Leder

Det giver nul mening, at Politiken ikke vil erkende sine graverende fejl i sagen om Jes Dorph

Politiken tilbageholdt centrale oplysninger om baggrunden for fyringen af Jes Dorph-Petersen og bidrog til at skævvride debatten. Og nu hævder chefredaktøren, at der ikke er noget at udsætte på journalistikken
Hensynet til konkurrencen mod andre medier stod over hensynet til kvinderne i Jes Dorph-sagen.

Hensynet til konkurrencen mod andre medier stod over hensynet til kvinderne i Jes Dorph-sagen.

Sarah Christine Nørgaard/Ritzau Scanpix

Indland
3. december 2021

I dag ved vi, at det var et stykke uredelig journalistik, da Politiken først på året fortalte historien om fyringen af Jes Dorph-Petersen. For vi ved nu, at centrale oplysninger blev tilbageholdt til den kendte tv-værts fordel.

Det burde stå klart for enhver, at Politikens bør beklage. Men det gør det angiveligt ikke for journalistisk chefredaktør på avisen Anne Mette Svane, der i et stort interview i sin avis fastholder, at selve journalistikken er helt i orden.

Det var Jes Dorph, der gik til Politiken for at fortælle sin version af sagen. Han var blevet fyret på baggrund af to kvinders indberetninger om ham til den advokatundersøgelse af sexisme og overgreb, som TV 2 fik foretaget. Og nu ville han gerne kritisere tv-stationen og advokatundersøgelsen.

Der er ikke noget forkert i, at Politiken lod Jes Dorph fremsætte sin kritik. Det giver journalistisk mening at sætte kritisk fokus på de advokatundersøgelser, som i mange sager er blevet brugt til at lægge låg på vanskelige #MeToo-sager.

Problemet er måden, avisen fortalte historien på.

Jes Dorph udleverede advokatens referater af de to kvinders indberetninger til Politiken, og avisen refererede fra dem i sin artikel. Det var ikke en ukontroversiel manøvre, selv om kvindernes navn ikke blev nævnt, eftersom indberetningerne var afgivet i fortrolighed.

Man skulle derfor tro, at Politiken havde sikret sig, at indberetningerne blev gengivet loyalt. Men det gjorde avisen ikke. Tværtimod.

Fordrejet gengivelse

Som Information beskrev tidligere på ugen, er helt centrale oplysninger udeladt. Og det er vel at mærke oplysninger, som ville havde stillet Jes Dorph i et dårligere lys.

Værst er Politikens beskrivelse af den forhenværende praktikant Louise Degns indberetning. Der er flere åbenlyse fejl i omtalen af indberetningen, men mest graverende er det, at Politiken målrettet tilbageholdt oplysningerne om, at hun som praktikant oplevede uopfordret at blive befamlet over hele kroppen, kysset og slikket på af Jes Dorph og en anden mand. I stedet skrev avisen blot, at de to mænd gjorde »tilnærmelser« til hende.

Tilsyneladende lå det endda avisen så meget på sinde, at læserne ikke skulle høre om de fysiske overgreb på den unge praktikant, at oplysningerne også blev tilbageholdt, da Politiken gengav en passage fra referatet af indberetningen, hvor de omtaltes for anden gang. Avisen gengav således passagen næsten ordret, men havde fjernet én sætning i midten med omtale af overgrebene.

Indtil Information kom i besiddelse af referaterne af kvindernes indberetninger, vidste kun få personer, at Politikens gengivelse var fordrejet. Og denne fordrejede gengivelse blev vel at mærke en væsentlig del af det grundlag, som debatten om Jes Dorph-fyringen og #MeToo i det hele taget blev ført på.

Stædigt forsvar

På den baggrund kunne det ved første blik se ud, som om chefredaktør Anne Mette Svane havde truffet den rigtige beslutning, da Politiken torsdag bragte et interview med hende under overskriften »11 måneder senere undskylder Politikens chefredaktør til kvinderne i Jes Dorph-artikel«.

Som selve interviewet afslører, beklager hun dog alene, at kvinderne kun fik få timer til at reagere på forespørgslen fra avisen om, hvorvidt de havde kommentarer til artiklen. De burde have haft længere tid, mener hun, men forsvarer besynderligt nok samtidig avisens beslutning om at offentliggøre artiklen, inden den havde fået svar fra kvinderne. En beslutning, der ellers forekommer uforsvarlig i en sag, hvor Politiken vælger at offentliggøre oplysninger fra to kvinders fortrolige indberetninger. Men som Anne Mette Svane forklarer med, at Ekstra Bladet netop havde breaket nyheden om fyringen af Jes Dorph.

Hensynet til konkurrencen mod andre medier stod altså over hensynet til kvinderne. Og det fastholder chefredaktøren tilsyneladende som en rimelig afvejning.

Lige så bizart er det, at Anne Mette Svane insisterer på, at journalistikken var i orden. Hun forklarer, at »kernen« i Louise Degns indberetning blev viderebragt, selv om oplysningerne om de fysiske overgreb åbenlyst er helt inde i kernen af indberetningen. Og hun forsøger at gøre Louise Degns objektivt korrekte kritik af journalistikken til en subjektiv, følelsesbetonet indvending ved at sige, at Politiken da godt kunne have medtaget flere »detaljer«, hvis de havde vidst, at det var »vigtigt for hende«.

Det er et forsvar, der giver nul mening. Og det må være pinagtigt for Politikens mange dygtige journalister, at der bliver lagt en linje, som kan så tvivl om de journalistiske standarder på avisen.

Faktum er, at Politiken bidrog til at skævvride debatten. Og når det nu engang er sket, bør avisen ikke stædigt forsvare det uforsvarlige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Det er en solid argumentation, Anton Geist fremlægger, og som underbygges af den tidligere artikel i Information.

Hvor er det Presseetiske Nævn i denne sag?

Både Anne Mette Svane og Ulla Pors burde tage ved lære af, hvordan DR og Maria Rørby Rønn har givet en uforbeholden undskyldning og påtaget sig ansvaret i forbindelse med krænkelserne i Danmarks Radios Pigekor.

Det er simpelthen for ringe !!

Karen Møller Grothe, Frederikke Nielsen, Alvin Jensen, Annette Chronstedt, John Andersen, David Zennaro, Uffe Wever Pedersen, Lotte Tvede, Per Klüver, Josephine Kaldan, Niels Bønding, Kurt Nielsen, Tobias Torfing, Estermarie Mandelquist, Inge Lehmann, Maya Drøschler, Inger Pedersen, Katrine Marie Christiani og Jacob Johansen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Anton Geist

"Og det må være pinagtigt for Politikens mange dygtige journalister, at der bliver lagt en linje, som kan så tvivl om de journalistiske standarder på avisen."
citat fra artiklen

Der er overhovedet ikke noget at være i tvivl om, når Politiken journalistiske standarder skal vurderes.

Josephine Kaldan, Søren Fosberg, Inge Lehmann, Inger Pedersen, Katrine Marie Christiani og Jacob Johansen anbefalede denne kommentar

Godt seriøst arbejde af Anton Geist!

Karen Møller Grothe, Alvin Jensen, Inge Lehmann, Annette Chronstedt, Josephine Kaldan, Kurt Nielsen, Lisbet Almstrup Olesen, Tobias Torfing, Torben Lindegaard, Inger Pedersen, Katrine Marie Christiani og Jacob Johansen anbefalede denne kommentar

Tanker I given anledning: Der var engang hvor jeg stod ved Trianglen i København lørdag midnat for at købe søndagens avis på vej hjem. Det var dengang jeg læste ”medier” for at blive informeret om den virkelighed jeg lever i – ud over det jeg selv oplever. Om det er tiden der forandres eller mig, det ved jeg ikke. I dag læser jeg hvad et enkelt menneske, journalist eller debattør, ”expert” eller ”stjerne analytiker” – alle enkelte mennesker – vil jeg skal vide om dette eller hint. Som Lykkeberg: de – den enkelte og det medie han representerer – vil opbygge mig til at opleve virkeligheden på hans måde. Politikens Dorph-Pedersens indlæg vil støtte – en ven og kollega? – i en besværlig situation. Den er ikke tænkt som værende så kaldt ”objektiv”, eller i nogen mening af ordet ”sand”. Findes den type texter længere? I vejrudsigten? Ps: GÅ ALDRIG I POLEMIK MED EN AVIS!

Carsten Bjerre, Ambjørn Happy og Søren Fosberg anbefalede denne kommentar

Som borger risikerer man at blive anklaget og udstillet i Politiken på grundlag af anonyme vidner. Det er ganske vist.

Margit Johansen

Respekt for de kvinder, der står frem med vidnesbyrd. Hold fokus på ofrene i overgrebssager, hvorfor er det så svært?

Frederikke Nielsen, Alvin Jensen, Lotte Tvede, Per Klüver, Inge Lehmann og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@kjeld hougaard 03. december, 2021 - 02:24

"GÅ ALDRIG I POLEMIK MED EN AVIS!"
citat fra læserbrev

Det er vise ord, som bl. a. illustreret i TV2 News Presselogen, hvor diverse mediechefer på skift hælder vand ud af ørerne.

jørgen djørup, Per Klüver og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Politikens chefredaktør har da altid hævdet, at der ikke er noget at udsætte på journalistikken. Alt andet ville være imod avisens selvforståelse.

Det var i orden at rette i netudgaven, når nu Helle Thorning gere ville have det - det er i orden ikke at bringe noget ufordelagtigt om ghettoloven, eller noget fordelagtigt om eventuel skat på fortjeneste ved stigning i huspriser - det er i orden at køre helt med på hetzen mod Mette Frederiksen i mink-sagen, og samtidig tone ned på kritikken af Støjberg.
Og absolut er det helt i orden ikke at referere, at minkfarme også lukkes i andre lande ... selv om minkavl ikke lige er noget, den typiske Politiken-abonnent går ind for.

Så selvfølgelig er det også i orden at hjælpe Dorph og konsorter med at fremstå mere sympatiske. Selv om det egentlig heller ikke rigtig er den normale linje. Det nye er, at det møder så klar - og velformuleret - kritik fra Information.

Tak for det!

Karen Møller Grothe, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Frederikke Nielsen

Det lyder som en vennetjeneste - den ene medieven overfor den anden - velvidende at kvinderne står i en skrøbelig situation, er det nemt at stille dem i et dårligt lys ved at udelukke de værste dele af krænkelserne. Jes Dorph er mediemand, han kender alle trickene - og mange hopper gerne på dem.