Leder

Tænk, hvis vi formår at vende klimaets livstruende kurver

Det er ikke umuligt at omstille til et samfund, der kan opretholde velfærd og sikre trivsel uden at være på fortsat kollisionskurs med sit eget eksistensgrundlag. Men det fordrer tre ting
En amerikansk skoleelev, der deltager i fredagsstrejkerne for klima, igangsat af Greta Thunberg, skrev forleden på Twitter: »Det er min fødselsdag. Jeg bliver 14 i dag, og dette er min klimastrejke nummer 68. Jeg appellerer til vore ledere om ægte og radikal klimahandling nu. Videnskaben er klar – når jeg bliver 18, vil det være for sent at gøre det, der skal til.«

En amerikansk skoleelev, der deltager i fredagsstrejkerne for klima, igangsat af Greta Thunberg, skrev forleden på Twitter: »Det er min fødselsdag. Jeg bliver 14 i dag, og dette er min klimastrejke nummer 68. Jeg appellerer til vore ledere om ægte og radikal klimahandling nu. Videnskaben er klar – når jeg bliver 18, vil det være for sent at gøre det, der skal til.«

Stephanie Lecocq/Ritzau Scanpix

Indland
2. september 2021

Vi står ved det måske mest spændende punkt i menneskehedens historie. Vendepunktet. Punktet hvor vi i fællesskab skal vende kurver, der har været eksponentielt stigende gennem 200 år.

Vi skal have kurverne for olie- og gasforbrug, kulfyring, skovrydning, kødforbrug m.m. til at pege nedad for dermed at få kurverne for udledning af drivhusgasserne CO2, metan og lattergas til at falde, så den globale opvarmning stopper, og klimakatastroferne kan bremses. Det skal ske globalt, og det skal ske så hurtigt, at det kun kan lade sig gøre, hvis vi kombinerer grønne teknologier med ændret adfærd og nye spilleregler for økonomien.

Man kan sige, at vi endelig er fremme ved det punkt i civilisationens lange historie, som store økonomer lige siden Adam Smith i 1700-tallet har forudsagt: Der, hvor det materielle grundlag for menneskelig trivsel omsider er tilvejebragt – om end stadig ikke retfærdigt fordelt – og hvor vækstkurverne flader ud, og samfundet går ind i det, en anden af de klassiske økonomer – John Stuart Mill – omtalte som ’det stationære stadie’, af nutidens grønne økonomer ofte kaldet ligevægtsøkonomien.

Hvor smukt et projekt er det ikke, hvis vi formår at vende de livstruende kurver og omstille til en økonomi og et samfund, der kan opretholde velfærd og sikre trivsel uden at være på fortsat kollisionskurs med sit eget natur- og eksistensgrundlag. Et samfund, hvor grådighed og ekspansionstrang viger for omtanke for medmennesket, for kommende generationer og for naturen. Hvor vores fortsatte udvikling ikke handler om materiel rigdomsforøgelse, men om vækst i livskvalitet.

Vi kan, hvis vi vil

Coronapandemien har vist, at vi vitterlig kan praktisere det samfundssind, der er nødvendigt for at bringe os igennem en truende krise. Og at vore politikere – hvis de vil – evner at stille sig i spidsen for en sådan fælles indsats.

At omstillingen er nødvendig, mindes vi stedse om. Både af de voldsomme konsekvenser af den nuværende kurs, som afspejles i de tilbagevendende skovbrande, oversvømmelser, tørke etc. Og af advarslerne fra dem, der forsker i klimaændringerne.

Som en af forskningens grand old men, professor Hans Joachim Schellnhuber, Potsdam Institute for Climate Impact Research, formulerer det:

»Vi er ved at skubbe vore børn ind i en global skolebus, som med 98 procents sandsynlighed forulykker med dødelig udgang.«

Samtidig kommer presset for handling og forandring fra netop de unge, hvis fremtid er ved at blive sat over styr. Som en amerikansk skoleelev, der deltager i fredagsstrejkerne for klima, igangsat af Greta Thunberg, forrige fredag skrev på Twitter:

»Det er min fødselsdag. Jeg bliver 14 i dag, og dette er min klimastrejke nummer 68. Jeg appellerer til vore ledere om ægte og radikal klimahandling nu. Videnskaben er klar – når jeg bliver 18, vil det være for sent at gøre det, der skal til.«

Vi er i gang. Men det går for langsomt

Vi kan se, at den grønne omstilling er i gang. Der forskes i nye grønne teknologier for milliarder, virksomheder sætter skrappe mål for egne CO2-reduktioner, sol og vind trænger kul ud i mange lande, elbilerne ruller ud på verdens veje, mennesker ændrer forbrugs- og kostvaner, regeringer og parlamenter vedtager mere ambitiøse klimamål og -love.

Men vi har også FN’s Klimapanels ord for, at det stadig går alt, alt for langsomt. Der er stadig bastante barrierer for omstillingen i form af modstand fra den gamle økonomis sorte brancher, i form af politisk frygt for at genere vælgere og særinteresser og i form af træghed og usikkerhed i vort eget sind og i opgøret med vore indgroede vaner.

Skal vi lykkes, fordrer det tre ting: At vi alle har indsigt i, hvor alvorlig situationen faktisk er. At vi kan se for os, hvor vi gerne vil hen, og hvordan vejen dertil ser ud. Og at vi ved at tale sammen og agere i fællesskab kan etablere tilliden til, at vi faktisk kan præstere denne vending til en tilværelse, der er mere bæredygtig, mere retfærdig og på mange måde smukkere.

Held og lykke med klimakampen.

 

Serie

Vendepunktet

Det er nu, vi i fællesskab skal vende de kurver, der har været eksponentielt stigende gennem 200 år. I denne serie taler vi med eksperter og aktører om klimakrisens udfordringer og vores helt nye grønne muligheder.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Da det begyndte at gå op for mig, hvor alvorlig en situation vi alle står overfor, havde jeg virkelig svært ved at forstå den måde vi opfører os på. Jeg har ledt længe efter årsagen til den manglende handling. Et par bud på, hvorfor vi ikke ændrer adfærd hurtigere kunne være:

1. Vi er biologiske organismer, som evolutionært er udviklet til at sikre vores overlevelse i nuet før vi planlægger langsigtet. Forråd er f.eks. ligegyldigt, hvis man dør af mangel på næring i dag.

2. Den globale vækstøkonomi kan ikke overleve uden vækst. Det er en almen kendt hemmelighed at uden vækst så vil man komme til at opleve et økonomisk kollaps. Det ville ramme alle, også de rige og dem med magt. Der er tydeligvis en frygt for at det vil ske, men det fører ikke til at man skruer ned for væksten, fordi resultatet menes at være værre.

3. Vi er langt fra enige om hvor vi gerne vil hen med det hele. Googler man f.eks. "Utopia", er der forbavsende mange bud. Nogle vil gerne derhen at vi lever i byer lavet af glas, metal og beton, at vi har flyvende biler og robotter til det sure. Andre forestiller sig en fremtid, hvor mennesket lever i harmoni med naturen. De to utopier er rundt regnet så forskellige som retningerne højre og venstre. Man kan heller ikke helt afvise at nogen mennesker er ligeglade med de næste generationer, og bare vil leve deres eget liv mens de har det.

4. De færreste har forstået omfanget af problemerne og omfanget af omstillingen der er nødvendig. Der er en udbredt holdning om at vi nok skal nå det, og at teknologiske fremskridt vil løse alt. Det er ikke korrekt. Den teknologiske udvikling har ikke kunnet levere bæredygtige løsninger endnu, og den kan ikke følge den eksponentielle vækst. Det tager tid at udvikle teknologi. Hvis man her kigger på vacciner mod Covid-19, så gik det ganske rigtigt meget hurtigt ift. normalen, men der er forskel på at udvikle en vaccine, og på at løse problemerne med bæredygtighed.

Det er upopulært tabu at mene at vi ikke når at redde menneskeheden og civilisationen. Bla. fordi økonomisk vækst forudsætter tro på fremtiden. En anden grund er at ingen har lyst til at se konsekvenserne i øjnene. Frem for alt er der ikke ret mange som tør. Den næste IPCC delrapport kommer til at handle om konsekvenserne, og man kunne håbe på den er ærlig og vil få nogen til at spærre øjnene op. Det er dog langt fra nogen selvfølge.

Jeg ved at dette lyder pessimistisk, men opfattelsen af, at hvis vi bare bevarer optimismen så skal det nok gå, er farlig for alle. På et eller andet tidspunkt er vi nødt til at være ærlige, også selvom det ikke føles rart.

Ruth Sørensen, Arne Albatros Olsen, Marianne Stockmarr, Torben Skov, Christian Skoubye og Nicolaj Knudsen anbefalede denne kommentar
Steen Oluf Karlsen

Jeg er enig i Morten Ballings kommentar. Jeg vil tilføje, at jeg er begyndt at lægge mærke til, at generationen i 30-60 års alderen er begyndt at nikke til de unge og sige: "Ja, kære børn, det bliver så jeres helt store udfordring" - og det lyder bestemt ikke rart. At os, der sidder på beslutningerne, pengene og magten, uden videre skubber ansvaret over på sagesløse skuldre, der jo i sagens natur er skabt til - helt andre opgaver end et ansvar af denne kaliber. Jeg vil forsøge at "afbalancere" denne kommentar med en positiv afslutning: Nu har vi vindkraft - 30-60 generationens store, væsentlige bidrag til "den store omstilling". Vi mangler nu 3-7 dages lagring af vindenergi - til de vindstille perioder. Jeg hører her til morgen, at man vil anlægge et stort underjordisk energilager i Rødby, baseret på sten - formentlig et granit restprodukt fra store stenbrud. Der har været udført forsøg på Risø med en underjordisk "jydepotte" i beton, foret med genbrugsstenuld. En Ø3-6m kuglerund underjordisk "energikugle" som netop var i stand til dette - at opbevare overskydende vindenergi, til der blev brug for den. En vel både enkel, billig og sikker løsning på et presserende problem. Store batterier slipper vi ikke for, men - denneher løsning skal da følges nøje. Jeg er sikker på, at den danske vindbranche følger denne Rødby case nøje.

Marianne Stockmarr, Morten Balling og Christian Skoubye anbefalede denne kommentar
Nicolaj Knudsen

Der er en afgørende forskel på coronakrisen og klimakrisen. Coronakrisen kan vi vækste os ud af, det er allerede begyndt, se blot på den seneste finanslov. Alle de økonomiske redskaber er de samme som altid: fyld penge, evt. lånte, ud i samfundet for at 'sætte/holde hjulene i gang'.

Corona-krisen minder i økonomisk forstand meget om traditionelle kriser (krig, ressourcemangel, finanskriser). Den er tidsbestemt, der kommer en ende på den, så dem der har råd til at holde fast i deres investeringer og ride stormen af kommer ud på den anden side rigere.

Verdens 2.365 dollarmilliardærer øgede deres formuer med 54% under pandemien, i absolutte tal er det 4.000.000.000.000 dollars, skriver bl.a. CBS news. Så længe de grundlæggende strukturer, der holder hånden under deres investeringer, holder sig oven vande (i.e. bankerne), så er det blot at vente til kurverne vender igen. Det var derfor at vi lærte begrebet 'too big to fail' at kende under finanskrisen. Med den nye kapital kan stumperne af konkurserne fra de knap så velbjærgede tilmed opkøbes billigt.

Engang brugte man ordet gullashbaroner nedsættende om de finansfolk der tjente store summer på 1. verdenskrig. Navnet kommer selvfølgelig fra den underlødige praksis med at sælge konserves af yderst tvivlsom kvalitet til fronten, men gullashbaronerne tjente nok de fleste af deres mange penge på at have likvide midler i et kriseramt aktiemarked.

I dag er denne udbytning mere subtil og uigennemsigtig, og bortset fra nogle små kvæk fra f.eks. occupy-bevægelsen, der hurtigt undertrykkes, er der ikke den store kritik af dem der scorer kassen. Ingen finansfolk fra 2008-krakket har fået nogen nævneværdig straf. Bill Burr blev frikendt for insider trading i starten af corona, for bare at nævne nogle få eksempler.

Og hvad har det så med klimakrisen at gøre? Jo, den kan ikke løses med de samme midler. Den kan ikke løses med status quo. For klimakrisen går ikke over af sig selv efter nogle år, sådan som krige og pandemier gør (hvor meget lidelse det så end medfører i de år). Hvis udviklingen skal vendes har vi brug for det stik modsatte af 'too big to fail': olie, kul og gas-industrierne skal stort set afvikles hvis vi skal ramme i nærheden af målet. Vi burde kalde dem "too sick to survive". Produktion, transport og landbrug skal som minimum omlægges grundlæggende, og formentlig nedskaleres.

Denne disruption udfordrer i den grad de eksisterende formuer, for der er ikke nogen afprøvet vej til at tjene på den. Nogen forsøger med grønne investeringer og grøn tech, men skalaen er slet ikke i nærheden af tilstrækkelig og usikkerheden er stor.

Klimakrisen er heller ikke en krise i traditionel forstand hvis vi kigger på konsekvenserne. Vi mærker jo (endnu) ikke det store til den i vores hverdag. Men hvis vi ikke løser den, vil vi komme til at se en eskalerende serie af 'traditionelle' kriser: hungersnød, produktionskollaps, borgerkrige etc.
Og måske, kun måske, sidder der nogen der tænker at det da egentlig lyder som en meget god forretning.

Ruth Sørensen, Arne Albatros Olsen, Eva Kjeldsen, Marianne Stockmarr og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Tænk, hvis vi formår at vende klimaets livstruende kurver

Ja tænk. Men det gør vi tydeligvis ikke...

Arne Albatros Olsen, Marianne Stockmarr og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

Tror nok mennesket er solgt til stanglakrids. Det hele begynte med industrialiseringen og den kan ikke stoppes med at vende tilbage til hest og vogn stadiet. Det hele ender nog med at kun insekterne overlever eller så bliver Jorden næsten som planteten Mars, men med nedsmeltede kærne-kraftværk, rustne bil og tåg vrag, radioaktive depoter under jord osv. Ikke en gang Greta Thunberg magter at gøre noget. Suk, mennesket er fortabt. :)

@Nicolaj Knudsen

Økonomien står i vejen for handling, og til dels med rette. Et finanskollaps lyder måske som en meget god ting, hvis man hader banker og ikke har alt for mange penge på kontoen, men et globalt finanskollaps er ikke noget nogen mennesker har lyst til at opleve. Hvis økonomien vitterlig kollapser, så vågner alle op en dag uden penge, og uden kreditkort. Ud på dagen begynder man at overveje, hvordan man sikrer sig vand og mad, og det er ikke sikkert at systemet nogensinde ville komme op igen.

Der er nogen som, tror at det er den stigende ulighed som er årsagen til det hele. Jeg mener vi bør dele lige, men bæredygtighed og økonomi er to meget forskellige delsystemer af virkeligheden. Hvis man f.eks. ser på vores globale forbrug af olie så er det steget meget efter oliekrisen, hvor det "peakede", men lige siden har vi brugt nøjagtigt 4 tønder olie om året pr. person på planeten. Vores ressourceforbrug afhænger af, hvor mange vi er. Det er surt, men desværre sandt.

Ulighed gør det samtidig svært at blive enige, men hvis vi fordelte alle ressourcer lige, ville der ikke være nok. Det er en udbredt skrøne at der ville være nok til alle, bla. fordi få milliardærer i USA ejer mere end den fattigste del af befolkningen, men Buffet et al bruger ikke personligt voldsomt meget mere end alle andre når det kommer til mad, energi, vand, affaldsspand osv. De bruger absurd meget ift. en afrikaner, men det er stadig få mennesker som kunne overleve af at dele deres kost. Buffet et al bruger mange ressourcer, men de er mest rige på papiret ift. de ting de ejer, f.eks. virksomheder. Hvem der skal eje virksomheder er en gammel debat, men det ændrer ikke på at en væsentlig del af virksomhederne er der for at vi kan overleve.

Vi bilder os ind at penge og værdipapir er værdi. Det er det ikke. Værdi er ressourcer. Uden dem kan man ikke producere noget. Penge er intet værd, men de er et krav på ressourcer. Når man "trykker" flere af dem, så fortynder man den værdi de skal være baseret på. I gamle dage f.eks. guld. I dag hele planeten. Hvis vi bruger af planetens begrænsede ressourcer, og samtidig trykker penge, som vi deler ud så alle kan bruge ressourcer, og nogle få kan "spare op", så bliver vi ikke rige med pengene, men fattigere med forbruget, fordi vi reelt får mindre.

Mod dette vil nogen argumentere at værdi også kan være f.eks. nytte, men der findes intet nyttigt som kan produceres uden ressourcer, og nogle er begrænsede. Nytte er fint ift. levestandard, men det er forbrug af ressourcer, og dermed ikke værdi, eller i værste fald negativ værdi.

Ja, nedlukningen af samfundet viste at under en krise kan vi i en periode holde os nogenlunde stille med indkøb og forbrug, men lige så snart det var muligt skulle mange ud og rejse som sviner klimaet enormt meget og rejseselskaberne fortæller at de er nærmest overbooket i dag.
Vi har ikke nedsat vores indkøb på nettet under Corona, den er faktisk steget og alene det gør klimaet værre, alene med transporten.

Skal mennesket "redde" situationen, så skal mange ting laves om og indstillingen hos folk skal ændres virkelig meget og det kommer desværre ikke til at ske, for folk har jo den opfattelse i dag at det er en ret de har og de skal nok få medierne med på vognen så længe det giver nogle cliks..

Samtidig lever vi i en verden hvor det drejer sig om at øge produktionen hele tiden, selv MF siger at vi skal have produktionen op for at følge med de andre lande og det hjælper i hvert fald ikke på klimaet.

Så hele samfundstrukturen skal ændres, holdningen hos mennesket skal ændre sig, vi skal nedsætte vores forbrug, vi skal lade være med at købe ting der skal transporteres hele jorden rundt, vi skal stoppe med at producerer ting som ikke virker efter kort tid ect, og mange andre ting skal laves om.

Konkurrencen imellem landene vi gøre at der intet sker for at tækkes kapitalen.

Politikerne har nærmest intet gjort indtil nu og vi er i skarp konkurrence med resten af verden, så produktionen vil stige og udledninger lige så og i mens fortsætter klima katastrofer over hele verden.
I mens fortsætter klimaet sin march for at få udryddet alt levende.

40 måneder til 2025 hvor de lovede 50% reduktion og det eneste der er kommet er 10 skraldespande og måske nogle vindmølle-øer som de endnu ikke ved om det er en god idé at gøre.
Jeg vil påstå at man er lidt naiv hvis man tror at politikerne/befolkningen kan "redde" situationen, det kommer ikke til at ske, desværre, løbet er kørt for flere år siden.

Som en ældre sang fortæller "så gik der tid med det".

Selv under nedlukningerne i verden blev der udledt mere CO2 end klimaet kan bærer, lyder det som en "redning" af klimaet.

Er vi på rette vej?

Lidt om holdningen i befolkningen om klima.

Var til beboermøde i går og de bestemte at vi nu skal have ladestandere over det meste af området, så folk kan få ladet deres bil op mens de sover og det lyder jo praktisk og smart, men hvorfor er det lige at fordi det er strøm så skal folk have en "benzin stander" stående udenfor døren og med en bolig med 400 lejemål skal der dælme mange ladestandere til for ellers kommer de op og skændes over hvem der har ret til den stander.
Det værste er næste, at de beboere som har en el-bil mener at alle vi andre skal betale til deres ladestander og vi stiger faktisk 3% i husleje på grund af den luksus som nogle få kan benytte.

Det er verden i dag, folk kan kun se sin egen næse og er lige glade med alle andre og det redder ikke klimaet.

Fordi det i dag er strøm er det "normalt" at have en ladestander udenfor døren, men det ville aldrig komme på tale med en benzin bil at der stod en benzin stander udenfor hoveddøren, vel, men vi skal nærmest bygge hele el-nettet om på grund af el-biler.
Vi sparer på udledning af benzin gasser, men sætter forbruget at strøm meget op som bliver produceret med flis fra andre lande.

Svend Jespersen

Citat fra indlægget:

"»Det er min fødselsdag. Jeg bliver 14 i dag, og dette er min klimastrejke nummer 68. Jeg appellerer til vore ledere om ægte og radikal klimahandling nu."

For ca. 50 år siden skrev fjortenårige om, at man blot skulle forbyde alle krige og atomkraft, så ville alt være den rene idyl, og menneskeheden ville have en chance for at overleve. Dengang var der 3,700,437,046 mennesker på kloden ifølge https://www.worldometers.info/. I dag er der ifølge samme webside 7,794,798,739, dvs. mere end en fordobling på 50 år.

Måske burde nutidens klodefrelsere have en plan B, C, D eller flere for at virke troværdige?

Nicolaj Knudsen

@Svend Jespersen. Nu levede jeg ikke for 50 år siden, men min morfar gik atom-march har i 70'erne. Budskabet fra ham dengang var det samme som nu: bæredygtighed.

Den anden, og vigtigste, halvdel af sloganet dengang var netop: "...hvad skal ind, sol og vind!". Der var ingen der råbte på olie og kul. Atomkraft blev dengang set som ubæredygtig fordi der bruges et forholdsvist sjældent brændsel, og pga. produktionen af farligt affald som ikke kan genbruges eller bortskaffes. De to problemer har man siden hen været tæt på at løse i et vist omfang (thorium i stedet for U238, og moderne reaktortyper med en brændstofeffektivitet i de høje 90'ere mod de oprindelige 2-3%). Jeg tror ikke vi undgår atomkraft, netop pga. vores klimanøl de sidste 50 år, ​fordi der ikke var nogen dengang der fangede hovedbudskabet: bæredygtighed.

Og så er der krigene, og særligt risikoen for atomkrig. Lad mig minde om at hvis det ikke var for den russiske officer Stanislav Petrov, så ville ingen af os være i live, og jordens overflade ville være et radioaktivt krater.

Den risiko lever vi skam med endnu i dag, men der er ikke nok der kan huske den eksistentielle rædsel fra Hiroshima og Nagasaki til at det optager den offentlige debat. Men det burde det, for risikoen for nye globale konflikter øges væsentligt med klimaforandringerne. Og Petrov er glemt eller måske fortrængt, for det er voldsomt ubehageligt at blive mindet om hvor tæt det var på at det hele var slut.

Befolkningstallet vil stabilisere sig på et sted mellem 9 og 11 mia. mennesker. Det har FN fremskrevet i snart mange år. Jo hurtigere levestandarden øges i udviklingslandene, jo hurtigere stagnerer befolkningstilvæksten. Den er i dag negativ i Japan og flere europæiske lande.

Men også her har vi nølet, og i stedet udbyttet de fattige for profit og magt, så nu klasher målet om en højere levestandard med de nødvendige CO2-reduktioner. Som altid har vi travlt, for dette modsætningsforhold vokser hele tiden, men det er den eneste bæredygtige vej frem på sigt.

Det ville være fint med plan B, C og D, men som slaganet i dag lyder: "Der er ingen planet B".

Nicolaj Knudsen

@Morten Balling.

Jeg er ret enig med det meste af det du skriver, men her er alligevel et par punkter.

Alternativet til "too big to fail" er ikke kollaps, det er nationalisering. Smid direktionen og bestyrelsen ud på røv og nøgler, og overtag aktiver og det fremtidige provenu. I Danmark havde vi den rigtige idé med Finansiel Stabilitet, men man kan diskutere om de 15 mia. staten har fået for statsgarantien var nok.

I USA var det selvfølgeligt værre. Nogen skriver at finanskrisens hjælpepakker kostede op mod 12% af BNP, men Goldman Sachs f.eks. er jo stadig privatejet. Prøv at kigge på deres aktiekurs: https://www.macrotrends.net/stocks/charts/GS/goldman-sachs/stock-price-h.... Pengene de lånte er betalt tilbage for længst, men konsekvensen for den almindelige amerikaner var jo langt, langt større end det beløb banken skulle bruge for at overleve. Hvis banken vitterligt havde bragt sig i en situation hvor de skulle bruge statslig indblanding for at undgå konkurs ved at destabilisere markedet, ja så må staten jo overtage og bruge det fremtidige eventuelle overskud på at udbedre skaderne for de borgere som kom i klemme.

Jeg er helt enig i at penge er en konstrueret størrelse, som ikke afspejler reelle ressourcer. Uligheden står primært i vejen for den nødvendige forandring af to årsager: 1. at de rige taber penge som beskrevet i min første kommentar og 2. de gule veste-syndromet.

Løsningen som jeg ser det er, at indføre massive afgifter på forurening, og så dele de penge ud som basisindkomst. Ikke bare en grøn check, men en indkomst man kan leve af uden at deltage i hamsterhjulet, og dermed forbruge mindre.

Der er ressourcer nok til 11 mia mennesker hvis vi bruger dem rigtigt. Det er pengene og økonomien der styrer os, hvad enten vi vil eller ej, så kun en afgift der kan rette op på skævheden i markedet kan flytte nok aktiviteter over i et bæredygtigt spor.

@Nicolaj Knudsen

For nogle år siden prøvede jeg at sætte mig ind i, hvad det var der skete i 2008. Bla. ved at studere, hvad der skete i 1929. En ting jeg blev overrasket over var at nogen af dem som fik skylden for krakket i 1929 også var en væsentlig årsag til, hvad der skete i 2008. Næppe de samme mennesker, men de samme banker mm.

Vi kunne i teorien godt nationalisere bankerne, investeringsfondene, pensionskasserne osv., men før vi gør det er det værd at kigge på historien. Magt korrumperer ligemeget hvor magten er. Jeg mener ikke dette er et forsvar mod bankerne og de grådige, men det er et klart mønster, og det gør mig skeptisk overfor om nationalisering i sig selv løser noget. Det ville kræve tid og ressourcer at lave en "revolution", og hvis resultatet blot blev at andre ragede til sig, så var det spildt. Vi har talrige eksempler på at man har prøvet, men ingen eksempler på at det er lykkedes.

Du skriver at der "er ressourcer nok til 11 mia mennesker hvis vi bruger dem rigtigt". Hvordan når du frem til den konklusion? Hvordan ville du f.eks. brødføde 11 milliarder mennesker i en bæredygtig Verden? Bare at gå over til "økologisk" landbrug, altså at droppe kunstgødning, GMO og pesticider, ville ca. halvere det globale høsteudbytte. Pt er vi ca. 8 milliarder og en milliard sulter, så reelt laver vi mad nok til 7 milliarder. Delt med to giver det mad nok til 3,5 milliarder?

Vi kan (bør) holde op med at spise kød, men hvis vi også holder op med at bruge kunstgødning er "planen" at gøde med gylle, og den kommer fra de husdyr vi spiser. Du kan stort set sige at jo mere gødning jo mere høst, og omvendt jo mindre gødning jo mindre høst. Igen: Det er ikke et forsvar for kunstgødning. Det er blot sådan at virkeligheden er.

Vi kommer også til at sænke vores forbrug af olie pga. klimaet, men ligeså meget fordi der snart ikke er mere olie tilbage. At landbruget globalt i dag kan levere mad til 7 milliarder skyldes primært at man har "løst" to begrænsende faktorer ved at bruge kunstgødning og traktorer/mejetærskere. Vi har endnu ikke elektriske traktorer og endnu mindre elektriske mejetærskere. Uden traktorer kunne vi ikke producere mad nok. Der er iøvrigt ikke mere uudnyttet jord, så man kan ikke bare lave en masse nyt landbrug.

Sådan nogle ting ændrer økonomi ikke meget på. Det er fysik og biologi som styrer systemets udvikling. Når nogen bliver rige på at producere mad, så stiger uligheden og det er vi enige om er et problem, men vi kan ikke overleve uden føedevareproduktion (samt mange andre), og ser man på Sovjet eller Kina, så er de allesammen lige, men nogle er mere lige end andre. Bag det hele ligger at man skal have samfundet/systemet til at fungere. Kina har dog én markant fordel frem for Vesten når det kommer til omstilling, og det er en befolkning som er kultiveret til at sætte staten før dem selv.

Personligt kan jeg ikke længere se en løsning på den nedslidte planet, hverken hos de røde eller de blå. De blå tænker kun på penge og vækst, og de røde tænker kun på omfordeling af pengene så flere kan få råd til at bruge flere ressourcer. Begge dele er skidt for planeten og biosfæren. Planeten er vores eneste hjem, og vi er en del af biosfæren. Der er massivt behov for at ryste posen og komme op med noget nyt. Det kunne f.eks. være cirkulær økonomi, men den er svær at sælge til dem som har råd til at betale.

De færreste ønsker at lyde fatalistisk, men måske er der vitterlig bare ting vi er nødt til at acceptere, ligemeget hvor meget vi ville ønske noget andet. At indse og acceptere kunne til gengæld være et fundament for at tænke mere realistisk over, hvordan vi gør en kommende Verden mindre barsk.

Nicolaj Knudsen

@Morten Balling. Jeg kunne ikke få lov til at kommentere den anden dag med links (udskift dot med et punktum), så dette kommer lidt sent. Jeg er igen ret enige i dine betragtninger, og synes det er en fornøjelse at have en diskussion på det her niveau.

Når jeg taler nationalisering af bankerne, så vil udgangspunktet være at staten kan sælge ud til private igen på et opportunt tidspunkt, når økonomien er stabiliseret, og nødvendige reformer er sat i værk for at migitere de processer der startede den aktuelle krise. Der hvor kæden hopper af for mig i forhold til den traditionelle bailout-struktur, er at bankerne får et tilskud for at overleve, der slet ikke står mål med den risiko de har udsat samfundet generelt for, og de konsekvenser det har medført. Det er måske kun et 'mindre' beløb der skal til for at redde selve banken, men det er et langt større beløb der skal til for at genoprette den skævvridning af samfundet som bankens uansvarlige handlinger har bidraget til.

Måske er det i virkeligheden lidt det samme som forurenende virksomheder, der ikke betaler store nok afgifter for at offsette den reelle skadespåvirkning af miljøet.

Det er et af de rigtig gode argumenter for en stor og progressiv skat på CO2, og i virkeligheden al forurening: At markedet er skævvredet i forhold til de usynlige omkostninger som vores virksomheder har for mennesker, natur og miljø.

Det samme kunne man overføre til griske finansinstitutioner under store kriser. Overtagelsen/nationaliseringen er en slags brandskat på den skadespåvirkning som banken har tilført samfundet. Hvis det lyder for kommunistisk, så kunne man i stedet sætte tilbagebetalingsprocenten langt, langt højere end de 23% som Goldmann Sachs endte med at give til den amerikanske stat for 'lånet'. Og som minimum, og det er måske i virkeligheden min primære anke, udskifte hele direktionen så de mærker en eller anden form for konsekvens, når nu det er så forbandet svært at retsforfølge dem.

Jeg må indrømme at jeg svinger vildt mellem at være pessimist på randen til eksistentiel krise, og tekno-optimist. På lyse dage finder jeg håb i artikler af denne type, der har nogle konkrete handleplaner: wri dot org/insights/how-sustainably-feed-10-billion-people-2050-21-charts (uskift punktummet)

Sådan som jeg ser det bliver de fleste nødt til at leve vegetarisk, og helt skære rødt kød væk. Det viser denne graf ret tydeligt: files.wri dot org/d8/s3fs-public/styles/1575_wide/s3/uploads/Figure_5-01.png?VersionId=xPbeivLKHM9u0pnvBmILe8oQHD_2Uiwe&itok=hZ5sJqNH
Den viser også at der er enorme, på grænsen til det groteske, arealer at hente ved afvikling af kvægdrift.

Jeg synes Tony Sebas betragtninger om 'disruption af koen' er enormt spændende, at det der økonomisk driver mælkeindustrien snart kan blive udfordret af genmodificeret gær i fermenteringstanke. rethinkx dot com/food-and-agriculture

Jeg tror ikke vi slipper for kunstgødning, men ved at kombinere behersket brug med bæredygtige principper for afgrøderotation mv. kan degraderingen af humus-laget måske afværges, så denne praksis kan blive bæredygtig. Det kræver selvfølgelig at produktionen frigøres fra fossile brændsler. Vi har behov for enorm power-to-x kapacitet for at kunne løse denne opgave.

Det samme med traktorer og majetærskere, de kunne fint køre på ammoniak/brint/el eller lignende, men det er væsentligt at drivmidlet kommer fra kilder der 1. ikke tager areal fra fødevareproduktion/genskovning (so no go til biobrændsel), 2. ikke er fossile. For mig at se er det her ligeledes umuligt at komme uden om atomkraft. Det kræver en massiv opgradering af el-produktion og elnettet globalt, for hvis denne vision skal lykkes skal al den energi vi bruger på transport, produktion, byggeri OG gødning komme fra ikke-fossile kilder.

Jeg tror ligesom med atomkraft at vi ikke kan undgå GMO. Specielt ikke i højteknologiske produkter som dem Tony Seba snakker om. Jeg ville foretrække at man mht. traditionelt landbrug fokuserer teknologien på at gøre planter naturligt modstandsdygtige over for svampe og insekter, så vi kan undgå pesticider. I den tekno-optimistiske lejr er der spændende udvikling med hydroponics og vertikale landbrug, hvor man helt fysisk kan undgå skadedyr, men det er først mod slutningen af århundredet, hvis overhovedet nogensinde, at det bliver relevant i stor skala.

Mit problem med GMO er at det er virksomheder som Monsanto/Beyer der driver den globale udvikling, og deres primære fokus er at gøre afgrøderne modstandsdygtige overfor pesticider, specielt selvfølgelig glyphosat som de selv producerer og sælger. Nå ja, og så er afgrøderne sterile, for at tvinge landmand til at købe nyt såsæd år efter år. Dette er den uetiske og ubæredygtige tilgang, og det er frustrerende at det er sådan det er. Her kunne man også passende lægge en afgift ind der kunne tvinge udviklingen i en anden retning. En virksomhed som Monsanto frarøver os allesammen for biodiversitet, og det er en skævhed i markedet at de ikke betaler tilbage i et omfang, der svarer til ødelæggelsen (med det ultimative formål naturligvis, at det bliver økonomisk rentabelt at gå den bæredygtige vej).

Endelig er der op til 30% at hente ved at begrænse fødevarespild, som man må forvente bliver lettere at løse hvis de primære proteinkilder er plantebaserede, og dermed ikke fordærver så hurtigt.

Jeg er enig i at den traditionelle røde løsning med omfordeling for at gøre alle til middelklasseforbrugere ikke kan virke. Det kan kun lade sig gøre hvis der følger progressive, stigende afgifter på de ikke-bæredygtige systemer med. Og hvis vi skal undgå gule veste, så skal de fleste af disse penge betales tilbage som basisindkomst så den enkelte borger står med en reel mulighed for at kunne nedbringe sit forbrug, og flytte sine aktiviteter over i bæredygtige spor.

Men jeg synes til sidst at det er vigtigt at understrege, at en forøgelse af levestandarden hos verdens fattigste er en tvingende nødvendighed for at få befolkningstallet til at stagnere. Uden det har vi i hvert fald ingen chance.

@Nicolaj Knudsen

Tak, og i lige måde. Det er sjældent at møde ret mange som for alvor har reflekteret over problematikken her.

Stod det til mig lavede vi banker, som var ejet af staten, men det er ikke noget jeg bestemmer, heller ikke i et demokrati, hvor $=magt. For min skyld kunne man lukke de private banker for evigt. Det ændrer dog kun på, hvor pengene havner og ikke problemet med seddelpressen, med mindre alle nationer tvinges til at stille en form for reel sikkerhed for deres valuta og deres obligationer. Jeg argumenterer for at vi ikke forstår begrebet værdi, og at planeten har en indbygget værdi som SKAL stemme overens med "pengemængden" globalt. Den er svær at sælge til en økonom, som har læst Adam Smith.

Hvis man ser på, hvor den væsentligste kommende CO2 udledning regnes med at komme fra, så er det Kina og Indien. I Kina er CO2 udledningen allerede høj per capita, men Kina er blevet Verdens fabrik, og meget af den CO2 kineserne udleder kommer fra produktion af dimser man eksporterer. Når vi køber en smartphone fra Kina, så er ansvaret for den CO2 det har kostet vores og ikke kinesernes.

Jeg har også virkelig svært ved at finde ét eneste godt argument for, hvorfor Afrika som kontinent skulle prøve at bremse deres udvikling indtil Vesten et al skærer deres forbrug ned. Afrika har været rigt på ressourcer, men er samtidig et af de fattigste steder i Verden. Det er de primært fordi vi har ranet deres ressourcer, og nu udviser Kina selvfølgelig interesse for at gøre det samme.

Ift. befolkningstallet: Dét er tabuet over dem alle, og den største af flokken af elefanter i rummet. Det er det fordi der ikke er nogen løsning, som ikke indebærer at nogle mennesker skal holde op med at leve.

I TV serien Utopia prøver "skurkene" i serien at begrænse den stigende befolkning med en dødelig influenza de har lavet (GMO! :) kombineret med en vaccine som gør 90% af de vaccinerede sterile (GMO!). Den chance missede man med Covid vaccinerne, selvom der går mange rygter om noget i den stil.

Det ville under alle omstændigheder ikke være nok. Hvis ikke vi vil sænke levestandarden radikalt, så er Jordens bærekapacitet 1-2 milliarder mennesker, og 2-tallet tager jeg med her fordi det nok er 1 men med en mindre usikkerhed.

Iflg. Rom-klubben, så står vi overfor et systemkollaps omkring 2040. I mine "optimistiske" best case modeller ser det ud til at vi kan trække den til 2050. Hvis vi helt droppede at få børn i morgen, så ville naturligt frafald gøre at vi var nede på 3-4 milliarder omkring 2100, men det er rent jongleren med tal, hvis systemet først kollapser.

Helt ærligt aner jeg ikke hvad vi skal gøre, og jeg kan mærke kynismen og misantropien brede sig generelt. Det ser ikke ud til at demokratiet er stærkt nok, og jeg har læst for mange historiebøger til at tro på "en stærk hersker som løser det hele".

I den del af videnskaben som beskæftiger sig med bæredygtighed er der til dels en stemning af opgivelse, men som en sagde til mig: Du kan se tingene i øjnene og sætte dig over i hjørnet og tude, eller du kan prøve at arbejde med det der er. Det var som at få en flad. På den fede måde :)

Søren Kristensen

Det er mærkeligt at tænke på at vi kunne løse det hele i morgen, hvis bare vi kunne blive enige om at være færre mennesker på kloden og selvfølgelig også lige hvordan projektet skal implementeres og fordeles. Så det bliver heller ikke til noget.