TV 2’s beslutning om at droppe en dokumentarfilm, som handlede om #MeToo-problemer på tv-stationen, er både et problem for TV 2’s troværdighed og for alle danske medier. Dokumentaren skulle oprindeligt handle om sexchikane og overgreb på danske arbejdspladser bredt.
Men efter fire måneders research pegede pilen så meget i retning af TV 2 selv, at ledelsen – med nyhedschef Jacob Kwon som frontfigur – besluttede, at arbejdet skulle indstilles, fordi man »ikke kan undersøge sig selv«.
Dokumentarfilmen bliver derfor aldrig vist. Beslutningen mødte hurtigt kritik på TV 2, hvor to redaktionschefer gik i rette i en intern mail. Siden har 222 TV 2-medarbejdere skrevet under på et protestbrev til ledelsen. I brevet står der blandt andet: »Vi oplever det som et angreb på det allerhelligste, vi har: Vores redaktionelle frihed og vores troværdighed.«
Det er indlysende korrekt. Men beslutningen er også et angreb på alle danske mediers troværdighed. Når medierne afdækker problemer med grove omgangstoner, hænder på uønskede steder og deciderede sexovergreb i andre brancher, får det ofte konsekvenser. Det har vi blandt andet set i sagerne med Morten Østergaard og Frank Jensen.
Det er mediernes opgave at afsløre magthaverne. Men medierne har også selv en magt, og derfor er det meget uheldigt, at TV 2 vælger at stoppe sin research, når den finder frem til interne problemer. På den måde sender man et signal til danskerne om, at medierne går benhårdt efter alle andre, men at vi freder os selv, når det brænder på.
En tam vagthund?
Sagen er helt sikkert mere kompliceret end som så. Der er altid et hensyn at tage til de berørte medarbejde, og der kan være bedre grunde til at stoppe dokumentarfilmen end dem, som Jakob Kwon kan præsentere offentligt.
Det ændrer imidlertid ikke på det billede, som står tilbage hos danskerne: Nemlig at vagthunden – for nu at bruge den lidt poppede metafor – pludselig bliver tam, når det er problemer i egne rækker. Det er en meget stor omkostning.
TV 2-ledelsens officielle argument om, at man ikke kan undersøge sig selv, blev gentaget adskillige gange af Jacob Kwon i søndagens udgave af Presselogen på TV 2. Men det er ikke specielt godt. For selvfølgelig kan man undersøge sig selv.
Ligesom DR’s mediekritiske program Detektor også bringer kritiske historier om DR’s egen journalistik, ville det være muligt – om end ikke nemt – at lave en dokumentarfilm om #MeToo på TV 2 og samtidig spise i samme kantine, som dem, man skal stille kritiske spørgsmål.
Et andet argument er, at TV 2 har igangsat en advokatundersøgelse, og derfor kan man ifølge Jacob Kwon ikke også lave kritisk journalistik om emnet. Han siger dog ikke hvorfor.
TV 2 har som arbejdsplads taget #MeToo-problematikken seriøst. Dets advokatundersøgelse har fået konsekvenser for berømte tv-værter som Jens Gaardbo og Jes Dorph-Petersen. Siden har der været en heftig og polariseret debat om, hvorvidt fyringen af Jes Dorph-Petersen var berettiget eller ej.
Svært at give projektet videre
Mange mener, at #MeToo er gået for vidt, andre at fyringen var helt på sin plads, men alle udtaler sig på baggrund af minimal viden. Dokumentaren kunne netop have kastet lys over denne og andre sager og kvalificeret debatten – hvilket er endnu en grund til, at det er ærgerligt, at den aldrig bliver gjort færdig. Det er kun som arbejdsplads, man har taget #MeToo-sagen seriøst. Som medie har man svigtet den.
Jacob Kwon siger også, at andre medier er velkomne til at gå videre med historierne. Det kan lyde flot, men han kan naturligvis ikke sige andet – og reelt kan det vise sig at blive meget svært for andre journalister at tage over.
Mange af de kvinder, som har stolet på TV 2’s journalister, åbnet sig og fortalt deres historier, har med en vis sandsynlighed også har mistet tilliden til, at det giver mening at stå frem med den slags.
Som journalist opbygger man en fortrolighed til den type kilder over tid. Det er ikke noget, man bare kan sende videre til en kollega, som var det et citat fra en politiker.
Det er endnu uvist, om kvinderne har modet og overskuddet til at stå frem og fortælle deres historier endnu en gang, men nedlukningen af dokumentaren kan meget vel vise sig at være en effektiv måde for TV 2 at få lukket sagen på.
Alt i alt er det en sag, som både kan og bør komme til at forfølge TV 2 i de kommende år – og som også kommer til at belaste de øvrige medier.
Belastningen bør består i, at man boykotter amøbekanalen. Nok kan DR være slem, men TV" er dog langt værre.
Det står jo folk frit for at boykotte TV2 og DR samt alt muligt andet.
Nu skal vi nok til at have en tråd hvor folk der ser mere nuanceret på det og ikke lige springer til boykot bliver tillagt alle mulige synspunkter og holdninger.
Jeg henter popkorn :-)
@Lisa Oun, jeg synes din kommentar er upassende i sammenhængen.
Problemet med at boykotte DR eller TV2 er jo at det ikke har nogen effekt på de 2 mastodonter
Pengene ruller jo ind i deres kasser alligevel, enten via licens (så længe det varer), skat eller fordi de er omfattet af "Must Carry" forpligtigelsen og derfor indgår (og betales) af ALLE der har nogen form for TV
Det svarer lidt til at man slår sig op på at boycotter selskaber i "den fossile økonomi", mens den pensionskasse man er tvangsindlagt til storinvesterer netop der.
Det må være rimeligt at "Must Carry" ændret til en "skal være tilgængelig" og skattetilskuddet til DR gjort afhængigt af seertal, så man rent faktisk KAN ramme dem hvor det gør ondt når de kvaher sig