Leder

Gid dristighed bag ny energi-ø vil smitte af på vilje til at høste klimaresultater her og nu

Ny energiø kommer i drift for sent til at bidrage til klimalovens mål om 70 procent CO2-reduktion i 2030, så man må håbe, at den politiske dristighed bag fremtidsprojektet til 210 milliarder kroner vil smitte af på viljen og modet til at høste klimaresultater her og nu
Torsdag præsenterede klimaminister Dan Jørgensen en ny plan om danmarkshistoriens største anlægsinvestering, en kunstig energiø 80 kilometer ude i Nordsøen til 210 milliader kroner.

Torsdag præsenterede klimaminister Dan Jørgensen en ny plan om danmarkshistoriens største anlægsinvestering, en kunstig energiø 80 kilometer ude i Nordsøen til 210 milliader kroner.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Indland
6. februar 2021

Det startede for 130 år siden med højskolelærer Poul La Cours elproducerende forsøgsmølle ved Askov Højskole, skabt for at lette arbejdet for de danske bønder. For hundrede år siden havde landbefolkningen rejst 16.600 små møller i det danske landskab, heraf omkring 300 til elproduktion.

Siden gik det op og især ned for vindkraften med skiftende energipriser, økonomisk krise og verdenskrig, og i begyndelsen af 1960’erne blev vindenergien officielt erklæret uinteressant af de danske elselskaber på grund af de lave oliepriser, og fordi selskaberne drømte om atomkraften som fremtidens løsen.

Oliekrise og folkelig modstand mod atomkraften førte til vindkraftens genfødsel midt i 1970’erne. En lille ad hoc-vindmølle rejst af græsrødder på en NOAH-sommerlejr ved Grenå, Chr. Riisagers første mølle opstillet ved Informations lokalredaktion på Mols, den meget større Tvindmølle skabt ved seminarie- og højskoleelevers knofedt og visionskraft – en spæd ny start nedefra, af samtidens magtfulde stemmer ofte hånet som – her med formand for det statslige Energiråd Morten Langes ord – igangsat af »barfodsgængere, biodynamikere, hjemmefødere og andre, som alene lader følelserne råde«.

Torsdag var vi så nået til et bredt folketingsflertals principbeslutning om at realisere danmarkshistoriens største anlægsinvestering, en kunstig energiø 80 kilometer ude i Nordsøen til 210 milliader kroner og med ultimativ kapacitet til at sikre 10 millioner husstande vindmøllestrøm fra 650 havmøller med en individuel højde på 260 meter – som seks rundetårne stablet oven på hinanden eller godt 100 meter højere end Himmelbjerget.

Fra famlende græsrodseksperimenter til grøn mammutteknologi og potentiel megaforretning for store selskaber, mere end et årti ude i fremtiden og i enhver forstand fjernt fra folket.

Man kan sige, at hvis det hele lykkes, vil der være skabt klimavenlig strøm til mange millioner europæere, foruden muligheder for dansk koncepteksport til andre regioner og dermed forbundne arbejdspladser. Men man må samtidig sige, at det i al sin dristighed er et højrisikabelt projekt, hvor meget kan gå galt.

Møller af denne størrelse har endnu ikke været i drift så langt til havs, den økonomiske bæredygtighed af selve projektet og af de teknologiske følgesystemer såsom power-to-X er ikke kendt, de private medejere er ikke fundet, aftaler med de europæiske lande, der skal være med til at etablere transmissionssystemerne og købe det meste af strømmen, er enten uforpligtende eller ikke- eksisterende.

For sent

Vi kender ikke så store anlægsprojekter fra danmarkshistorien, men selv meget mindre projekter som Storebæltsbroen (pris: en femtedel af energiøen) og Københavns metro (en tiendedel) har altid været forbundet med budgetoverskridelser og forsinkelser. Starten – 2033 – sættes allerede nu tre år senere end i klimaaftalen fra juni, der talte om »senest 2030«.

Hvad nu hvis projektet står klar på et tidspunkt, hvor solenergien er blevet billigere end vindkraften?

Sikkert er det, at energiøen kommer i drift for sent til at bidrage til klimalovens mål om 70 procent CO2-reduktion i 2030. Til den tid vil dansk elforsyning allerede være 100 procent grøn, så derfor bliver det det globale klima, der får gavn af strøm fra øen, og det er naturligvis fint i sig selv. Men man må spørge, hvorfor denne imponerende handlekraft og dristighed ikke udfoldes på samme måde, når det gælder de klimabidrag, der er brug for her og nu, og som kunne sikres hurtigt og billigere?

Der er eksempelvis stadig meget store, lønsomme potentialer for energieffektivisering i bygningssektoren. Hvorfor vil man ikke, som anbefalet af interesseorganisationen Synergi, politisk vedtage et energieffektiviseringsmål og høste gevinsterne her, før man udbygger forsyningssystemet med risiko for fejlinvesteringer, fordi man udbygger mere, end der bliver brug for?

Hvorfor er man i Finansministeriet og omegn så påholdende med at afsætte penge til den slags jordnære tiltag, når man i et tiårsperspektiv er klar til at lade enorme milliardbeløb rulle til noget, der kan ende som et luftkastel? Hvorfor kigger man mod Månen, før man ser på det, der ligger for éns fødder?

Er det fordi, en energiø tryllebinder som en højteknologisk superløsning, der fikses af ingeniører og store selskaber og sender al bøvl og ballade med besværlige borgere og særinteresser langt til havs?

Lad os krydse fingre for, at det store eksperiment lykkes. Men lad os samtidig krydse fingre for, at den politiske dristighed smitter af på viljen til at sikre de hårdt tiltrængte klimaresultater, der kan høstes her på land og meget hurtigere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Rigtig fin leder. Så kender vi Information igen - det var en god oplevelse!

Mogens Kjær, Peter Beck-Lauritzen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Jeg kunne udmærket følge lederen, indtil de krydsede fingre. Er det så godt eller ikke så godt med den kullede ø?

Niels-Simon Larsen, jeg har indtryk af at JSN's krydsede fingre mest af alt er pligtskyldige - løbet er jo også kørt. Projektdrengene har med tungen i mundvigen smøget ærmerne grundigt op. Nu skal der bruges og tjenes penge; øerne ses som en vidtskuende businesscase. Forventningen er at man om 15-20 år kan danne knudepunkt i energileverancer mellem adskillige lande og tjene enorme summer på transitten.

Niels-Simon Larsen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Poul Anders Thomsen

Øerne handler ikke om klima. En ø handler om historie og hvis der er noget der får en politiker til at slikke sig om munden, så er det chancen for at sætte sit præg på historien. Hvad mere selv bekræftende kan der være end at tænde for Google Earth. få øje på en prik og sige til sig selv. Den prik er der fordi jeg ville det.
Men at rydde 65 fodboldbaner havbund, er vel ikke nødvendigt. Der er masser af plads på allerede eksisterende øer, hvad med Peberholmen eller Saltholmen. Der er masser af plads, tæt ved København, vind og eksisterende infrastruktur meget tæt på.

Det drejer sig vel ikke kun om plads, men også om hvor meget og stabilt vinden blæser og om at afveje ulemper mod nærhed. Jeg ved for lidt om det tekniske til at kunne anbefale Peberholmen, Saltholmen eller for den sags skyld Amager Fælled.
Men det undrer mig, at vi ikke går i gang i morgen.

Achim K. Holzmüller

Klimaministetens devise må være "ti fugle (energiøen) på taget er bedre end én (klimaplan) i hånden”, ved vidende, at med den minister hverken den ene i hånden er istand til at realisere planen i tiden eller de ti på taget nogen sinde ses placeret i Nordsøen bølger.

Manden er samfundsfarligt!

Poul Anders Thomsen

Der er jo både en havvindmølle park nord og en syd for Peber- og Saltholmen. Så mon ikke der er vind nok.