Som oplyst borger i den her tid er det næsten ikke til at holde ud at se og høre om klimaforandringerne. Altid negative nyheder og truende udsigter for fremtiden, og fordi der i det er så mange faktorer (tipping points! Kina! Bolsonaro!), man ingen indflydelse har på, synes overmagten overvældende.
Men det er meget lettere at leve med problematikken, hvis man i stedet for at være tilskuer til forandringerne bliver deltager i omstillingen. Og eftersom problemet berører alt fra vores energiforsyning over boligisolering og madvaner til transportkultur, er der, uanset hvor man bor, meget, man kan gøre.
En anden grund til, at det næsten ikke er til at holde ud er, at det går for langsomt. Vi har nogle af de bedste forudsætninger i verden, men mere end halvvejs inde i denne regeringsperiode forhandles stadig om en aftale med landbruget, og en skat på CO2-ækvivalenter er endnu ikke vedtaget. Som Bill McKibben har sagt: Vi vinder klimakampen så langsomt, at det er en sikker måde at tabe på.
Få de fleste med
Så vi har brug for, at regeringen hjælper borgerne med at påtage sig et ansvar for den grønne omstilling, og at borgerne hjælper regeringen ved at skabe hundredvis af lokale projekter, der bidrager til det frie, bæredygtige samfund.
Derfor er det en rigtig god idé, som ti civilsamfundsorganisationer fremsatte her i avisen for et år siden og gentager mandag i Politiken: De foreslår, »at politikerne på årets finanslov nedsætter en grøn demokratifond, der får til opgave at understøtte en demokratisering af den grønne omstilling«.
Forbilledet er Den Grønne Fond, Svend Auken som miljøminister etablerede i 1994, og som hvert år uddelte penge til projekter, der »engagerede befolkningen i at fremme en miljøvenlig og økologisk, herunder byøkologisk udvikling«. Det er klart, at opgaven ikke er at subsidiere de organisationer, som allerede er aktive, men at de derimod når ud til og mobiliserer dem, der ikke er med, men som vil blive berørt af både forandringerne og omstillingen.
Hjælp oppefra til hjælp nedefra
Vi kan godt hade hinanden som hjælpeløse forbrugere og kalde politikere for slappe kujoner. Men som Greta Thunberg bemærkede i The Guardian i denne uge: Der er ingen ledere nogen steder, som går langt nok. Så det skyldes nok snarere problemets omfang end politikernes karakter.
Vi må altså hjælpe hinanden så meget, vi kan, med at gennemføre omstilling så hurtigt, vi kan. En grøn demokratifond vil hjælpe borgerne oppefra med at skubbe på nedefra. Og være med i stedet for at se på. Det hjælper.
I "fremtidens forstad" vest for hovedstaden mangler hverken biler, bortset fra de små, eller P-pladser, men endnu har jeg ikke set EN ladestander på disse mange P-pladser.
En ihærdig beboer kæmper for etableringen, kæmper mod svaret at “de er dyre og besværlige at etablere". Den kamp havde været overflødig hvis der havde været et krav om ladestandere. Det krav havde været der, hvis der havde været en klima-/miljøbevidst befolkning. Den befolkning havde været der hvis der havde været politikere der med det samme havde taget både Parisaftalen og FN’s 17 Verdensmål alvorligt og bogstaveligt.
Nuvel, der sker noget. En bevidsthed er ved at brede sig som ringe i vandet?? Spørgsmålet er så hvor længe vandet forbliver klart og affaldsfrit nok til at det er aktuelt om der kan brede sig ringe i det?
Det her er en sygt god ide