Aarhus-rektor skylder en forklaring: Hvordan kunne han tillade vildledning af tilsynsmyndighed?

Historien om oksekødsrapporten er en lang og pinefuld fortælling for Aarhus Universitet.

Hvad der begyndte med, at nogle forskere på et center for forskning i fødevarer og jordbrug i al hemmelighed tillod landbrugslobbyen at få indflydelse på en rapport om oksekøds klimapåvirkning, er siden eskaleret og har hvirvlet stadigt højere ledelseslag ind i skandalen. Først centerlederen og institutlederen, så prodekanen og dekanen og nu også rektoren, Brian Bech Nielsen.

Som så ofte før har forsøget på at dække over skandalen udviklet sig til en skandale i sig selv.

Efter afdækningen af landbrugets indflydelse på oksekødsrapporten ville Information i efteråret 2019 undersøge lignende rapporter fra samme center for lignende problemer. Men kort fortalt tilbageholdt Aarhus Universitet dokumenter, Information havde bedt om aktindsigt i, indtil få timer efter at universitetet havde præsenteret sin egen undersøgelse af rapporterne.

Manøvren satte universitetet i stand til at fremstå som en institution, der afdækkede egne fejl frem for at blive afsløret af andre. Og den gjorde det ikke mindst muligt at fremstille fejlene i så ukritisk et lys som muligt – hvilket universitetet ifølge udenforstående eksperter netop gjorde ved eksempelvis ikke at kategorisere manglende deklarering af agrokemiske virksomheders finansiering af forsøg med sprøjtemidler som en alvorlig fejl.

Hård kritik fra styrelse

Information klagede over forløbet og gjorde gældende, at Aarhus Universitet tydeligvis havde tilbageholdt dokumenter, som ifølge loven skulle udleveres »hurtigst muligt«. Men ad to omgange fastholdt universitetet over for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, at dokumenterne ikke var blevet tilbageholdt. Det var imidlertid forkert.

Interne mails og dokumenter afslørede, hvordan Aarhus Universitet ulovligt og i modstrid med sin egen forklaring havde besluttet af vente med at udlevere aktindsigterne til efter præsentationen af sin egen undersøgelse. Det førte til en usædvanlig hård kritik fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Ikke alene fordi universitetet havde brudt loven. Men i særdeleshed også fordi universitetet efterfølgende var kommet med en usand forklaring og altså havde ført tilsynsmyndigheden bag lyset.

Rektor Brian Bech Nielsens reaktion var at skille sig af med universitets chefjurist og give påtaler til den tidligere dekan, prodekanen og centerlederen, der alle havde været til stede ved et møde, hvor det blev besluttet at tilbageholde aktindsigterne. Men få dage efter erkendte han i en pressemeddelelse, at også han havde været med til at vedtage forhalingen af aktindsigterne.

Han havde altså selv gjort sig skyldig i samme forseelse, som han netop havde givet tre ledende medarbejdere en påtale for. Og han har vel at mærke det øverste ansvar for den.

Brian Bech Nielsen understreger, at han »ikke var vidende om, at beslutningen var lovstridig«. Det kan i sig selv virke besynderligt, at den øverste leder for mere end 10.000 ansatte inden for den offentlige forvaltning skulle antage, at man bare kan vente med at imødekomme anmodninger om aktindsigt, til man selv finder det belejligt. Men selv hvis det er rigtigt, må man også spørge: Er det i orden at tilbageholde væsentlige oplysninger for offentligheden og obstruere en undersøgelse af tvivlsom forskningspraksis, så længe det ikke er ulovligt?

I pressemeddelelsen oplyser Brian Bech Nielsen, at han har tilbudt at træde tilbage. Men bestyrelsesformand Connie Hedegaard er refereret for at afvise tilbuddet. Hun henviser til, at han angiveligt ikke var klar over, der var tale om et lovbrud, og konstaterer:

»Derfor rokker sagen ikke ved vores tillid til rektor og den stærke retning, han har sat for AU. Tværtimod forestår der et vigtigt arbejde med at ændre kulturen på AU, så det ikke er den slags møgsager, men AU’s positive bidrag til det danske samfund, der er i fokus. Det arbejde ved vi er i gode hænder hos Brian Bech Nielsen.«

Stolede på redegørelse

Men er det nu også sikkert, at arbejdet med at ændre kulturen på Aarhus Universitet er i gode hænder hos Brian Bech Nielsen? For hvad med den anden og for rektoren endnu mere alvorlige del af sagen: Aarhus Universitets falske forklaring over for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen?

Brian Bech Nielsen har tidligere oplyst, at han læste universitetets svar til styrelsen. Hvordan kunne han så medvirke til at give styrelsen besked om, at dokumenterne ikke var blevet tilbageholdt, når han netop selv havde truffet beslutning om tilbageholdelsen – uanset hans manglende kendskab til reglerne om aktindsigt?

I et skriftligt svar til Information har Brian Bech Nielsen forklaret, at han stolede på, at redegørelserne »var retvisende«, og ikke gennemgik dem »i detaljer«. Hvordan det kunne ske, når han ifølge sin egen forklaring tog sagen særdeles alvorligt, har Information ikke kunnet få en forklaring på. For uden at give nogen begrundelse aflyste han fredag et aftalt interview.

I pressemeddelelsen fra Aarhus Universitet forholder Brian Beck Nielsen og Connie Hedegaard sig ikke til dette helt centrale aspekt af sagen, men alene til selve den ulovlige tilbageholdelse af aktindsigter. Hverken rektoren eller bestyrelsen bør imidlertid kunne slippe af sted med at ignorere spørgsmålet om, hvordan han kunne tillade sit universitet at give oplysninger til en tilsynsmyndighed, som han burde vide var usande.

Det er uantageligt, hvis offentligheden og tilsynsmyndigheder ikke kan stole på oplysninger fra en forskningsinstitution som Aarhus Universitet. Og det er uantageligt, hvis den øverste ledelse er involveret i at fordreje fakta.

Bestyrelsen må afkræve Brian Bech Nielsen et svar på hans rolle i denne del af sagen, som den også må kræve, at han deler med offentligheden. Og hvis svaret ikke er overbevisende, må den kraftigt genoverveje sit afslag på hans tilbud om at trække sig.

Ellers ender også bestyrelsen med at blive hvirvlet ind i den eskalerende skandale.