Leder

Det bør være en ret at være offline, men det er ikke EU, som skal bestemme hvornår

EU har med forslaget om at indføre en ret til at være offline indledt en vigtig kamp om arbejdstid i det 21. århundrede, men den skal vindes af arbejdsmarkedets parter. Ligesom andre arbejdskampe før denne
Ifølge Europa-Parlamentet har muligheden for at tage sin arbejdscomputer og resten af sit arbejdsliv med sig hjem gjort det sværere for mange at holde fri. Derfor handler kampen i dag ikke om de otte timer på arbejdspladsen, men om timerne før og efter.

Ifølge Europa-Parlamentet har muligheden for at tage sin arbejdscomputer og resten af sit arbejdsliv med sig hjem gjort det sværere for mange at holde fri. Derfor handler kampen i dag ikke om de otte timer på arbejdspladsen, men om timerne før og efter.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Indland
2. februar 2021

For 100 år siden blev der indført en otte timers arbejdsdag i Danmark.

Det var afslutningen på årtiers kamp og begyndelsen på et helt århundrede, hvor arbejdsdagen for langt de fleste på det danske arbejdsmarked har været otte timer lang. Nu er en ny kamp om arbejdstiden begyndt.

For to uger siden vedtog et flertal i Europa-Parlamentet et forslag om at indføre en såkaldt ret til at være offline. Ifølge parlamentet har muligheden for at tage sin arbejdscomputer og resten af sit arbejdsliv med sig hjem gjort det sværere for mange at holde fri. Derfor handler kampen i dag ikke om de otte timer på arbejdspladsen, men om timerne før og efter.

Og det er en vigtig kamp.

En del vil formentlig genkende den fra deres egen hverdag: Man vågner og tjekker sin arbejdsmail i sengen. Man spiser morgenmad med familien og svarer imens. Man tager på arbejde og kommer hjem, men tager sin arbejdstelefon og bærbare computer med. Man spiser aftensmad og putter børn, men er aldrig mere end en notifikation fra at vende tilbage til sit arbejde. Kampen for at være offline er for mange en daglig kamp. 

Grundlæggende rettighedskamp

Den er samtidig en del af et større slag. De seneste år har digitalisering skabt behov for ny eller ændret lovgivning på en række områder; Google og andre søgemaskiner har gjort det muligt at finde langt flere og langt ældre oplysninger om borgere, end det var muligt tidligere, hvilket har skabt et behov for at kunne få slettet sine oplysninger. Man taler om retten til at blive glemt. Facebook og andre sociale medier er de facto blevet forvaltere af ytringsfriheden, hvilket har skabt et behov for en demokratisk regulering af virksomhederne.

På den måde bliver en række af de grundlæggende rettighedskampe, som blev vundet i forrige århundrede eller tidligere, udkæmpet endnu en gang i det 21. århundrede.

Spørgsmålet er så, om EU er det rette sted at kæmpe?

Ja og nej. I Danmark har det i årtier været arbejdsgivere og arbejdstagere, som i fællesskab har forhandlet rammerne på arbejdsmarkedet på plads. Når man i EU vil indføre en ret til at være offline, bør det ske med hensynstagen til traditioner som de danske. Som medlem af Europa-Parlamentet Marianne Vind (S) sagde i Information lørdag:

»Vi kan ikke sidde i Bruxelles og detaillovgive om, hvad der giver mening på den enkelte arbejdsplads.«

EU har med forslaget indledt en vigtig kamp om arbejdstid, men den skal vindes af arbejdsmarkedets parter. Ligesom andre kampe før denne, for eksempel kampen for otte timers arbejdsdag. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Lønarbejdets problem er, at det forandrer arbejdet til det, der optager én, til noget, man gør for penge for andre. Ildhuen og den eksistentielle oplevelse af nødvendighed ødelægges af pengenes nødvendighed.

Jeppe Lindholm

Det skader væksten og BNP, hvis vi kun skal have beskeder tilsendt i dagtimerne. Og da vækst er den vigtigste parameter i det "moderne" neo liberale kapitalistiske private Danmark vil det være dybt skadeligt, hvis vi ikke længere for beskeder til sendt dag og nat, samt weekend og ferie 24/7. All in.

Nå, nu vil jeg spise lidt natmad for at være klar. En 500 gram oksemørbrad (eller populært: okse knalde muskel) steg af bedste kvalitet. Uden tilbehør. Naturligvis. Så kan beskederne bare komme bragende.