Regeringen bør forhandle ligelønspulje

Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti presser på for at få regeringen til at vende hjem fra sommerferie for at åbne forhandlinger, der kan sætte en stopper for sygeplejerskernes strejke.

Men beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard afviser fortsat at blande sig i den verserende konflikt med henvisning til princippet i den danske model om at lade arbejdsmarkedets parter om at løse knaster.

Det er forståeligt, at regeringen ikke vil hive en helt ny pose penge op af lommen, som kun skal gå til sygeplejerskerne. Det kan nemlig sende et uheldigt signal til de øvrige faggrupper, som har sagt ja til en offentlig overenskomstaftale under den forhandlede budgetramme. Man forstår også godt, at regeringen ikke på nuværende tidspunkt ønsker at stoppe konflikten med et lovindgreb, som ikke fører til lønstigninger for sygeplejerskerne. Et krav, som har stor sympati i befolkningen.

Men det er heller ikke det, der lægges op til. Enhedslistens forslag går på at afsætte en pulje penge til at udjævne den urimelige forskel, der er på forskellige offentlige faggruppers løn – og altså ikke kun sygeplejerskernes. Realiteten er nemlig, at lønniveauerne stadig er påvirket af politiske beslutninger, som ligger tilbage i tiden, herunder Tjenestemandsreformen fra 1969.

Lønkomité

Når det ikke efter talrige overenskomstforhandlinger igennem årtier er lykkedes sygeplejerskerne at gøre op med et lønefterslæb, som dels skyldes Tjenestemandsreformen, må regeringen erkende, at den også har et ansvar.

Her er en lønkomité suppleret med en lønpulje en god idé. Fagbevægelsens Hovedorganisation har foreslået, at der nedsættes en art ekspertudvalg, som kan analysere lønniveauerne for faggrupper ud fra spørgsmål som ansvar, opgaver og uddannelseslængde. Hvis der samtidig vedtages en lønpulje, kan sygeplejerskerne lettere tro på, at sådan en komités arbejde faktisk fører til lønstigninger på sigt.

Pengene skal findes, men Socialdemokratiet har sagt, at de ikke er bange for at omfordele og tilføre velfærdsstaten flere penge. Og for en socialdemokratisk regering bør et opgør med manglen på ligeløn ikke bare være en mærkesag ud fra et fairnessprincip, det kan også være et led i at sikre velfærdsstatens levedygtighed. Hvis vi skal have unge mennesker til at uddanne sig til sygeplejersker og pædagoger i fremtiden, er en mere fair og lige løn et oplagt første skridt.