Leder

Grønlandske adoptioner bør undersøges grundigt

Det kan gøre ondt, når man ripper op i de socialpolitiske sår. Men der er mange gode grunde til at undersøge, hvordan danskere i 1950’erne, -60’erne og -70’erne tog grønlandske børn til sig – ofte illegalt
»Det kan gøre ondt, når man ripper op i de socialpolitiske sår. Men uden grundig afdækning af fortiden misser vi muligheden for både forsoning og læring,« skriver Line Vaaben i denne leder om bortadoptionerne af grønlandske børn i 1950’erne, -60’erne og -70’erne.

»Det kan gøre ondt, når man ripper op i de socialpolitiske sår. Men uden grundig afdækning af fortiden misser vi muligheden for både forsoning og læring,« skriver Line Vaaben i denne leder om bortadoptionerne af grønlandske børn i 1950’erne, -60’erne og -70’erne.

Anders Rye Skjoldjensen

Indland
30. oktober 2020

»Indimellem er konsekvenserne af det gode det godes fjende.«

Sådan sagde tidligere socialdirektør i Grønland fra 1967 til 1971 Alfred Dam i denne uge til Information. Den 91-årige embedsmand er et af de øjenvidner, som Information har talt med i forbindelse med afdækningen af adoptioner fra Grønland til Danmark i 1950’erne, -60’erne og -70’erne.

Mange danskere i datiden mente selv, at de gjorde noget godt for de flere hundrede grønlandske børn, som de tog til sig. De mente, at børnene på den måde fik en bedre tilværelse og flere muligheder i livet. Der er ingen tvivl om, at der i nogle grønlandske familier var sociale problemer eller sygdom, som indimellem talte for at fjerne børnene fra deres forældre. Problemet er bare, at mange af adoptionerne foregik på et juridisk spinkelt grundlag og indimellem var decideret ulovlige.

Børn blev i flere tilfælde taget med til Danmark uden de nødvendige tilladelser. Kilder fortæller, hvordan det nærmest udviklede sig til et »tag selv-bord« for blandt andre danske læger og sygeplejersker, som arbejdede i Grønland. Og hvordan nogle af danskerne i hast forlod Grønland for at forhindre de grønlandske mødre i at få deres børn tilbage. Derudover sørgede mellemmænd også for at skaffe grønlandske børn til barnløse forældre i Danmark, der efterspurgte børnene via brev og telegram.

Selv i de tilfælde, hvor der forelå en adoptionsaftale med morens underskrift, tyder flere vidnesbyrd på, at de grønlandske kvinder ofte ikke forstod, at de aldrig ville få deres barn at se igen.

Ventede forgæves

Den grønlandske opfattelse af adoption er nemlig væsensforskellig fra den danske. I Grønland er adoptioner typisk åbne, og man bibeholder kontakten til den biologiske familie. Mens danske adoptioner oftest er anonyme og skærer alle bånd over til ophavet. Men når den forskel gik op for kvinderne, var det for sent. Mange mødre og børn ventede årtier på at blive genforenet. Hvis det overhovedet skete.

Nogle af de børn, der blev sendt 4.000 kilometer væk fra deres fødeland og familie, har betalt en høj pris. Der er dem, der er gået til grunde. Andre har klaret sig på trods. Mange fortæller om en følelse af at være fremmed, alene og rodløs.

Historien handler dog ikke bare om at gøre ondt i forsøget på at gøre godt. Det er også en historie om den såkaldte danisering af Grønland, hvor både danske og grønlandske myndigheder forsøgte at gøre landet til noget, det ikke var. Hvor forandringer blev gennemført i en hastighed og et omfang, der ofte tromlede hen over den almindelige befolkning. Og som indimellem var svært forenelig med den grønlandske kultur og tradition.

Derudover er sagen endnu en i rækken af eksempler på, at danske myndigheder i en ikke særlig fjern fortid langtfra altid handlede i de svagestes tjeneste. De senere år har afdækning af forholdene for udviklingshæmmede, psykisk syge og børnehjemsbørn i statens varetægt blotlagt svigt, overgreb og magtmisbrug. Om ganske kort tid lander en historisk redegørelse om det såkaldte Eksperiment, hvor 22 grønlandske børn blev taget fra deres forældre med den hensigt at skabe modelbørn, der kunne reformere det grønlandske samfund. Redegørelsen er bestilt af den forrige regering og Grønlands selvstyre. Og ligesom statsminister Mette Frederiksen (S) sidste år gav børnehjemsbørnene en undskyldning, har hun også lovet en til de 22 børn.

Efterlyser afdækning

Når det handler om de mange adoptioner, er det centrale dog ikke en undskyldning. Men derimod en afdækning af, hvad der egentlig foregik. Noget, både forskere og danske og grønlandske politikere har efterlyst.

Fik børnene bedre fremtidsmuligheder i Danmark? Det var der helt sikker nogle børn, der gjorde. Problemet er bare, at vi ikke ved det. Ligesom det er svært at svare på det spørgsmål, som Gitte Adler Reimer, antropolog og rektor ved Grønlands Universitet, har stillet her i avisen: »Blev de her børn rent faktisk stjålet?«

For de mennesker, det handler om, kan en afdækning være med til at sætte et mentalt punktum. Forskning har vist, at de spørgsmål om rødder og identitet, som mange adoptivbørn af indlysende grunde stiller sig selv, bliver sværere at besvare, hvis der hersker uklarhed omkring grundlaget for adoptionen.

Af disse mange grunde bør perioden og sagerne kulegraves. Det kan gøre ondt, når man ripper op i de socialpolitiske sår. Men uden grundig afdækning af fortiden misser vi muligheden for både forsoning og læring.

Serie

Adopteret fra Grønland til Danmark

Fra 50’erne til 70’erne blev flere hundrede grønlandske børn bortadopteret til danske familier – mange på et yderst tvivlsomt aftalegrundlag. Nu efterspørger forskere og politikere fra både Grønland og Danmark en tilbundsgående undersøgelse af adoptionerne. Denne serie fortæller om nogle af børnene og de historiske omstændigheder, der førte til de mange adoptioner.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her