Benjamin Netanyahus måtte søndag aften sige farvel som Israels regeringschef.
Han har bebudet »fortsat kamp med løftet hoved« mod den »farlige regering«, der sendte ham ud på oppositionsbænken med mindst mulig margin, nemlig 60-59, da en deputeret fra det arabiske støtteparti efter aftale stemte blankt. Men indtil videre er en ny regering – med højrefløjspolitikeren Naftali Bennett som premierminister og bestykket med 11 kvinder og en israelsk araber blandt de 27 ministre – på plads.
Når det giver mening at antage, at Netanyahus afgørende indflydelse i israelsk politik er endegyldigt forbi, er det ikke kun, fordi han står tiltalt i en sag om bedrageri, bestikkelse og mandatsvig. Principielt er han uskyldig, indtil der afsiges dom, og sagen kan trække ud i årevis. Men hans politiske kapital er fordampet i brudte løfter, gentagne løgne og rutinemæssige svigt af de politiske lærlinge, han optog i sine regeringer og derpå kasserede.
De fire, der topper den nye koalition, Naftali Bennett, Yair Lapid, Avigdor Lieberman og Gideon Saar var alle på skift kong Bibis kronprinser. Søndag afsatte de ham kollektivt, og det er sigende, at Joe Biden var på telefonen fra Det Hvide Hus med en lykønskning to timer efter søndag aftens tillidsafstemning i Knesset.
Da Biden tiltrådte sit embede 20. januar, ventede han flere uger med at ringe til Netanyahu. EU var tilsvarende hurtigt ude med at gratulere de nytilkomne, men mest markant: AIPAC, den amerikansk-israelske lobbyorganisation, hvor Netanyahu gennem årtier var årsmøde-hovedtaler, udsendte allerede for to uger siden en pressemeddelelse, der i høje toner hyldede kontakten mellem Bennett og Yair Lapid, koalitionens arkitekt og udenrigsminister.
Skrøbelig koalition
Spørgsmålet nu er selvfølgelig: Hvad kan den nye regering bestående af syv partier og et arabisk støtteparti (der har leveret en viceminister) stille op som ny koalitionsregering?
Gennem to år er finansloven og nye reformer – der retter op på stedse større ulighed og bekæmpelse af kriminalitet i de arabiske nabolag – blevet syltet. Men nok så påtrængende er den stigende spænding mellem ekstremistiske zionister og palæstinensere i Jerusalem og på begge sider af ’den grønne linje’, der adskiller de israelske palæstinensere fra deres fætre og kusiner på Vestbredden.
Allerede i dag trues koalitionens skrøbelighed, når zionistiske ekstremister vil gennemføre en flagmarch tværs gennem det muslimske kvarter i Østjerusalem, der ellers blev afblæst den 10. maj – samme dag som Hamas sendte raketter mod mål i Jerusalem for første gang.
Selv om myndighederne har beordret ændring af flagmarchens rute, så den ikke passerer gennem den historiske bydels Damaskus-port og dermed snor sig uden om det muslimske kvarter, er det uvist, om deltagerne parerer ordre. Forsøger de som ved tidligere lejligheder at storme Tempelbjerget ved al-Aqsa-moskéen, kan det ende uoverskueligt. Også fordi det vil indebære risiko for, at Hamas reagerer. Og en Gaza-konflikt i skala som de 11 dage i maj vil gøre kål på koalitionen, endnu før ministerkontorerne har fået nye gulvtæpper.
Den politiske ørken
Det Palæstinensiske Selvstyres reaktion på den nye regering er neutral med konstatering af, at et mareridt er forbi, og at et nyt nu kan begynde. Besættelsens status quo ændres ikke, selv om venstrefløjspartierne Meretz og Arbejderpartiet nu er i regering. Og regeringens garant, islamisten Mansour Abbas, nævnte end ikke ordet Palæstina i sin bekræftelse til Knesset søndag.
At israelske iagttagere tiltror denne nye regering længere levetid end nogle få måneder, skyldes udsigten til en mulig politisk borgfred, efter at Benjamin Netanyahus parti, Likud, har haft formandsvalg inden for overskuelig tid. I hvert fald hviskes det i krogene, at en ny formand i stedet for Netanyahu kan føre partiet ud af den politiske ørken.
En anden faktor er, at Likuds faste partnere, de ultraortodokse partier, Shas og Forenet Torah, vil føle smerten ved tomme lommer ved at stå uden for indflydelse.
De to partier har traditionelt taget sig endog rigtig godt betalt for støtten til Likud, og vil være til at tale med for Bennett-Lapid, i takt med at deres økonomiske og sociale privilegier forvitrer. Det perspektiv åbner for tegning af en ren højreregering – og alt andet lige sundere end den naturstridige alliance, der nødvendigvis må regere på et minimumsprogram.
