De første sprækker i den afvisningsfront, USA og EU har praktiseret siden Talebans magtovertagelse den 15. august, der kæder anerkendelse af det nye afghanske regime sammen med indrømmelser til vestlig værdipolitik, er så småt ved at vise sig.
Søndag mødte amerikanske diplomater for første gang siden evakueringen af Kabul deres afghanske modparter i en ’åbenhjertig og professionel’ atmosfære, og tirsdag indkaldte Italiens premierminister, Mario Draghi, til en G20-videokonference med Afghanistan som eneste punkt på dagsordenen. Såvel i Doha som i Rom – Italien har for tiden formandskabet i G20-klubben af verdens rigeste lande – var afværgelse af Afghanistans akut humanitære katastrofe øverst på dagsordenen. Trods indsprøjtning af astronomiske summer – Afghanistan havde indtil forleden førstepladsen i global bistandshjælp – er landet løbet tør for kontanter. Offentligt ansatte får ingen løn, fødevarepriserne eksploderer, og børn opsøger hospitalerne med sultskader.
Robust støtte
Såvel USA som EU synes at være klar over, at uden omgående hjælp risikerer Afghanistan at fragmenteres i et sammenbrud, hvis konsekvenser ingen kan være interesserede i. USA har lovet ’robust’ støtte, og EU har bevilget en milliard euro, der forudsættes fordelt uden om Taleban. Denne håndsky politik, der knytter legitimering af Taleban sammen med menneskeretsgarantier til især kvinder og samarbejde med Vesten mod international terror, betød, at også FN’s generalsekretær, Antonio Guterres, deltog i G20-videokonferencen, hvor hans kommentar var uden omsvøb: »Hvis vi ikke her og nu hjælper afghanerne med at ride denne storm af, vil ikke kun de, men hele verden betale en dyr pris.«
Underforstået: Et samarbejdende Taleban er eneste garanti mod en ny flygtningekatastrofe i Europa og eneste værn mod, at ekstremister som Islamisk Stat ikke slår rod i det bjergrige og uvejsomme land. Det har Kina og Rusland indset. Således har kineserne opfordret Vesten til at udbetale den afghanske centralbanks frosne milliarder i vestlige banker. Og det vil Vesten – herunder den danske udenrigsminister – med tiden også indse.
Alternativet til en samtale med Taleban er grumt – politikere som Jeppe Kofod kan argumentere for deres værdipolitik, men at gøre den til pression er kontraproduktivt. Også for de piger og kvinder, der skal leve videre med et styre, der trods alt forekommer mindre rigidt end for tyve år siden.
Er det ikke tankevækkende at vi angiveligt og snarligt kan tale med Taleban, men ikke med det syriske styre - som er sekulært og flere gange har opfordret til dialog og fredsaftaler? Information.dk kunne med fordel anlægge et tilsvarende syn på situationen i Syrien, hvor Vesten m.fl. i strid med Folkeretten o.a. besætter dele af landet og sanktionerer stenhårdt og fastholder landets deroute med folkesundhedskatastrofer, kriminalitet/selvtægt, fødemangel og en defekt infrastruktur m.m. - fordi man vil skifte regime på syrernes vegne.
"Såvel USA som EU synes at være klar over, at uden omgående hjælp risikerer Afghanistan at fragmenteres i et sammenbrud, hvis konsekvenser ingen kan være interesserede i."
Men åbenbart er nogen stærkt interesserede i Syriens sammenbrud, hvor konsekvenserne allerede er eksorbitante, fragmenteringen en begyndende realitet og sammenbruddet uundgåeligt, såfremt nogen via fastholdelse af de nuværende politikker får gennemført deres hensigter. Ingen hemmelighed bør det i øvrigt være at i spidsen for nogen står EU, USA, Saudi-Arabien og Israel. Det er en køn samling.