EU har muligheden for at løse konflikt med Tyrkiet

Den amerikanske topdiplomat og eksambassadør i Tyrkiet James Jeffrey gav for nylig et interview i anledning af sin afgang som USA’s særlige Syrien-udsending. Her beskrev han de amerikansk-tyrkiske gnidninger i oktober 2019, da den tyrkiske invasion af det kurdiske nordlige Syrien blev neutraliseret med et amerikansk krav om våbenhvile. »Erdogan bakker kun, hvis han kan se, du viser tænder,« sagde Jeffrey med henvisning til Donald Trumps trussel om at »smadre den tyrkiske økonomi«, hvis Recep Tayyip Erdogan ikke parerede ordre. Hvilket han da også gjorde.

Jeffrey har ofte forhandlet med Erdogan og skildrer ham som »vanvittig arrogant og uforudsigelig«, men også, når det kommer til stykket, »en rationel aktør«, når han er under pres – som da han undskyldte over for Putin for nedskydningen i 2015 af et russisk kampfly i grænseområdet til Syrien, eller da en terrorsigtet amerikansk præst, Andrew Brunson, blev løsladt i 2018, efter at Trump havde tilføjet den tyrkiske økonomi et banesår, der ret beset stadig ikke er helet.

Dette kun for at perspektivere meldingerne fra EU-topmødet torsdag-fredag om et europæisk svar på tyrkiske prøveboringer efter olie og gas i dele af det østlige Middelhav, som Grækenland og (græske) Cypern gør krav på. Efter de første tyrkiske boringer i 2019 reagerede EU med indrejseforbud for to underordnede funktionærer i det statslige tyrkiske olieselskab! 

Og denne gang er sagen skudt til hjørne med en beslutning om udarbejdelse af en ’statusrapport’, der kan danne grundlag for nye sanktioner, når EU’s udenrigsministre mødes i marts 2021. Altså træder EU vande og undviger bevidst det græske krav om straffeforanstaltninger mod tyrkernes ’kriminelle adfærd’.

Erdogans pusterum

Grækerne bakkes op af Frankrig, men en række lande, anført af Tyskland (og i øvrigt tillige NATO) opfordrer til at klappe hesten i forsøg på en mindelig løsning, eventuelt i FN-regi. Og med denne temmelig tandløse udgang på topmødet har Bruxelles foræret Erdogan et udenrigspolitisk pusterum midt i et indenrigspolitisk kaos, hvor han presses af dårlige meningsmålinger forårsaget af en siksak-vaklende økonomi med skyhøje inflations- og ledighedstal oven i en ukontrollabel vækst i coronarelaterede dødsfald.

Men også EU kan passende bruge pausen frem til marts til at beslutte sig for enten at vise synlige tænder i en snerren, eller at møde Erdogan med et tandpasta-gebis, der accepterer realitetsforhandling af uenigheder, der tager hensyn til Tyrkiets lange kystlinje, men også (og især) inddrager de tyrkiske cyprioters hidtil ignorerede krav på rettigheder.

Man kan frygte det første, men håbe på det sidste.