»Pjække-Pernille. Skipper 32 møder,« stod der forleden på Ekstra Bladets forside. Den er en af flere om Pernille Skipper (EL.), som mediet på det seneste har skrevet stærkt kritisk om, fordi hun har sin nyfødte baby med på arbejde i stedet for at holde barsel.
Man må give Ekstra Bladet, at mediet er verdensmester i kreative overskrifter og avisforsider. Til gengæld er der i dette tilfælde ikke meget godt at sige om dets journalistik.
Det, der er faldet Ekstra Bladet for brystet, er, at Skipper »prædiker«, at fædre skal tage mere barsel – samtidig med, at hun ikke selv er på barsel.
Efterfølgende har Ekstra Bladet fulgt op med historier om, at Skipper ikke passer sit arbejde i Folketinget. Dels fordi hun i et autosvar på sin mail skriver, at hun lige nu arbejder »på nedsat tid«, fordi hun har født i august. Og dels fordi en optælling, som mediet selv har lavet, viser, at Skipper kun er mødt op til fire ud af 36 udvalgsmøder, afstemninger i salen, samråd med mere, siden hun fødte – en liste, som ifølge Skipper medregner møder, som hun slet ikke bør deltage i, samt møder, hun rent faktisk har været til.
Med andre ord: Pernille Skipper er en hykler, der kræver, at mænd tager barsel, mens hun ikke selv ’gider’ og i stedet får fuld løn for et arbejde, hun ikke passer ordentligt.
Skal ikke tage barsel
Ekstra Bladets kritik er på flere punkter tynd.
For det første er det utroligt vanskeligt at opgøre, om en politiker passer sit arbejde. Ud over det parlamentariske arbejde skal politikere også holde møder med interessenter, bagland og gruppen. De skal derudover optræde i medierne, hvilket Skipper netop har gjort i stor stil i barselsdebatten og i forbindelse med sygeplejerskestrejken.
Alt dette tager tid. Selv siger Skipper til Ekstra Bladet, at hun normalt arbejder »+50-60 timer om ugen«, og at nedsat tid skal forstås sådan, at hun lige nu stadig arbejder »mindst« 37 timer ugentligt. Intet i Skippers ageren på det seneste tyder på, at dette ikke skulle være rigtigt.
For det andet bør en politiker til en vis grad kunne ønske sig en strukturel ændring af samfundet uden selv at leve fuldstændigt op til den. Pernille Skipper er aldrig gået ind for, at forældre skal tage barsel, eller at de skal fordele den ligeligt. Hun ønsker, at fædre tager mere barsel, ved at give familierne et incitament til det. Vælger enten moren eller faren ikke at holde barsel, så er konsekvensen, at den øremærkede barsel frafalder. Præcis ligesom man må forvente, at den gør, hvis Skipper ender med ikke at holde sin på et senere tidspunkt. Det er der intet hyklerisk i.
Det sjove er vel mest, at EB havde for mål at skrive en helt anden artikel om Pernille Skipper. Og da EB så opdagede, at udgangspunktet for denne ikke holdt, forsøgte de at skrive noget tredje. Og da dette så heller ikke holdt, forsøgte de at skrive noget fjerde.
Men hey, hvad kan man forvente af et medie, der ansætter Henrik Q som chef.
Hvad kan man forvente af et medie, der har Joachim B. Olsen ansat til at udkomme med ligegyldigheder tilsat billeder, hvor han tydeligvis flexer sine arme for tilfredsstillelse af målgruppen?
"Ekstra Bladets barselskritik af Pernille Skipper er tynd"
Ja selvfølgelig er den det. Den er bseret på antagelsen at man er lønmodtager når man sidder i folketinget. Dette er en fejlagtig grundtanke.
Folketingsmedlemmer får et vederlag for at være valgt. Punktum. Hvis de mener at de tjener de der har valgt dem ved at sidde på en strand og bælle mai tai, så er det deres valg.
I jagten på de højere oplagstal synker tabloid aviserne ind imellem lige lovligt dybt.
De gør ikke demokratiet en tjeneste-tværtimod.
"Den rå og brutale hverdag er, at Ekstrabladet, ligesom andre medier, skal sælge oplaget."
Ti millioner fluer kan ikke tage fejl: Lort er godt!
Motto for Ekstrabladet (selv om bladet ikke vil stå ved det). Det TØR bladet ikke...
Ekstra Bladet er bare sure, fordi 25% af de nye journaliststuderende i Aarhus stemmer på Enhedslisten ;-)
Og bare for at gøre det være er flere af de møder eb tæller med om noget der intet har med Skibber at gøre.
"For det andet bør en politiker til en vis grad kunne ønske sig en strukturel ændring af samfundet uden selv at leve fuldstændigt op til den. "
Jeg er fuldstændigt enig.
Men husk det lige selv, Information, næste gang I klandrer en politiker (som I ikke sympatiserer med) for forskellen mellem holdning og handling.
Den nye chefredaktørs stil er ved at slå igennem.