Kvindernes vidnesbyrd mod Khader viser, hvorfor #MeToo har genfødt kvindebevægelsen

Det er en opsigtsvækkkende række af overgreb, som det konservative folketingsmedlem Naser Khader bliver beskyldt for.

At kaste en kvinde på sin seng, lægge sig oven på hende og forsøge samleje. Eller at onanere op i ansigtet på en anden kvinde, lukke døren op nøgen, da hun vender tilbage for at skælde ham ud, og tvinge en tredje til oralsex med efterfølgende samleje uden beskyttelse. Eller invitere en kvinde hjem til sig, låse døren efter hende, da han har lukket hende ind, tvinge hendes hoved ned mod sit skridt med ordene »kys, den, kys den«.

Det lykkedes kvinden, der er akademisk medarbejder ved Etisk Råd, hvor Khader var medlem fra 1998-2001, at slippe ud. Efterfølgende fortalte hun det til sin (kvindelige) chef, der imidlertid ikke mente, at der skulle gøres noget ved det!

Det kunne se ud, som om Naser Khader bærer et janushoved: Udadtil er han manden, der i sit forord til den danske udgave af Den duftende have skriver: »Den kvindeforagt, disse mænd lever med, skal mødes med foragt og straf. Vi må støtte kvinderne og alle, der taler deres sag, for det forkvaklede kvindesyn hører hverken hjemme i Mellemøsten eller i Vesten.«

Og han var den første i sit parti til gøre sig til talsmand for en samtykkelov, hvor »alle andre seksuelle handlinger end de, der bygger på frivilligt samtykke, er voldtægt og straffes som voldtægt«.

Men nu er fem kvinder trådt frem i DR, de tre med navn. Alle kvinderne troede, at de skulle mødes med Khader i en faglig eller professionel sammenhæng, men blev klogere. Og inden fredagen var omme, kunne Berlingske og B.T. berette om endnu to sager. En fra 2014 og en fra 2017. Men det fremgår af blandt andet Berlingske, at rygterne om Naser Khaders krænkende adfærd over for kvinder har svirret i årevis, ikke mindst i det politiske miljø.

#MeToos sejrsgang

Man kan med rette spørge, hvorfor kvinderne ikke er stået frem noget før. Overgrebene har trods alt fundet sted over en lang årrække fra 1999 til 2018. Kvindernes svar går stort set på, at de skammede sig, eller at tiderne var nogle andre, da det skete. Desuden kendte kvinderne ikke hinanden, hver især troede de, at det, der overgik dem, var et enkeltstående overgreb. Men samstemmende har de forklaret, at de var bekymrede for Khaders reaktion, hvis de stod frem. De opfattede Naser Khader som den magtfulde part i de møder, de havde med ham. Og Naser Khader er kendt for voldsomme reaktioner. På Facebook kan man også læse debattøren og foredragsholderen Khaterah Parwanis forklaring:

»Det er decideret angstfremkaldende at stå op imod en mand, der hverken kender til grænser eller har respekt for sandheden. En mand, der er villig til at opfinde løgne, true og angribe dig der, hvor det gør ondt, og ydmyger dig.«

Khatera Parwani er juridisk rådgiver for Exitcirklen, der bekæmper psykisk vold og social, kulturel og religiøs kontrol. Exitcirklen er dannet på initiativ af religionssociologen og imamen Sherin Khankan, og begge de to kvinder blev i 2017 udsat for en række grundløse anklager fra Khaders side, angiveligt for at forhindre, at Exitcirklen modtog midler fra satspuljen.

Men det er også rigtigt, at tiderne var nogle andre. Efter at den nye kvindebevægelse var stormet frem i 1970’erne, begyndte tiderne at skifte i 1980’erne, de nye generationer var mindre politisk anlagt og en vis konservatisme indfandt sig. Tavsheden sænkede sig, og det varede ved indtil #MeToo opstod. Faktisk skete dette allerede for omkring 15 år siden, men hashtagget vandt først virkelig momentum i 2017 med anklagerne mod hollywoodproduceren Harvey Weinstein. Så gik det pludselig stærkt, og det er nok ikke helt ved siden af at læse de nye anklager mod Naser Khader ind i sammenhæng med #MeToos sejrsgang.

Naser Khader benægter

Det skal understreges, at Naser Khader i skrivende stund endnu ikke er dømt for noget af det, han beskyldes for, og selv bestrider han kategorisk det hele, men også her findes der fortilfælde. Da Berlingske for nylig afslørede, hvordan Khader havde truet nogle af sine kritikere på de sociale medier og endda havde kontaktet deres arbejdsgivere, lagde han også ud med pure at benægte det hele. Benægtelserne måtte han dog opgive, så kom der en undskyldning, og så blev han sygemeldt.

Det er han endnu. Men sager som disse understreger, at #Metoo ikke er ’en heksejagt’. Der har været et behov for, at nye generationer af kvinder bliver bevidst om, hvad de ikke skal finde sig i. Det har #MeToo aktualiseret, og dermed er det også svært at forestille sig, at Naser Khader vender tilbage til politik igen.