Leder

Trumps aftale med Taleban stiller Biden i et svært dilemma

Joe Biden er nødt til at opfinde en måde at genforhandle USA’s februar-aftale med Taleban – i modsat fald kan afghanerne se frem til at blive prisgivet et rigidt shariaregime
Den afghanske præsident, Ashraf Ghani, ser til, mens præsident Donald Trump taler foran amerikanske soldater i Afghanistan under et overraskelsesbesøg i november 2019. Få måneder efter indgik Trump en aftale med Taleban, hvor han spillede Amerikas vigtigste forhandlingskort af hænde: fortsat militær besættelse. Dén diplomatiske bommert skal Joe Biden snart håndtere, og det bliver ikke nemt.

Den afghanske præsident, Ashraf Ghani, ser til, mens præsident Donald Trump taler foran amerikanske soldater i Afghanistan under et overraskelsesbesøg i november 2019. Få måneder efter indgik Trump en aftale med Taleban, hvor han spillede Amerikas vigtigste forhandlingskort af hænde: fortsat militær besættelse. Dén diplomatiske bommert skal Joe Biden snart håndtere, og det bliver ikke nemt.

Tom Brenner/Ritzau Scanpix

Indland
28. december 2020

Den gode nyhed er, at om otte dage, tirsdag den 5. januar 2021, mødes forhandlere fra den folkevalgte Kabul-regering med delegerede fra Taleban-bevægelsen. Den umiddelbare dagsorden er at nå en våbenhvile, hvilket Taleban hidtil har afvist, men som er forudsætningen for realpolitiske drøftelser om et magtdelingskompromis.

Om det ender med en aftale, blæser i den kolde vind fra bjergkæden Hindu Kush, men som det ser ud lige nu, er det tvivlsomt. Taleban er trukket til forhandlingsbordet i Qatars hovedstad, Doha, som betingelse for den aftale med USA tilbage i februar, der indebærer evakuering af den amerikanske styrke senest i maj 2021. Taleban har hele tiden været imod direkte forhandlinger med Kabul-styret, men at slippe helt af med amerikanerne vejede tungere. Og problemet er, at Trump-administrationen har skabt et dilemma, der genkalder tilbagetrækningen af USA’s garantistyrke fra det kurdiske Syrien i oktober 2019, der åbnede op for en fjendtlig tyrkisk intervention mod USA’s kurdiske allierede.

Utryg befolkning

Med februar-aftalen blev Taleban forpligtet til at ’reducere volden’ i bycentre og stoppe angreb på NATO’s styrker, men i provinserne er Taleban konsolideret militært med aktioner mod afghanske mål i en hidtil uset voldsbølge med 13.000 angreb i perioden februar-november. Dertil kommer, at Taleban ifølge en FN-rapport har ignoreret et andet kernepunkt i aftalen med USA, nemlig at fordrive al-Qaeda og Islamisk Stat fra afghansk territorium. Det er ikke sket, tværtimod taler Taleban-kommandanter om de ’historiske bånd’ til al-Qaeda.

Så det siger sig selv, at befolkningen (hvis flertal ifølge målinger foretrækker den korrupte Kabul-regering frem for en tilværelse med et rigidt Taleban-regime) ikke er tryg ved udsigten til en total amerikansk tilbagetrækning, der givetvis også medfører, at de 7.500 øvrige NATO-tropper også pakker tornystrene. Frygten for, at Taleban blæser på alle aftaler i samme sekund, den sidste udenlandske kampsoldat er lettet fra lufthavnen i Kabul, er bestemt begrundet.

Bidens dilemma

Den dårlige nyhed er, at Joe Biden ikke har meldt klart ud om Afghanistan. Krigen fyldte ikke noget i valgkampen, da det er åbenbart, at den amerikanske offentlighed er træt af Afghanistan og helst vil have ’drengene hjem’ hurtigst muligt. Biden står altså med en problemstilling, hvor han  indenrigspolitisk vil score på at følge Trump-administrationens aftale. Men i modsætning til Trump er Joe Biden med sin fortid som formand for senatets udenrigskomité og sæde i senatsudvalg om terrorbekæmpelse ikke nogen udenrigspolitisk amatør. Han er klar over, at USA’s troværdighed er på spil med Trump-aftalen om fuld tilbagetrækning. At han må finde en vej ud af dilemmaet.

Og det skorter ikke på gode råd – eksempelvis i en briefing til militær-komitéen i Repræsentanternes Hus, der er offentliggjort af tænketanken Council for Foreign Relations og er interessant læsning: Det otte sider lange notat fremskriver med lakonisk saglighed, at Taleban på den ene eller anden eller tredje måde vil ende med at vinde magten i det ludfattige og plagede land, hvis der ikke sker noget afgørende. Således er Kabul-regeringens kontrol over det samlede landområde faldet fra to tredjedele til en tredjedel siden 2016, ligesom andelen af befolkningen, der er beskyttet af Kabuls sikkerhedsstyrker, er dalet fra to tredjedele til knap halvdelen.

Hvor længe den halvdel kan trække vejret frit, afhænger af sikkerhedstyrkernes effektivitet, der kun kan påregnes, i det omfang vestlig militær rådgivning og luftstøtte fungerer optimalt – samt bevarelse af et lønniveau, der gør det attraktivt at gøre militær karriere, hvilket igen beror på internationale donationer – som på den nylige donorkonference i Geneve viste sig at være vigende fra samlet 14 til 12 mia. dollar.

Kabul-styrets kollaps

Helt generelt vurderer eksperter, at rivalisering i samlingsregeringen, klaninteresser, etnisk nepotisme og korruption i længden vil føre til Kabul-styrets kollaps. Og med Trumps februar-aftale har amerikanerne spillet deres vigtigste forhandlingskort af hænde, nemlig fortsat militær besættelse.

Hvis Joe Biden vil finde en udvej fra det moralske dilemma, der tårner sig op, skal han opfinde en grund til genforhandling af Trumps diplomatiske bommert, der kan garantere, at Taleban tvinges til at gå på kompromis med Kabul, så afghanerne ikke tvinges til en fremtid under et middelalderligt shariastyre. Det kan ske ved at inddrage de andre Afghanistan-interessenter, primært Pakistan, Rusland og Kina i processen. Eller det kan ske med forsat militær tilstedeværelse med terrorbekæmpelse som grundlag. Det korte af det lange er, at med den nuværende aftale er afghanerne – og især kvinderne – prisgivet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Lasse Ellegaard

Jeg er bange for, at du har ret i lederens konklusion, "at med den nuværende aftale er afghanerne – og især kvinderne – prisgivet".

Men Danmark har ikke haft kamptropper i Afghanistan siden 2014 -
og vi skal ikke til at starte det igen - så hvis det ikke er nok med finansiel støte og rådgivning, så er Afghanistan dømt til at falde under Talebans styre med tilhørende indflydelse til ISIL og al-Qaeda.

Det er til at hulke over, men står ikke til at ændre.

Når de civile dræbte i krigen ikke nævnes i analysen, får det jo en til at tænke, om disse drab ville skulle lægges i vægtskålen med mere krig eller den med tilbagetrækning af tropper.

På de måde Biden forleden traskede ud efter af have holdt en tale, tror jeg ikke han kommer til at bestemme noget som helst. Jill blev da også sendt ind efter ham.

Så Afghanistan-krigens fremtid bliver op til CIA og Pentagon....og Raytheon,...og det er jo desværre lige dem vi slet ikke kan stole på.

Alvin Jensen, Inge Lehmann, Steen K Petersen, Peter Beck-Lauritzen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Ét af de mest signifikante resultater af krigen i Afghanistan er nok at uligheden blandt afghanere er eksploderet - hvilket dels er stærkt kompromitterende for en evt. demokratiudvikling, dels skaber spændinger og konflikter i befolkningen og dels styrker grundlaget for radikalisering og rekruttering af krigere ... og/eller kriminelle til den ligeledes øgede organiserede kriminalitet. Narkotikaproduktionen og eksporten af primært opioider er også røget voldsomt i vejret siden den amerikansk-britiske besættelse af landet.

Krigen, som nu raser på snart 20. år, ligner ikke nogen folkelig succés for afghanerne - eller nogen demokratisk/humanistisk succés for de invaderende lande ... tværtom har den kostet mange amerikanske liv også, foruden enorme summer. Og nu har man skabt en amerikansk klientstat - og udviklet en velstående elite i landet, som er afhængig af amerikanernes fortsatte støtte ... hvilket fremstilles som at den afghanske befolkning er dybt afhængig af de internationale styrkers tilstedeværelse.

Ole Svendsen, Alvin Jensen, Søren Dahl, Torben Arendal, Arne Albatros Olsen, Steen K Petersen, Mogens Holme, Jan Jensen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

Igen, hvad vil Danmark? Som de ”fedterøve” vi er, fortsætte al moralsk kritik al alle i hele verden der ikke er som vi er? Og glemme de forfærdeligheder vi selv medvirker til? VI TAGER IKKE STILLING! Hvor er våres højt besungne udenrigspolitiske moral? Vi medvirker til – DET ER VORES TEAM – har dræbt 20.000 børn. Vi er så optagede døde minke = for forargelse, det er livsnerven bag en kaffetår – ”IH altså, er det ikke forfærdeligt”?

Kjeld Hougaard, Danmark vil tage sig pænt ud - nærmest uanset hvem eller hvad, som skal smides under bussen for at få det til at ske.