Det store danske advokatfirma Bech-Bruuns seneste CSR-rapport er på mange måder interessant læsning.
Ikke alene beskrives firmaets »dygtige kokke og køkkenpersonale«, som »ud fra et grundlæggende værdisæt« tilbereder »både velsmagende og bæredygtige måltider« til medarbejderne. Bech-Bruun fortæller også, hvordan de i den mere juridiske del af virksomheden holder et konstant »fokus på ordentlighed og ansvarlighed« og arbejder »målrettet for at sikre de allerhøjeste etiske standarder hos os selv og vores klienter«.
Ikke desto mindre har Bech-Bruun rodet sig ud i en rigtig dum sag.
Tilbage i begyndelsen af 2017 vandt firmaet et udbud fra Skatteministeriet. Ministeriet ville have udført en uvildig advokatundersøgelse af udbytteskandalen, hvor den danske statskasse i perioden 2012-2015 blev lænset for 12,7 mia. kr. af udenlandske svindlere.
Men der var noget, ministeriet ikke fik at vide:
Bech-Bruun havde nogle år forinden rådgivet den tyske North Channel Bank, der spillede en væsentlig rolle i udbyttesvindlen mod Danmark. Rådgivningen fandt sted i 2014 og 2015 og handlede vel at mærke om fiflerier med dansk udbytteskat og den civil- og strafferetlige risiko ved det.
Senere har North Channel Bank erkendt at have begået ulovligheder i udbyttesagen og er blevet straffet med en bøde på 110 millioner kroner for at have »medvirket til, at der uberettiget blev udbetalt cirka 1,1 milliard kroner fra den danske statskasse (til amerikanske pensionsfonde, red.), hvilket banken tjente 55 millioner kroner på i blandt andet gebyrer.«
Noget af en skamplet
Mens advokatfirmaet udførte undersøgelsen for Skatteministeriet, kunne medierne i sommeren 2017 fortælle, at banken havde spillet en dubiøs rolle i udbyttesagen. Men i Skatteministeriet kendte de intet til forbindelsen mellem den tyske bank og det danske advokatfirma, som havde lovet ministeriet »den højest mulige uafhængighed«.
I efteråret 2018 blev Skattestyrelsen imidlertid opmærksom på Bech-Bruuns rådgivning af North Channel Bank, der i mellemtiden var blevet sagsøgt af styrelsen for bankens medvirken i udbyttesvindlen. Og det fik Skatteministeriet til at klage til Advokatnævnet.
I en kendelse afgjorde et flertal i nævnet, at de fire advokater bag den såkaldt uvildige undersøgelse var inhabile og havde tilsidesat god advokatskik. Advokaterne fik en bøde på 10.000 kr. hver, og Bech-Bruun blev pålagt at tilbagebetale salæret på 3,5 millioner kroner til Skatteministeriet.
Beløbene kan ikke have spillet nogen rolle for hverken advokaterne eller firmaet. Men principielt var kendelsen noget af en skamplet. Og det er antageligt årsagen til, at de gik til Østre Landsret og krævede den ophævet og salæret betalt tilbage igen fra Skatteministeriet.
Uacceptabel interessekonflikt
Onsdag nåede landsretten dog frem til samme resultat som Advokatnævnet. Alt andet havde også været en skandale, for selvfølgelig er der tale om en helt uacceptabel interessekonflikt.
Advokaterne, der skulle forestå den uvildige undersøgelse for Skatteministeriet, har forklaret, at de ikke var bekendt med rådgivningen af North Channel Bank andetsteds i firmaet. Men Landsretten skar igennem og konstaterede groft sagt, at de i så fald ikke havde gjort deres arbejde godt nok. Det var velkendt, at Bech-Bruun foretog den type rådgivning, og derfor burde advokaterne ifølge landsretten have foretaget et »effektivt konflikttjek« af firmaets klienter.
Sagen er beskæmmende for Bech-Bruun, hvis advokater må formodes at kende reglerne. Og det er vanskeligt helt at frigøre sig fra mistanken om, at de ikke alene undlod at tjekke mulige habilitetsproblemer grundigt nok, men at nogen måske også kendte til interessekonflikten og hemmeligholdt det for myndighederne.
Onsdagens afgørelse fra landsretten er dog kun et mindre forspil til en langt større sag, der for alvor kan gøre skade på Bech-Bruun. Den handler om selve indholdet af advokatfirmaets rådgivning af North Channel Bank og skal for retten til næste år.
Skattestyrelsen har nemlig stævnet Bech-Bruun for hele 1,2 milliarder kroner, fordi firmaet ifølge styrelsen har spillet »en væsentlig rolle i forbindelse med tilrettelæggelsen af svindelsetuppet i NCB (North Channel Bank, red.)« og har »været helt inde i kernen af udformningen af setuppet, der kostede statskassen over 1,1 milliarder kroner«.
Det har Politiken afdækket på baggrund af indsigt i et brev med erstatningskravet til Bech-Bruun.
Advokatfirmaet har fuldkommen afvist beskyldningerne. Men hvis bare en flig af dem er rigtige, så er det altså meget vanskeligt at få til at stemme overens med de flotte formuleringer om »ordentlighed« og »de allerhøjeste etiske standarder« i firmaets CSR-rapport.
Når en højesteretsdommer ikke har noget problem i at sidde i bestyrelsen for Aarhus Universitet og bakke op om en rektor, der lyver for offentligheden og tilsyn. Hvad er så problemet her?
For mig ligner det en systemisk fejl, hvor alle involverede tror, at de kan gå tørskoet på vandet.
@John Damm Sørensen 24. juni, 2021 - 08:11
Whatabout'isme for fuld udblæsning.
Det er vanskeligt helt at frigøre sig (mig) for mistanken om at de sørgede for at vinde udbuddet, fordi det ville give dem de bedste muligheder for at dække over deres egen rolle i sagen. Hvilken ræv vil ikke gerne vogte gæs?