Hvorfor er det fantastisk at hamstre vacciner og forkasteligt at hamstre toiletpapir?

Danmark og EU har sovet i timen. Sådan har kritikken lydt i de seneste uger, efter Der Spiegel i december kunne fortælle, at man i EU blandt andet har forpasset muligheden for at skaffe flere af de første sendinger coronavacciner fra Pfizer/BioNTech.

Vores vaccineudrulning vil gå langsommere, og derfor vil vi herhjemme have flokimmunitet senere end i lande som USA, Canada, Storbritannien og Israel, har et britisk analysefirma regnet ud. Med det ret store forbehold, at vi kun lige er startet, og at vi endnu har til gode at se, hvordan det går med udrulningen i for eksempel USA, hvor man traditionelt har haft problemer med at vaccinere befolkningen, så kan det muligvis gå hen og blive tilfældet.

Spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er en god idé at sikre mange vacciner hurtigt, er imidlertid fraværende i debatten. Det dukkede op i efteråret og forsvandt lige så hurtigt igen. Men hvis det overordnede formål er at komme ud af pandemien med så få dødsfald som muligt på verdensplan, så er det rimeligt at sætte spørgsmålstegn ved vaccinehamstringen. Og ja, det er en hamstring, som foregår, uanset om vi kan lide det eller ej.

I foråret 2020 blev de danskere, som hamstrede toiletpapir i timerne op til nedlukningen, udstillet i medierne. De var egoistiske og tænkte på deres egne familier, før de tænkte på fællesskabet. Efter lidt tid med tomme hylder, viste der sig at være nok papir til alles numser, men mekanismen er den samme: Man hamstrer en vare, så andre potentielt ikke kan få den. Når det kommer til vacciner, er retorikken en helt anden. Her kan vi ikke sikre nok vacciner til Danmark hurtigt nok – vel vidende, at der er en begrænset mængde tilgængelig på verdensmarkedet.

I EU har man ikke været helt så ivrige som i andre vestlige lande – og man har også været rundhåndede nok til at tilbyde vacciner til Norge og Island – men i EU og Danmark har vi stadig lagt billet ind på langt flere vacciner, end vi har behov for.

Når der er vacciner i overskud, efter at alle danskere, som ønsker det, er blevet vaccineret, kan vi altid dele ud til andre lande bagefter, lyder argumentet. Men hvorfor skal en helt almindelig rask og ung dansker, amerikaner eller israeler tilbydes en vaccine før folk i risikogruppen i andre hårdt ramte lande? Lande, som ikke har ressourcerne til at sikre sig mange vacciner hurtigt?

Hvis målet er at redde menneskeliv, giver det ikke mening. Den seneste udvikling med en engelsk og en sydafrikansk variant af virussen, gør problemet større. I Sydafrika har man således store problemer med coronavirussen, men man har ikke adgang til vacciner før midten af 2021. Andre lande står endnu dårligere. Og nye mutationer, som i de kommende måneder kan opstå i uvaccinerede lande kan blive en trussel – også for os i Vesten.

Øget ulighed

Dertil kommer, at det vil øge den globale ulighed, hvis de vestlige lande kan åbne deres samfund op flere måneder – måske endnu mere – før mange tredjeverdenslande.

I virkeligheden peger vaccinehamstringen på et behov for en global strategi frem for en lokal. Det er en stor opgave, måske også for stor, men hvis man kunne fordele vaccinerne i WHO-regi, ville man hurtigere komme til et sted, hvor alle i risikogruppen og frontlinjerne i de mest berørte lande er vaccinerede, og hele verden – og ikke kun de rigeste lande – kunne begynde at lukke op. Det burde faktisk være i alles interesse.

WHO er imidlertid ikke lykkedes med opgaven. Man har skabt COVAX, som EU har bidraget til, og som skal sikre vacciner til nogle af de fattigste lande. Men Pfizer/BioNTech og Moderna, som har de første godkendte vacciner, leverer slet ikke vacciner til COVAX. De fattige lande kommer bagerst i køen – omkring en fjerdedel af jordens befolkning vil tidligst have vacciner tilgængelige i 2022, viser et nyt studie.

Måske er det utopisk at forvente en global løsning, når det kommer til coronavaccinerne. Ganske som den enkelte forælder sikrer varer til sin egen familie i supermarkedet, sikrer den enkelte regering vacciner til sin egen befolkning. I virkeligheden er det en naturlig reaktion, som det vil kræve en stor indsats at modarbejde.

Desuden er løbet om ikke kørt, så i fuld gang, og Danmark skal nok ende med en flot slutplacering, selv om vi muligvis kunne have skaffet flere af de første sendinger. Men hvis man ønsker og tror på en mere retfærdig fordeling af vacciner på verdensplan, kan man med fordel styrke det internationale samarbejde, inden den næste pandemi rammer verden.