Leder

Man skal ikke lade sig narre af den første krise mellem USA og Israels nye regering

USA har kritiseret den nye israelske regerings plan for yderligere bosættelser. Men ellers er eneste ændring fra tidligere premierminister Benjamin Netanyahus tid, at der ikke er så meget støj om, hvad der foregår i Israel
Med premierminister Naftali Bennett i sidsen er er alt ved det gamle i Israel. Koloniseringen fortsætter, blot mere diskret.

Med premierminister Naftali Bennett i sidsen er er alt ved det gamle i Israel. Koloniseringen fortsætter, blot mere diskret.

Shahar Azran

Indland
29. oktober 2021

Udadtil har USA reageret ’kraftigt’ på Israels melding om 1.344 nye boliger på den besatte Vestbred. Det skal man ikke lade sig narre af.

I forvejen havde USA’s udenrigsminister, Anthony Blinken, advaret den israelske forsvarsminister, Benny Gantz, om amerikansk modstand mod planen. Ligesom præsident Joe Bidens nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, har ladet premierminister Naftali Bennett vide, at Biden ikke kun er skuffet, men direkte misfornøjet. Det har heller ikke hjulpet på humøret, at USA misbilliger Israels stempling af seks palæstinensiske ngo’er som ’terroristrelaterede’ til modstandsorganisationen PFLP.

Udvekslingen af signaler ligner således den første alvorlige krise mellem Det Hvide Hus og Jerusalem efter Bennetts højre-venstrekoalition trådte til i juni. De pågældende boliger skal bygges dybt inde på Vestbredden som del af en større plan på i alt 3.144 i ’naturlig udvikling’ af allerede eksisterende bosættelser. Det lyder dramatisk, men er i realiteten lempeligt sammenlignet med de 12.159 godkendelser, der ifølge den israelske ngo Peace Now blev givet i 2020, da Netanyahu stadig var premierminister.

En ny kurs

Joe Biden signalerede ved sin tiltræden en mere realistisk kurs over for Israel og palæstinenserne. Det palæstinensiske hjemmestyre får igen amerikansk dollarbistand, og i maj var Anthony Blinken i Ramallah med et løfte om at genetablere Jerusalems nedlagte amerikanske konsulat, der fungerede som diplomatisk kontakt til palæstinenserne i Jerusalem, på Vestbredden og i Gaza – i lighed med for eksempel den danske repræsentation i Ramallah.

På Bennetts anmodning blev planen udsat til efter Knessets vedtagelse af den israelske finanslov i november for at berolige regeringens højrefløj, der truede med at sprænge kabinettet. Og nu forekommer planen dødfødt – i hvert fald har Bidens administration accepteret, at Israel får vetoret i forhold til genetableringen.

Generelt har Bennett-regeringen dygtigt balanceret mellem fløjene – beduinerne i Negev-ørkenen, der var truet af tvangsflytning, har fået elektricitet, og palæstinenserne på Vestbredden har fået 1.300 nye byggetilladelser – et hidtil uset antal.

Men ellers er alt ved det gamle – bortset fra, at der ikke er nogen buldren. Der er heller ingen planer om genoptagelse af fredsprocessen, og USA’s kritik forbliver mundtlig. Koloniseringen fortsætter, blot mere diskret. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her