Det bliver værre uden Netanyahu. Israels højrefløj kan få frit spil på Vestbredden

For fjerde gang på mindre end to år er et israelsk parlamentsvalg endt i dødt løb mellem de to politiske blokke – der ganske vist ikke er delt politisk efter ideologi, men udelukkende efter kriteriet for eller imod den bedrageritiltalte premierminister Benjamin Netanyahu.

Havde han ikke stået øverst på Likud-partiets kandidatliste, kunne højrefløjen i Israel rygsvømme i vælgerhavet med et solidt flertal på 78 af Knessets 120 pladser over for sølle 32 til fire centrum-venstre-partier plus de ti arabiske mandater.

Men med Netanyahu på tværs i det, der er blevet kaldt israelsk politiks Suezkanal, er stillingen 57-52 i anti-Netanyahu-partiernes favør – og med ringe udsigt til et klart flertal til en af siderne, da hverken bosætter-partiet med syv mandater eller den arabisk-israelske aflægger af Det Muslimske Broderskab, Ra’am (Torden), med fire mandater, har tilkendegivet, hvem de vil støtte.

Det interessante er, at Netanyahu ikke kan danne regering uden hjælp fra begge partier, og bosætternes ambitiøse leder, Naftali Bennett, vil næppe sidde i regering med et arabisk parti. Han vil få det samme problem, hvis han støtter anti-Netanyahu-fløjen, der vil være afhængig af de seks mandater på den arabiske fællesliste.

Uafgjort dødvande

Så indtil videre kan palæstinenserne på Vestbredden ånde lettet op. Det uafgjorte dødvande efter valgdagen 23. marts har skånet dem for en rasende højrefløj – befriet for Netanyahu. En højrefløj med en uhyggelig radikal spændvidde fra Likud-ideologen Ze’ev Jabotinskys påbud fra 1930’erne om en ’jernmur’ mod den arabiske befolkning (og selvsagt de besatte palæstinensere) til det nystiftede ’Religiøs Zionisme’, et racistisk, homofobisk sammenrend, der er politisk arvtager til 80’ernes ekstremist Meir Kahane, hvis Kach-parti blev forbudt.

Det siger en hel del om Netanyahus kynisme, at han i sin valgkamp direkte opfordrede ultraortodokse vælgere, der traditionelt støtter Netanyahu, til at stemme på disse Kahane-fascister i forsøget på at nå et flertal. Det kan give bagslag, da der rapporteres om utilfreds murren blandt de rabbinere, der leder det ultraortodokse torah-parti.

Men det siger også alt om israelsk politik, at palæstinenserne kan takke den længst siddende premierminister for, at Vestbredden – det bibelske Judæa og Samaria– ikke allerede er annekteret med de 2,5 millioner palæstinensere spærret inde i seks-syv bantustans som billig arbejdskraftreserve.

Ingen af de tre højrepartier, der hader Netanyahu, er til venstre for Likud. Og begge de ultraortodokse partier, Shas og Forenet Torah Jødedom, er i lighed med det nytilkomne Kahane-parti, længere til højre for den kyniske, men også pragmatiske premierminister.

Kan ende med et femte valg

Modstanden mod ham er personlig, ikke politisk. Såvel Avigdor Lieberman, lederen af det russiske emigrantparti, som Gideon Sa’ar, en udbryder fra Likud før dette valg, og bosætteren Naftali Bennett, er alle tidligere politiske partnere med Netanyahu. De har oplevet svigt og snyd akkurat som Benny Gantz, lederen af Kahol Lavan (Blåt Hvidt) og tidligere generalstabschef, der i 2019 dannede sit parti som alternativ til Likud med det formål at afsætte Netanyahu.

Men Gantz endte med at gå i koalition med Netanyahu på løftet om en rotationsordning på premierministerposten. En aftale, som Netanyahu selvfølgelig brød, da det indebar forringelse af hans mulighed for at undvige den retsforfølgelse for bestikkelse, mandatsvig og bedrageri, han er tiltalt for, og som i øvrigt genoptages på mandag.

Hans håb har hele tiden været at skaffe flertal for en lov, der kan sikre ham immunitet, så længe han beklæder embedet som regeringsleder. Indtil videre uden held, og i stedet har en af hans plageånder, Avigdor Lieberman, indledt et lovgivningsinitiativ, der skal munde ud i et forbud mod, at politikere, der er tiltalt i kriminalsager, beklæder ministerposter.

Hvor det hele ender er umuligt at sige. Israels præsident, Reuven Rivlin, som Netanyahu intenst modarbejdede valget af for syv år siden, har bevidst udsat sine møder med partilederne om en fremtidig regeringsdannelse til mandag – samme dag, som Netanyahu altså igen skal møde i retten. Rivlin har endvidere opfordret partilederne til ’utraditionelle’ konstellationer i bestræbelsen på at undgå et femte nyvalg. Der er tre måneders forhandlingsrum at løbe på, men om partilederne lytter er usikkert. Politiske iagttagere påpeger, at der ikke er en oplagt kandidat til posten som regeringsleder, der matcher Netanyahus naturtalent som populistisk demagog og evne til at appellere til vælgernes frygt og fordomme.

Han hænger på, og det ender nok med et femte valg.