Det er desværre ikke nogen nyhed, at forholdene på mange danske fødegange er stærkt kritisable. Arbejdstilsynet har været mødt af grædende personale, kvinder får traumatiske fødselsoplevelser på grund af underbemanding, og der er store rekrutterings- og fastholdelsesproblemer for jordemødrene.
Skiftende regeringer har lovet bedre vilkår, men overordnet set er den politiske handling udeblevet. Det ændrer sig måske nu.
Ifølge Socialdemokratiets finansordfører er forholdene for fødende en del af de aktuelle finanslovsforhandlinger. Over for DR vil han dog ikke præcisere hvordan. Men Enhedslisten og SF presser på for, at nybagte forældre skal have ret til at blive to dage på hospitalet, hvilket var en del af Socialdemokratiets sundhedsudspil for tre år siden.
Tidligere på året blev et borgerforslag om bedre rettigheder til gravide og fødende også vedtaget af alle Folketingets partier på nær K og LA. Ret til bedre fødselsforberedelse, kontinuerlig jordemoderstøtte under graviditeten og overnatning på fødselsstedet lød nogle af punkterne.
Og i denne uge udgav Sundhedsstyrelsen så nye anbefalinger for igangsættelse af fødsler. Ifølge styrelsen bør man fremrykke tidspunktet for igangsættelse med tre-fem dage. Det vil angiveligt redde syv børneliv om året, men øge risikoen for infektion og vestorm hos moren og betyde omkring 5.500 ekstra årlige igangsættelser.
Jordemødrenes arbejdsvilkår
Uagtet hvad man mener om Sundhedsstyrelsens vurdering, er det både glædeligt og tiltrængt med et fokus på forholdene for fødende og deres børn.
Men trods de afsatte midler kan hverken de politiske løfter eller styrelsens ændrede praksis på fødegangene realiseres, hvis der ikke er flere jordemødre til at løfte opgaven.
Det kræver både flere hænder at give gravide og fødende bedre rettigheder og at igangsætte flere fødsler. Og som det ser ud i dag, mangler det nødvendige personale.
I Region Hovedstaden er 80 ud af 560 stillinger til jordemødre ledige. Og ifølge DR vurderer Region Sjælland, at 20 til 30 procent af de normerede stillinger i øjeblikket er ubesatte.
Det er afgørende, at det politiske og myndighedernes fokus ikke kun er på de fødende og deres børn. Også selv om det sammenlignet med mange andre patienter er en ressourcestærk gruppe, der evner at råbe op.
Forandringen bør starte med bedre løn og ordentlige arbejdsvilkår på fødegangene. Både for jordemødrenes skyld, men også for overhovedet at kunne realisere de bedre vilkår for fødende, der nu endelig ser ud til at være kommet på den politiske dagsorden.
Måske er faggrænser problemet?
I USA kan man videreuddannes til jordemoder fra en basis-sygeplejerske.
Det er et almindeligt argument at fødsels-behandling er en service-ydelse, ikke som hovedregel sygdoms-behandling. Så ligger det lige til højrebenet at spore den ikke-sygdoms-orienterede jordemoder-funktion ind som en slags sygepleje.
Det ville have flere fordele:
- Afklaring af skellet imellem service (jordemoder) og behandling (fødselslæge)
- Lettere adgang til faget for allerede eksisterende sygeplejersker med barsels-erfaring
- Øge tiltrækningen til sygeplejefaget, for dem, som håber på at blive jordemødre engang, når de får erfaring. Det er IKKE målet med en masse unge jordemødre på nitten eller femogtyve år.
- Nedsættelse af lønnen per jordemoder, men mange flere af dem, så fødende kan få den service, vi forventer i en rig velfærdsstat.
Det gælder (i mine øjne) ikke kun om at yde en billigere service, men også om at respektere service-erhverv, så flere kan få det service-job, de drømmer om, og vi allesammen kan modtage mere personlig service, som er en vigtig del af et behandlingsforløb.
Det giver ingen mening at ansætte flere. Der er de sidste 20 år kommer 20% flere jordemødre uden at der er kommer flere fødsler.
Dette er et udtryk for ledelsesflugt at man ikke planlægger arbejdet bedre eller siger nej til den massive administration eller overbehandling der udføres.
https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/nyheder/12-sygehuspolitik/22-vi-ov...
https://www.dr.dk/nyheder/detektor/detektor-derfor-har-jordemoedre-mere-...
Så vi mangle ikke flere offentligt ansatte men derimod ledelse der har som målsætning at udføre så meget produktion som muligt pr arbejdsenhed. Og bliver målt på det.