Det er et sundhedstegn, at der i 50 år har været plads til Christiania

Søndag er det 50 år siden, journalisten og reklamemanden Jacob Ludvigsen og hans venner gik igennem et hul i plankeværket på Bådsmandstrædes Kasserne og grundlagde Christiania. Siden har stedet været et eksperimenterende, livligt, berigende – men også indimellem et kriminaliseret og brutalt – alternativ til den måde, de fleste danskere har valgt at leve på.

Alle har en holdning til Christiania. Nogle har et idyllisk billede af fristaden og mener, at stedet er med til at gøre samfundet rigere, fordi det minder os om, at vi kan leve livet på en anden måde, og måske endnu vigtigere: at frihedstrangen bor i os alle: »I kan ikke slå os ihjel/ for vi er en del af jer selv«, som det hedder i den berømte sang.

Andre hader Christiania og ønsker området »normaliseret« eller måske ligefrem jævnet med jorden, så der kan opføres ejerlejligheder på de attraktive 34 hektar land midt i København: »Ryd Christiania/ Riv hele lortet ned«, sang Konservativ Ungdom for nogle år tilbage. Muligvis synger de stadig sangen, men efter en fond i 2011 fik lov at købe en stor del af bygningerne af staten til vennepris, burde Christianias ydre rammer være nogenlunde sikret.

Men er dét Christiania, som i denne weekend fejrer sin 50-årsfødselsdag, overhovedet er værd at bevare? I en stor reportage i Moderne Tider møder vi christianitten Tanja Zabell, der har klædt sig ud som en svane. Hun bruger den i forvejen meget brugte H.C. Andersen-metafor til at beskrive christianitterne som grimme ællinger, som dog, når de giver plads til hinanden og prioriterer fællesskabet »bliver til smukke svaner.« Det er fint, og det lyder flot.

Men besøger man Christiania en regnvåd onsdag i januar, kan det være svært at få øje på den smukke svane. Christiania er ikke kun et frirum, det er også rå kriminalitet, forsumpede eksistenser og børn, som mistrives.

Pusher Street er et ømt punkt

I 2015 viste dokumentarfilmen Christianias Børn, hvordan frigørelseseksperimentet havde omkostninger for i hvert fald nogle af de børn, som voksede op midt i det. Christiania er i øvrigt også et sted, hvor journalister risikerer at blive overfaldet, når de filmer, og hvor motionsløbere ikke kan løbe igennem Pusher Street, fordi pusherne tror, der er politirazzia. Det er der ikke meget fristad over.

Hashhandelen i Pusher Street er Christianias helt ømme punkt. Trods mange forsøg er det ikke lykkedes for hverken christianitterne eller politiet at komme salget livs, og det vil heller ikke lykkes med den aktuelle kampagne ’Nok er nok’. Det er svært at bebrejde christianitterne. Samfundet har ikke løst det grundlæggende problem: At der er en stor efterspørgsel på noget, som samfundet forbyder at udbyde – og derfor er problemet endt på Christiania.

Det eneste, christianitterne kan håbe på, er en legalisering. Det vil frigøre Christiania fra de kriminelle kræfter, der har alt for stor magt derude og formentlig også frigive energi til det, som egentlig var tanken med stedet: eksperimentet.

Brug for nye tanker, nye eksperimenter

Det kunne det godt trænge til. Når christianitterne hænges ud i offentligheden, er det ofte for at være fastlåste og ja, måske ligefrem konservative i deres billede af fristaden. En fristad skal gerne være i udvikling og ikke lukke sig om sig selv og sin egen fortid. Gennemsnitsalderen er højere på Christiania end i det øvrige København, og et generationsskifte med alt hvad det indebærer af nye ideer ville være kærkomment. Når samfundet accepterer en fristad, hvor man kan bo billigt, naturskønt og centralt, skal den gerne være åben og give noget den anden vej også. Nye tanker, nye eksperimenter.

Christiania kan vitterligt være smuk. Lad os huske alt det gode: Skørheden, den kreative arkitektur, kunsten. Modsætningen til hele det kontrollerede samfund uden for, som bliver mere og mere mondænt. Og den følelse, man kan få, hvis man går ud på Christiania en varm sommerdag, hvor alt dufter sødt, og hvor folk sidder langs volden og nyder en bydel, som ikke ligner nogle andre bydele i København, Danmark eller verden for den sags skyld. Fristaden har i sine første 50 leveår langtfra været et uproblematisk bekendtskab. Men den idé, som Christiania bygger på, og det, som Christiania også kan være, når det fungerer derude, er værdifuldt. Grundlæggende er det et sundhedstegn for det danske samfund, at der er i foreløbig 50 år har været plads til Christiania midt i landets hovedstad.