde op’ efter sig – softwaregiganten Microsoft satte sig et lignende mål i januar, da man lovede at neutralisere sine historiske CO2-udledninger siden selskabets etablering i 1975, skønnet til 27,3 millioner ton.

Velux har gennem flere år været på vej mod mindre klimapåvirkning og har indtil nu reduceret sine årlige, globale CO2-udledninger med 47 procent, målt i forhold til basisåret 2007. Det er sket ved energieffektivisering og skift til vedvarende energi i produktion og drift. Med skovplantningsprogrammet vil virksomheden om få år begynde at trække mere CO2 ud af atmosfæren, end man tilfører, og dermed begynde tilbagebetalingen af den historiske klimagæld.

Grøn inspiration

Den skelsættende klimaambition afspejler den dybe optagethed af den grønne udfordring, som præger familien Kann Rasmussen, der har skabt og fortsat præger Velux, og som i dag også bidrager med markant økonomisk støtte til grønne omstillingsprojekter via Velux- og Villum-fondene samt KR Foundation.

Aktivismen kommer desuden til udtryk via Velux Gruppens deltagelse i Synergi, sammenslutningen af store virksomheder med energieffektivisering i centrum. Så sent som mandag sendte Synergi, der også tæller Grundfos, Danfoss og Rockwool, sin bestyrelsesformand Bendt Bendtsen i byen for at kritisere regeringen for manglende klimaambitioner i finanslovsudspillet:

»Finansministeren understreger igen og igen i sin præsentation af udspillet, at vi skal bruge coronakrisen klogt og tænke den grønne omstilling ind. Men hvorfor så ikke øremærke nogle af de mange milliarder, der meget fornuftigt og helt nødvendigt afsættes til at afbøde krisen, til det grønne?«

Private foregangsvirksomheder som Velux åbner et vindue til en fremtid, hvor globalt grønt ansvar tæller lige så meget som ansvaret for at sikre job og materiel velfærd. Måtte det tilskynde vore politiske beslutningstagere til at tænke og handle lige så samvittighedsfuldt. Eller som en af regeringens egne medlemmer, udviklingsminister Rasmus Prehn, sagde mandag:

»Det er utroligt positivt at se så ambitiøst et partnerskab mellem Velux og WWF Verdensnaturfonden. Sammen med Velux’ egne ambitioner om at blive mere bæredygtigt er det her en meget stærk, samlet pakke. Jeg håber, at dette partnerskab kan være med til at inspirere andre – både herhjemme og internationalt.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Utroligt, at erhvervslivet skal overhale politikerne indenom....

erik pedersen, Leif Iversen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
peter juhl petersen

Årestrup......overhovedet ikke ! Det er erhvervslivet som sidder med hovednøglen ! Det er dem som i sidste ende skal både udføre og fuldføre planerne. Uden deres knowhow,- og ikke mindst deres visioner,(vel)vilje, engagement vil projektet være mere end svært løselig. Hvis man opfattede regeringens planer som påbud, tvang og "utidig indblanding" i deres forretningsgange og beslutninger, så ville det medføre så meget støj og (politisk)furore at det med usvigelig sikkerhed ikke bare ville forhale planerne ,men såmænd endda kunne være med til at sætte hele projektet i stå !

@peter juhl petersen
Jeg har da total respekt for Velux, men undrer mig blot over, at vores folkevalgte forekommer mere bagstræberiske end private virksomheder, der er underlagt et markedsparadigme.

Arne Albatros Olsen, Jens Frederik Drivsholm og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Man kan se Jørgens leder på to måder: Enten glæde sig over, at der trods alt er nogle private firmaer, der gør noget, eller også forbande de svage regeringer for deres enorme svigt.
Frit valg, og jeg vælger det sidste.

Den rigtige vej at gå er, at demokratierne agerer virkeligt demokratisk. Det betyder regeringer valgt af en voksen og ansvarlig befolkning. Ikke engang i Danmark er det tilfældet. Vi vil gerne have det til at se bedre ud, end det er, men regeringen løber nu om hjørner med os. Den kan ikke leve op til de 70%, eller at forureneren betaler 100%. En CO2-afgift på 1500kr er en drøm. Den ligger og roder på 200.

Skal vi så krybe til korset og takke firmaerne for deres almisser til naturen og forblive børn demokratisk set? Selvfølgelig ikke. Alle firmaer kan ikke finde plads til alle de træer, og det er ikke træer vi har brug for. Der er en totalt anden livsstil, men den taler ingen om, for man vil hellere have grøn vækst, grønne biler og motorveje, grønne broer, grønne grise, grøn stress, altså et grønt helvede. Hvis bare helvede bliver varmet op af sol og vind, har man ikke noget imod helvede.

Jan Fritsbøger, Arne Albatros Olsen, Ejvind Larsen og Mikkel Zess anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Velux må først og fremmest fortsat reducere deres CO2 udledning.

Det er Velux kvalitet og reparation frem for udskiftning, kortere leverings vej for råstoffer, underleverandører og produktion til kunde, der er vejen frem.
Færre ‘nye’ Velux produkter solgt globalt, det er udfordringen.

Det gælder også el-biler og alt anden produktion globalt, der findes ikke global grøn økonomisk vækst i produktion og forbrug!

Carbon Capture and Storage, er endnu ikke er demonstreret effektiv i stor skala trods to årtiers intensiv forskning og udvikling.
At lade en klimastrategi være afhængig af, at plante træer, der kan realiseres i stor skala, er at spille russisk roulette med kommende generationer.

Carbon Capture and Storage ved træplantning et uden garanti for, at den oplagrede CO2 bliver i undergrunden, eller at nyplantede træer ikke fældes, afbrændes eller går til i de stadigt hyppigere skovbrande.

Et træ vokser kun til det ikke betaler sig for træet, at vokse mere, det samme må gøre sig gældende for verdens produktion og forbrug.

Jan Fritsbøger, Ejvind Larsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Philip: Du har helt ret. Og så er der alle de store maskiner, der skal til og al den menneskelige arbejdskraft. Regnet ud i CO2, varer det nogle år, før regnskabet går i nul, og meget langsomt går det i plus.
Der er bestræbelser, der går fra cement over mod træ. Dvs at der så skal plantes endnu flere træer.
Desuden er træer og skove ikke bare ‘ting’. I bogen, Træernes hemmelige liv, får man en større forståelse for de levende plante-væsner. Vores forståelse, at dyr og planter er dumme, holder ikke mere. Det er os, der er dumme, men desværre kan det betale sig på den korte bane at være dum - ikke på den lange.

Jan Fritsbøger, Arne Albatros Olsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar