Den karakter, som en folkeskoleelev får i skriftlig dansk ved afgangseksamen, bør ikke have betydning for, om eleven kan komme videre i uddannelsessystemet.
Vi har en tendens til at tro på karakterer som et absolut udtryk for elevens evner, men som beskrevet i weekendens Information er eksamenskaraktererne – og særligt karaktererne i skriftlig dansk – mildest talt utroværdige. Faktisk er to censorer kun enige om karakteren i 40 procent af tilfældene, viser en rapport fra en arbejdsgruppe nedsat af Undervisningsministeriet. Og i forbindelse med sin ph.d.-afhandling fra Syddansk Universitet har forskeren Solveig Troelsens vist, hvordan den opgave, som én censor bedømmer til 12, kun bedømmes til fire af en anden. Altså tre karakterer lavere.
Med folkeskolereformen gik man fra at have to bedømmere af opgaverne til kun at have én, og siden erhvervsskolereformen i 2015 har det været et krav for at komme ind på en erhvervsuddannelse, at man har 02 i dansk, og her tæller den skriftlige eksamen en fjerdedel. Alt i alt sætter det eleverne i en ugunstig situation. Vurderingen af deres opgave er utroværdig, men vægter relativt tungt i forhold til deres videre uddannelsesmuligheder. De har dog mulighed for at gå til en optagelsesprøve, hvis de dumper, men i princippet kan karakteren være udslagsgivende.
Nye kriterier
Der kommer stadig mere fokus på karakterer. Tidligere var folkeskolens afgangsprøve frivillig, i dag er den obligatorisk og adgangsgivende, og den slags fornemmer eleverne i en stadig yngre alder. Senest har undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) foreslået, at eleverne får endnu flere karakterer, nemlig de såkaldte flidskarakterer, som i så fald gives for elevernes arbejdsindsats.
Karakterer kan være et godt pejlemærke, men når de er så usikre, at Undervisningsministeriets egen arbejdsgruppe advarer imod at bruge dem til elevselektering, burde man lytte til det. På fredag kommer der nye kriterier for eksamensbedømmelser i folkeskolen, og det er fint med mere præcise retningslinjer for, hvordan censorerne skal bedømme opgaverne. Men hvis man for alvor vil forbedre elevernes vilkår, skal man enten have flere bedømmere på opgaverne, så karakterne bliver mere troværdige, eller også skal man lade være med at bruge dem som adgangskrav for videre uddannelse. Det sidste er den mest fornuftige løsning.
Ja, det er en kedelig udvikling, vi har set. Folk opnår 'retskrav' på ting og sager - det er derfor, afgangsprøven er blevet en eksamen - men det betyder ikke, at man får adgang til noget, man ikke har haft adgang til før. Det betyder blot, at man nu begynder at spekulere i, hvad kvaliteten af tilbuddet skal være: man politiserer det fremfor at fastholde, at kun det tilstrækkelige i det konkrete tilfælde er godt nok.
Skolen fastholdes til gengæld som en sorteringsmekanisme, hvilket man jo med sænkede adgangskrav var på vej væk fra (hvilket heller ikke var godt), i stedet for at skolen skal blive stedet, hvor den enkelte borger in spe hjælpes til at opnå de færdigheder, der anses for at være nødvendige for at opretholde et almindeligt, jævnt og muntert, virksomt liv på jord, som der står i danskens slagsang.
Tidligere generationer skulle i hvert fald ud af skole og ungdomsuddannelse, før de kunne skaffe sig erfaringer med, hvordan de individuelt lærer bedst. Hvis dette sker på et langt tidligere tidspunkt, måske allerede fra børnehaven, ville megen gråd og tænders gnidsel undgået - men det kræver også en anden forståelse af barnets forhold til skolen som i højere grad personligt, med far og mor i baglandet som trøst og støtte.
Den største glæde og den største grad af integritet opnår vi i forhold til vores kunnen, uden at den er vores eneste identitet. Opbygningen af en forståelse af, at man mestrer nogle kompetencer, er det eneste virkeligt probate middel imod det manglende selvværd, den ofte klassepåførte kuen, mange, ikke mindst drenge, lider under. Skolens fornemste opgave er at redde dem ud af denne mørke tunnel og blive mere end en genstand for det materielle begær, stærke kræfter i samfundet er ude på at gøre dem til for at kunne bevare magten og midlerne på egne hænder.
I USA har man ikke den vanvittige tiltro til lokale skolers eksamener. I stedet er SAT en national test, med varianter for elever med fx. biologi på højt niveau. Mange universiteter følger SAT, mens andre forlanger en ansøgning, hvort SAT bare er en komponent, sammen med erhvervserfaring, tekniske referencer, og kvaliteten af ansøgningen.
Begge vores unger mener at man reelt ikke kan "træne til SAT", testen er faktisk et mål for modenhed, IQ, skriftlig forståelse, og faglig viden. De scorede ret OK, mens deres høj-IQ venner scorede meget højere. Ingen overraskelser der.
På min skole lavede vi en enkelt stikprøve, hvor samme dansklærer vurderede samme stil til henholdsvis "6" og "11". Dansk stil er helt uegnet til at måle andet en lærerens sympati for eleven eller for emnet.
Det er helt fjollet at basere adgangskrav på karakterer fra keramik eller dansk eller husgerning, hvis disse fag ikke direkte indgår i uddannelsen.
Som gammel dansklærer gennem mange år, virker det helt naturligt, at der er de forskelle på bedømmelsen af dansk stil. Jeg har oplevet det gennem fra 60`erne frem til år 2000. Så selvfølgelig kan en danskkarakter i dansk stil tages med alle forbehold, med danskopgaven bliver bedømt af mindst to, der begge har lige stor indflydelse på karakteren.