Det er næsten på dato et år siden, den libanesiske sunni-leder Saad Hariri i oktober 2019 trådte tilbage som premierminister efter ugers demonstrationer, der helt usædvanligt forenede aktivister på tværs af de seks etniske og religiøse grupperinger, som i årtier har bekæmpet hinanden.
Men gennem det seneste år har shia’er, sunni’er, kristne og drusere marcheret i enighed til Martyrpladsen i det centrale Beirut for at vende tommelfingrene nedad til den politiske elite, der trods interne modsætninger har været enige om den fordeling af magtens privilegier, der har bragt Libanon til kanten af økonomisk kollaps med valutaen i frit fald, en sammenbrudt offentlig sektor – og uden udsigt til udpræget velvilje fra fagøkonomerne i IMF og Verdensbanken.
At selv samme Saad Hariri, der for et år siden præsenterede en fuldstændig urealistisk økonomisk plan, i torsdag blev genudnævnt til premierminister, forekom naturligvis absurd. Men absurditeter er libanesisk normalitet.
Siden selvstændigheden fra fransk overherredømme i 1943 har Libanon været et såkaldt konfessionelt samfund, hvis etniske og religiøse grupperinger er tilgodeset i forfatningen, og hvis parlamentariske system forudsætter en kristen præsident, en sunnimuslimsk premierminister og en shiitisk parlamentsformand.
Denne styringsmodel, der gav en vis mening efter 15 års borgerkrig 1975-90, betyder, at Libanon i dag styres af seks personer, nemlig ledere af to shiamuslimske partier, det sunnimuslimske parti (Hariris), to kristne partier og den drusiske sekt, hvis feudale chef er en jorddrot med sympati for europæisk venstreorientering, hvorfor han ikke er veget tilbage for at kalde sit parti for ’progressivt socialistisk’ og indmelde det i Socialistisk Internationale. Disse seks partiledere, på skift dødsfjender og partnere i en lukket elitær klub, har de seneste 10-12 år været enige om at fordele magten og dermed pengene imellem sig.
Reformplaner mislykkedes
Denne enighed er naturligvis forsumpet i korruption og nepotisme, hvilket fremkaldte de hidtil uset voldsomme demonstrationer for et år siden med krav om et radikalt skift fra det sektopdelte system til normal parlamentarisme på tværs af trossamfund og etnisk stammeloyalitet.
Protesterne fremtvang i første omgang Saad Hariris afgang, i anden omgang fik to relativt ukendte personligheder, Hassan Diab, en tidligere undervisningsminister, og Mustapha Adib, en hjemkaldt ambassadør, på skift til opgave at skabe orden i kaos med dannelse af ’teknokrat’-regeringer, der signalerede uafhængighed af sekteriske interesser – og som hentede hjælp udefra, nemlig hos den franske præsident, Emmanuel Macron, der lod sit kabinet udarbejde en politisk-økonomisk reformplan.
Forsøgene mislykkedes naturligvis, blandt andet fordi de to shiamuslimske partier, Amal og Hizbollah, insisterede på finansministerposten! Diab fik godt nok dannet en regering i stormvejret af protester og politiske benspænd, men gav op efter den voldsomme eksplosion i Beiruts havn 4. august, der dræbte 220, og hvor det blev pinagtigt klart, at den libanesiske stat end ikke var i stand til at stille duelige redningshold, men overlod førstehjælp og senere oprydning til civilsamfundets frivillige.
Diabs afløser, Mustapha Adib, nåede end ikke at sammensætte en ministerliste, før også han kastede håndklædet i ringen den 26. september – hvilket fik en vredladen Emmanuel Macron til at advare Hizbollah og Amal mod at ’overvurdere’ deres styrke.
Systemets mand
Nu er Saad Hariri så tilbage på banen med løfte om en teknokratisk løsning. Men han er systemets mand, og systemet er sekterisk. Han lover at gennemføre den franske reformplan, som indebærer optagelse af milliardlån fra internationale finansinstitutioner med deraf forudsigelige konsekvenser for godt halvdelen af de knap syv millioner libanesere, der ifølge FN lever under fattigdomsgrænsen. For donorpengene fordeles traditionelt i ’det gamle system’, og de kommer ikke de fattige til gode i form af sociale forbedringer.
Spørger man sig for i Beiruts mediemiljø, er svaret, at Hariris udnævnelse ikke giver mening lokalt – ingen tror på, at han selv med fransk opbakning kan (og vil!) løfte reformopgaven. Men iagttagerne har hæftet sig ved, at USA og Saudi-Arabien også har nikket ja til Hariri, hvilket vil indvirke positivt på de internationale finansinstitutioner, også selv om hans regering vil inkludere Hizbollah.
Der skimtes altså en slags sammenhæng med det besøg, chefen for Libanons interne sikkerhedstjeneste, general Abbas Ibrahim, aflagde i Washington i sidste uge. Ibrahim er tæt på Hizbollah, hvorfor han er mål for kongres-sanktioner, men han er også en central spiller i Trump-administrationens forsøg på at få to amerikanske gidsler i Damaskus frigivet i ellevte time inden præsidentvalget – som omtalt i lørdagsavisen.
Det kan forklare, at amerikanerne uden videre har accepteret Hariri som ny premierminister, med hvad det indebærer af Hizbollah-deltagelse og dermed fastholdelse af det gamle system.
Vi får se – og som altid er det nyttigt at følge pengestrømmen.
@Lasse Ellegaard
Håbet er, at gidslerne frisættes -
og at amerikanerne derefter vender tilbage med ild og sværd.
Men det bliver jo nok ved håbet.