Der har været perioder i danmarkshistorien, hvor fremtidsudsigterne for de offentlige finanser var dystre. Som da nyligt afdøde Poul Schlüter tog over som statsminister og måtte gennemføre upopulære reformer for at genoprette økonomien.
Sådan er situationen ikke i dag. Dansk økonomi er overholdbar, som økonomerne siger, og alt tyder på, at vi uden de store problemer kan opretholde et højt velfærdsniveau de næste mange årtier.
Coronakrisen har kostet, men der er tale om engangsudgifter uden videre betydning for den langsigtede økonomi. Og med en ekspansiv økonomisk politik har regeringen og Folketinget modvirket større skadevirkninger på beskæftigelsen og forbruget.
Selvfølgelig kan udefrakommende rystelser ændre billedet. Særligt kan det bekymre, hvordan afviklingen af den historisk lempelige økonomiske krisepolitik vil påvirke de mest forgældede europæiske lande og de finansielle markeder. Men som situationen er nu, er der al mulig grund til optimisme herhjemme.
Alarmisme
Alligevel taler flere om dansk økonomi, som om problemerne tårner sig op forude. Det gælder eksempelvis De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen.
Hun advarede for nyligt i Berlingske om, at »vi står foran store udfordringer«. Arbejdsudbuddet skal øges markant med nye reformer, sagde hun, hvis vi skal have råd til velfærd og klimainitiativer og ikke vil »kaste om os med lånte penge«.
Det er den slags alarmisme, som overvismand og økonomiprofessor Carl-Johan Dalgaard adresserede i et nyligt interview med Information. Her slog han fast, at økonomien er sund, og at der ikke er nogen »brændende platform«. Og han opfordrede til at droppe skræmmescenarierne som argument for reformer.
Det var fornuftige ord fra overvismanden.
Naturligvis er det legitimt at ønske sig reformer. Men politikerne skal afholde sig fra at forsøge at bilde vælgerne ind, at de er nødvendige, fordi økonomien er uholdbar.
Det kan måske nok være et effektivt argument, hvis man ønsker sig reformer, men det har karakter af vildledning – og som Carl Johan-Dalgaard påpeger, kan det paradoksalt nok fremme en krisebevidsthed i befolkningen, der risikerer at påvirke forbruget negativt og være skadelig for økonomien.
Jeg har det altid svært med "skråsikre", jeg får fnyller af dem, ganske som jeg gjorde tilbage før 2007-8, - deres bedrageriske tale lød hult, og tiden viste også de ikke havde ret - tværtimod!
Naturligvis er økonomien ikke sund når uligheden er forøget markant, og der er 146 ledige stillinger til et køkken job i Herlev. Men forsøg bare at gentage en løgn tilpas mange gange til masserne opdager usandheden. Det er tilladt at åbne øjnene og vinduerne og tænke selv.
Vi har en boligminister som synes 12.000 om måneden er en fin pris på en lejebolig.
Det er vi mange som ikke synes!
"146 ledige stillinger til et køkken job i Herlev".
Der skulle naturligvis stå 146 ansøgninger til et køkken job!
Enormt overskud på betalingsbalancen, udenlandsgælden er afdraget, pensio sselskaber med enorme formuer, og alligevel døjer vi med en strukturel ledighed på godt 150.000. Og så vil særligt De Radikale fortsætte reformerne for at øge "arbejdsudbuddet". Pensionskasserne sidder på kæmpe beløb, som de ikke kan forrente. Sæt dog gang i en grøn infrastruktur opbygning, så vi kan begynde at gøre noget ved den grønne omstilling og den kroniske arbejdsløshed
Lad os få hævet beskæftigelsesfradraget til det dobbelte. Det vil gøre det billigere for arbejdsgiverne at honorere lønkrav, gør det meget mere interessant at gå på arbejde end at få kontanthjælp og give en fordelingsmæssigt markant større lønfremgang end de højtlønnede.
Hvis vi så via ydelseskommisionen kan få skåret bistandsloven (jeg ved det, jeg er alt for gammel. Jeg siger også sygesikringskort) ned fra 30 hyldemeter til 1/2 (eller mindre) så kan det være at det også blev noget nemmere for de der er i kontanthjælpscirkusset.