Leder

Ikke bare grønlænderne blev ført bag lyset af kolonimagten Danmark

At Grønland kunne blive en del af kongeriget Danmark blev lanceret som et generøst tilbud, fremgår det af bogen ’Imperiets børn’. Men i virkeligheden var det en manøvre, der skulle forhindre grønlandsk uafhængighed, som FN-pagten ellers lagde op til
Elever fra Metalfagskolen i Nuuk demonstrerer for hjemmestyre i 1979.

Elever fra Metalfagskolen i Nuuk demonstrerer for hjemmestyre i 1979.

Ebbe Andersen

Indland
8. juni 2021

Opfattelsen af, at Danmark trods alt har været en langt mere venlig kolonimagt end for eksempel Frankrig eller Portugal, der har været inddraget i blodige kolonikrige, har fået et skud for boven med den aktuelle bog Imperiets børn af Anne Kirstine Hermann.

Bogen beskriver de manøvrer, hvormed grønlænderne op til grundlovsændringen i 1953 blev lokket til at blive en del af kongeriget Danmark. Selv om Grønland ifølge FN-pagten ellers havde ret til selvbestemmelse, lykkedes det på snedigste vis for de danske statsministre og andre ledende politikere og embedsmænd at forhindre, at grønlænderne og det grønlandske landsråd overhovedet blev klar over, at de havde denne ret.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Claus Bødtcher-Hansen

07/jun/2021

Kære alle i Grønland,
at i fortsat er og forbliver en
ligeværdig del af vort rigsfæl-
lesskab vil beskytte jer mod at
blive domineret af USA, Canada,
Rusland og især Kina :-) ...

Kærlig hilsen
Claus

Per Christensen, Ulla Willumsen, Jacob Nielsen og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Jeg er ikke i tvivl om, at den danske regering lavede nogle rævestreger, men hvad hindrede grønlænderne i selv at læse FN-pagten? Det er muligt, at der var et ønske om selvstændighed, men det var åbenbart ikke noget, man havde sat sig særligt godt ind i.

Daniel Joelsen

@Thurah Jeg ved det ikke, men gætter at statsapparatet har været dansk eller meget tyndt grønlandsk. Der var vel ikke meget hjemmestyre på daværende tidspunkt? Det kunne være interessant at vide noget mere om.

Christian De Thurah

Daniel Joelsen
Jeg ved det heller ikke. Jeg undrer mig bare.

jens peter hansen

Og kolonikrigene i Grønland hvor er de nu gemt hen Ulrik Dahlin ?

Rasmus Paulsen

Første kommentar er forudsigeligt nok formynderisk koloanial apologia og rendyrket Kipling.

Flemming Olsen

Nu bliver Grønland nok snart et amerikansk territorium ligesom Puerto Rico - grønlænderne bliver amerikanske statsborgere men uden valgret til det amerikanske føderale system, dvs. ingen repræsentanter eller senatorer, det er de ikke nok til. Måske får de et ikke stemmeberettiget medlem i Repræsentanternes hus til at varetage deres sag på samme måde som Puerto Rico. I alt fald bliver det slut med at være tungen på vægtskålen i det politiske spil, som de var i det danske folketing, navnlig i perioden 1971 - 73, hvor Socialdemokratiet regerede på de (overepræsenterede) grønlandske mandater.

Jørgen Tryggestad, jens christian jacobsen og Henning Kjær anbefalede denne kommentar
Jørgen Larsen

Hele den grundlæggende præmisse er forkert. Først og fremmest, så har Grønland aldrig i statsretlig forstand været en koloni. Man kan med en vis ret hævde, at der har været et kolonialt forhold mellem Grønland og resten af kongeriget. Det gør bare ikke Grønland til en koloni.

Grønlændere var ganske enkelt et nationalt mindretal blandt andre mindretal i det danske kongerige. Hvad vi oplever nu er fuldstændig den samme proces som man så i forbindelse med adskillelsen af Norge og Danmark. I Norge som et opgør med en fælles dansk-norske kultur.

Ulykken er jo ikke, at Grønland vil være selvstændigt. Men den overdrevne dyrkelse af nationale myter skærer de historiske, etniske, sproglig og kulturelle bånd over mellem Grønland og Danmark.

Else Marie Arevad

Grønlands uafhængighed var helt urealistisk på det tidspunkt.

Per Christiansen

Kære Else Marie Arevad;
Det er det vel stadigt!
Man kunne jo også spørge danskerne, “gider” vi Grønland.

Kenneth Krabat

Forsvinder Grønland ud af vore "besiddelser", svupper vi tilbage til at blive det lille prutland, vi var indtil koloniseringen, og på mange måder fortsat demonstrerer at være.

Politik er noget svineri og kollektivets kamp for ikke at havne nederst i bunken. Jeg hader og afskyer det, og forsøger mindst muligt at beskæftige mig med det. Bed mig ikke om at vælge mellem et Danmark på bunden og menneskelig retfærd.

Flemming Olsen

Danmark har egentlig aldrig været et lille prutland, vi har haft Grønland siden Kalmarunionen i 1397, hvor det hørte under Norge. Siden glemte vi alt om det i 300 år men kom pludselig i tanke om, at Nordboerne deroppe jo stadig måtte være katolikker og sendte Hans Egede derop omkring år 1700 for at omvende dem. Han fandt dog kun inuitter, som så blev kristnet i stedet for.

Men ja, hvis vi mister Grønland bliver vi nogenlunde lige så interessante for omverden som Luxembourg eller Andorra. Hvis vi tror at nogen virkeligt giver et dyt for vores vindmøller, hygge, legoklodser og sociale system, må vi tro om igen.

Claus Oreskov

Der var mange interesser i spil både i Grønland og Danmark, dengang Grønland blev indlemmet i kongeriget. De grønlandske politikere var for denne løsning, men man spurgte ikke befolkningen. I Danmark derimod havde vi en folkeafstemning. Mange i begge lande ønskede modernisering af Grønland og rigtig mange i Grønland forstod, at få noget ud af de nye muligheder (Se f.eks.: Thomas Fredriksen: ”Grønlandske Dagbogsblade”. Der beskriver en almindelig families omstilling fra fangst til fiskeri gennem sparsommelighed og hårdt arbejde). Som øjn vidende til denne turbulente tid, findes også den grønlandske forfatter og redaktør Jørgen Fleischers bog ”Forvandlingens år” og ikke mindst den kvindelige forfatter Christel Lüttichaus selvbiografi ”Grønlænderinden – en personlig historie”. Desværre var der også mange der blev efterladt og hvis liv gik i spåner i de år. Var moderniseringen levedygtig spurgte Niels Højlund i bogen ”Krise uden Alternativ” i 1972 og jeg syntes udviklingen i Grønland har besvaret spørgsmålet positivt.

jens peter hansen

Efter min hukommelse er Store Bælt og de andre stræder stadig af en vis interesse for Rusland. Det er Pyrenæerne vist ikke Fl. Olsen.

Flemming Olsen

J.P. Hansen: Ja russerne har altid været en farlig nabo for alle de små nationer omkring Baltikum. Men Øresund og Storebælt har været internationale stræder siden havretskonventionen af 1958. Der er ligesom ikke mere at diskutere.

Men med tabet af Grønland mister vi endnu en vigtigt forhandlingposition i relation til Kina og USA. For hvis det egentlige Danmark f.eks. skulle komme under en eller anden form for russisk indflydelse, hvem tilhører så Grønland? Øen er en yderligere pant for vores frihed, som ved Gud ikke garanteres af vort stærke militær.

Sören Tolsgaard

I det store perspektiv må vi indse, at DKs geopolitiske indflydelse ikke er, hvad den har været.

At sammenligne med Andorra eller Luxemburg er dog lige i underkanten. Mange er ganske vist hovedrige i disse små lande, men deres beliggenhed og undergrund er uden større signifikans.

Kontrol over Østersøens skibsfart var det oprindelige grundlag for DKs position som nordeuropæisk stormagt, hvilket gik tabt, da vi mistede Skåne.
Gennemsejlingen er dog stadig af enorm betydning, og i en tilspidset situation vil havretskonventioner være uden betydning, mens kontrol over farvandene vil være afgørende, og her er de skandinaviske landes alliancer og værn en vigtig faktor, hvis stormagterne skal holdes på plads. Øresund og Storebælt har samme betydning for Østersøregionen, som Bosperusstrædet har for Sortehavsregionen, hvilket jo har været afgørende i mange konflikter og kan blive det igen.

Mht. de skandinaviske landes indflydelse i Arktis, er det uheldigt, den ikke udgør en samlet bestræbelse. Måske skulle vi have overladt Østgrønland til Norge i 1930? De havde gode argumenter og ville nok have medvirket til en større integration af det skandinaviske befolkningselement, som jo stadig udgør et etnisk mindretal med lang historisk baggrund i Grønland. Men i 1930 satsede DK dog som stormagt på Norges bekostning og fik internationalt medhold.

I dag er Norge i næsten alle henseender større end DK, og lægger vi det ydmygende lilleputkompleks til side, indser vi måske, at et tillidsfuldt samarbejde mellem de skandinaviske lande er afgørende i det arktiske område. Grønland er kolossalt, og naturligvis af enorm interesse fra mange sider. Ligesom det nordlige Canada er det yderst tyndt befolket og afhængig af alliancer og handelsforbindelser. Om man så dybest set, som alternativ til den nordiske arv, ønsker snigende amerikanisering, synes nu at være det afgørende spørgsmål.

DK har set Norge og siden Island rive sig løs under markant fremhævelse af egen identitet. Norge opfatter vi dog temmelig ubetinget som broderlandet, mens Island efter hårde lokale skærmydsler efterhånden magter at sætte sin egen omtumlede standard - med fodfæste på begge sider af Atlanten.