Skandalen om forurening med det giftige stof PFOS bliver større dag for dag.
Det hele begyndte med en simpel spildevandsprøve i Korsør tilbage i 2019. Prøvens formål var egentlig at teste for sprøjtegifte i forbindelse med et EU-projekt. I stedet fandt de svenske forskere, der analyserede prøven, noget helt andet: et forhøjet niveau af flourstoffet PFOS.
Det giftige stof, som findes i alt fra regntøj over pizzabakker til brandskum, kan i høje mængder være kræftfremkaldende, hormonforstyrrende, fertilitetsnedsættende og ødelæggende for immunforsvaret.
Allerede i marts 2020 gjorde de svenske forskere et kommunalt ejet forsyningsselskab i Korsør opmærksom på deres foruroligende fund og pegede på, at giftstoffet kunne stamme fra brandøvelser i området. Det har Jyllands-Posten beskrevet.
Men først mange måneder senere, i december, fik offentligheden besked om fundene gennem en pressemeddelelse fra kommunen, som samtidig forsikrede borgerne om, at de høje koncentrationer ikke udgjorde en sundhedsrisiko.
Senere slog man fast, at forureningen stammede fra brandskum, som brandskolen i Korsør havde brugt ved brandøvelser. Herfra besluttede man sig for at gøre noget ved forureningen, men det var allerede for sent. Senere viste det sig nemlig, at kødet fra kalve, som havde græsset på området, indeholdt så store mængder af det giftige stof, at det nu var blevet overført til 187 mennesker, som havde spist det.
Myndigheder svigter
Siden har man udvidet undersøgelserne af PFOS-forurening til hele Danmark, og i løbet af oktober er det piblet frem med historier om risiko for forurening i Odense og Esbjerg.
Og torsdag kom det så frem, at Forsvarets Ejendomsstyrelse i årevis har været ganske klar over, at forsvaret flere steder har forurenet i sådan en grad, at store mængder giftstof er havnet i grundvandet. Styrelsen har endda lavet omfattende undersøgelser siden 2016 og slået fast, at forureningen kan sprede sig flere kilometer. Alligevel har den intet gjort ved det, beretter Radio4 og Avisen Danmark.
Og det er ganske enkelt skandaløst. For hvis der er to ting, der står højt på listen over, hvorfor det er godt at bo i Danmark, er det for det første visheden om, at man kan drikke vandet, spise fødevarer fra jorden og opholde sig i naturen uden at blive syg af det. Og for det andet, at myndighederne retter op, hvis de opdager eller endda selv begår fejl, som kan udgøre en sundhedsfare for borgerne. I dette tilfælde har Forsvarets Ejendomsstyrelse svigtet på begge parametre.
@Natalie Barrington Rosendahl
Du bør rette den største bebrejdelse imod tilsynsmyndigheden for Forsvarets Ejendomstyrelse - hvem det så end er, måske hjemstedskommunen.
"Vi har løbende lavet undersøgelser og informeret vores tilsynsmyndigheder om det her."
citat af Visti Salomonsen, chef for ledelsessekretariatet i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse
Du har selvfølgelig læst dit eget link til Avisen Danmark - eller hva' ??
Men du gør slet ikke brug af disse oplysninger i din leder.
Det er helt rimeligt af Forsvarets Ejendomsstyrelse ikke at optræde som eksperter i miljøoprettelse; men søge vejledning hos den relevante myndighed, der så viser sig totalt livløs.
Man finder jo kun det men leder efter. Har ingen tiltro til myndighederne i vort land. Og det gælder hele forvaltningen med en mur af embedsmænd.
Den grundlæggende årsag til at vi på en lang række vitale områder ikke kan fæste lid til myndighedernes indsatser er at den demokratiske kontrol med dem er for ringe, og at markedsøkonomiske hensyn vejer tungere end folkesundhed og bæredygtighed m.m. gør i de politiske beslutningstageres dispositioner/prioriteringer.
Derfor er der brug for ændrede forfatningsbestemmelser og øget demokratisering af den danske etat, på basis af en folkeligt involverende proces. Alt andet tenderer kraftigt mod lapperier og bureaukratisering; ansvarsforflyttelser og -forflygtigelser - ræve som vogter gæs.
Gert Romme:
For en god ordens skyld mink er ikke gnavere, men rovdyr (carnivore) under mårfamilien
Må jeg lige minde om, at det stadig er tilladt at købe og anvende ukrudtsmidlet Roundup i DK, selvom det er konstateret, at kemikalierne siver ned i drikkevandslagrene?. Det betyder ganske rigtigt, at industrien har større betydning end rent drikkevand. Det er fanme uhyggeligt! https://www.dr.dk/nyheder/indland/bevis-roundup-forurener-grundvand
Når det er sagt, er der jo blevet lovet fra forskellige sider, at de anvendte sprøjtemidler ville blive opløst og miste sin farlighed under nedsivning i jorden. Der er sågar stadig mennesker som ikke har forstået, at der ikke er noget der bare forsvinder, når man taler kemi og biologi. Stoffer indgår hele tiden i nye sammeensætninger og det virkelig skræmmende er, at det kan ende med en kemisk forbindelse, som er værre end den oprindelige forurening, fordi der ikke er tale om en forurening med eet stof, men mange forskellige stoffer er under nedsivning på samme tid; der kan være tungmetaller i opløsning, benzener i forskellige forbindelser og antialgemidler og dampe fra byggeri som fortættes og alt muligt - undskyld - lort på een gang. Lort er ikke problemet, da det er relativt harmløst i sig selv. Det er fortidens efterladenskaber og mangel på myndighedskontrol, der er årsag til problemerne.
Og, ved I nok, det er vores allesammens skyld. For vi har alle levet under politikere for hvem det at skære ned på myndighedskontrol for at få skattelettelser har været den store overskrift. Og vi har accepteret.
Nu ser vi resultaterne - i grundvandet, som er lige modsat det lovede.
Vi skal nok stadig have drikkevandslagre i mange år endnu, indtil skidtet når derned til. Vi kan jo håbe på at ler-lagene er tætte nol. Det er de bare ikke alle steder. Drikkevandslagrene ligger bare længere nede i jordlagene og skal bores op og have foringer og så skal alle dem med de store forureningsmidler, landmændene, fabrikkerne og kemikalielagrene holdes væk og under kontrol.
HÆ! Min tillid forsvandt længe før PFOS-skandalen.
Nærmere bestemt da jeg første gang hørte om, at vandværker og kommuner ikke selv må teste vandet for andre stoffer, end de som centraladministrationen har bestemt der må testes for. Og hvis de gør det alligevel, får de hele magtapparatet på nakken.
Så ved man sgu, der er noget galt!
De danske myndigheder er ikke tillidsvækkende på nogen områder. Og jo værre det bliver, jo mere lukker de om sig selv med mørklægning og lovgivning om hemmeligholdelse og straf.
Forresten - der ER håb om at fremtidens projekter vil forurene mindre.
https://www.teknologisk.dk/projekter/pfas-inator-eliminering-af-uoensked...
"Og, ved I nok, det er vores allesammens skyld. For vi har alle levet under politikere for hvem det at skære ned på myndighedskontrol for at få skattelettelser har været den store overskrift. Og vi har accepteret."
Ikke at nogle skal udpeges som 'uskyldige' (skyldsbegrebet er bestemt ikke motiverende for samarbejde og konstruktiv udvikling) - men det vil nok være svært for mennesker, som lever spartansk og har forankringer/forpligtelser i Danmark, og som enten har stemt på/støttet valgbare med seriøst fokus på bl.a. øget demokratisk kontrol med ekspropriation af naturgrundlaget, forurening og udledning af gift, drivhusgasser m.m. eller arbejdet udenomsparlamentarisk for demokratiudvikling, at forstå sig selv som 'skyldige' på linje med borgere og interessegrupper/netværk som direkte har støttet øget forbrug(erisme), vækst og udbytning af naturgrundlaget - og i øvrigt medvirket til bagatellisering/latterliggørelse af advarsler mod denne fremfærd.
Nok har vi et fælles ansvar, alle på forskellig vis må medvirke til at tage - men 'skylden' (og skammen) er der intet udviklende perspektiv i at dele. Derimod er der udviklingsperspektiver i at udbrede demokrati og øge oplysningsniveauet, således at flest muligt kan medvirke til modnede og socialt sammenhængende/meningsgivende beslutninger i forhold til både den nære og fjerne fremtid.
Ja, der er formodentlig ingen forvaltning- og styrelsesschefer, der bliver stillet for en domstol. Heller ingen poltikere eller ministre. De siger undskyld (på et senere tidpunkt) og lover bod og bedring.
Sådan er det i det lille koruptionsfrie smørhul Danmark.
I har allesammen smidt jeres Teflon gryder og pander ud, ikke sandt?
Altså sendt dem til et sted, hvor de forsvarligt kan skaffes af vejen, så de ikke havner i naturen?
Vær opmærksom på at da Teflon blev "forbudt" valgte nogle producenter af køkkenudstyr blot et af de andre fluorstoffer, som endnu ikke er blevet forbudt. Disse kan have alle mulige kreative navne, men de er alle fluorstoffer som er skadelige. Man kan undgå at de bliver for varme eller at man kommer til at kradse i dem. Personligt har jeg aldrig set en Teflon pande uden ridser.
https://kemi.taenk.dk/gode-raad/fluorstoffer-derfor-er-de-problematiske
"Allerede i 1974 blev det tydeligt, at perfluorerede stoffer, også kendt som PFAS, er giftige for pattedyr. Men resultaterne blev holdt skjult, hvilket bidrog til alt for høje grænseværdier for stofferne i EU." Kilde: artikel i Ingeniøren af d. 14. maj 2019 (betalingsmur)
Ingeniøren skrev tonsvis af journalistiske mesterstykker om PFOS/PFAS siden... 2005 (!!!), så hvorfor kaldes det for en 'skandale' i denne omgang, er mig en gåde.
Alene ved at følge overskrifterne for Ingeniørens PFOS/PFAS-artikler i perioden 2005-2021 kan man danne sig et grundigt overblik over forløbet af skandalen, dog vigtigst en afsløring af de borgerlige parties ignorance, og skæbnesvangre undladelser der kom til, (I DEN GRAD) at forringe befolkningens helbred (= trivsel, fremtid, skatteydeevne m.m.)! Føj for den lede, siger jeg bare! :(
Her er linket https://ing.dk/fokus/giftige-fluorstoffer - til alle 141 Ingeniørens PFOS/PFAS-artikler publiceret i tidsrummet 2005-2021 - desværre (for den demokratiske offentlighed) fra/med 2019 befinder de fleste PFOS/PFAS-artikler sig bag betalingsmur, efter at Ingeniøren fik sin mediestøtte halveret af VLAK+DF ved medieforliget i juni 2018... :(