I 1991 blev verdens første havvindmøllepark bygget.
Ud for kysten ved Vindeby på den nordlige del af Lolland kunne man se de hvide møllevinger og mølletårnene, som var forbundet med transformatorstationen på land og derfra med det danske elnet. Dengang kostede det staten penge, hver gang møllerne på Lolland producerede en kilowatt-time.
Siden er der blevet rejst 14 havvindmølleparker, lige så mange er under opførelse, og ikke mindst er prisen på elektricitet fra havvind faldet.
Da regeringen og et flertal bestående af SF, De Radiale, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne i denne weekend blev enige om en delaftale om finansloven, var udbygning af havvindmølleparkerne i Danmark et af hovedpunkterne. Ifølge aftalen skal der bygges vindmøller med en kapacitet på to gigawatt, hvilket svarer til 400 havvindmølleparker som den ved Vindeby på Lolland.
Det er en vigtig beslutning, fordi Danmark i løbet af de kommende år vil få brug for mere elektricitet til blandt andet et stigende antal elbiler og til opvarmning af boliger med varmepumper.
Men det er også en nem beslutning. Ifølge regeringen kan havvindmølleparkerne etableres »uden at påvirke de offentlige finanser negativt over projektperioden«, fordi det i dag er billigere end for eksempel at etablere et kulkraftværk. Med andre ord: Det koster ikke staten noget.
Det er i den forstand en beslutning, som er formet af udviklingen uden for Christiansborg, og som derfor bør bruges af politikerne indenfor til at koncentrere sig om de svære beslutninger, som skal tages på klimaområdet over de kommende måneder og år. For dem er der nok af.
Der er svære beslutninger på skatteområdet, hvor man endnu mangler at indføre en bred skat på CO2, på landbrugsområdet, hvor man bør udtage flere hektar lavtliggende jord, på transportområdet, hvor andelen af elbiler skal op og andelen af hybridbiler ned, og på boligområdet, hvor man med energirenoveringer vil kunne nedbringe udledningerne betragteligt.
Der er masser af svære beslutninger på vejen mod målet i klimaloven, som forpligter Danmark på at nedbringe udledningerne af CO2 med 70 procent i 2030 sammenlignet med 1990. Siden vedtagelsen af klimaloven i 2020 er der blevet forhandlet aftaler på plads for en række sektorer, som enkeltvis er et skridt på vejen mod at nå målet om 70 procents reduktion, men som samlet ikke går langt nok.
Man kan faktisk måle afstanden i tons: Ud af de 20 millioner tons, som man skal nedbringe udledningerne med ved vedtagelsen af klimaloven og frem til 2030, mangler der stadig omkring halvdelen.
En del af reduktionerne skal findes med fangst og lagring af CO2.
Det er svært
I den grønne delaftale om finansloven blev aftaleparterne enige om at bruge omkring 325 millioner kroner om året frem mod 2025. Omkring en tredjedel skal bruges på at etablere marine naturnationalparker og en række andre tiltag på miljøområdet, mens de resterende to tredjedele skal bruges på klimatiltag, ikke mindst støtte til fangst og lagring af CO2 og en række lignende teknologier, som kan nedbringe udledningerne fra for eksempel fjernvarmeanlæg.
Der er afsat 250 millioner kroner om året frem mod 2025 i en »teknologineutral pulje«, som skal støtte udbredelsen af teknologierne. Ifølge regeringen forventes det at medføre reduktioner på omkring 0,5 millioner tons om året, men lektor ved DTU Kemiteknik Philip Fosbøl sagde til Information mandag, at han forventer en reduktion på omkring halvdelen.
Fordi det er svært.
Det er svært at fjerne CO2 fra en skorsten på et forbrændingsanlæg, ligesom det meste andet på klimaområdet over de kommende år vil være svært; at få befolkningen til at spise mindre oksekød, at bygge et net af ladestandere over hele landet, at få flere fra bilen over på cyklen eller fra flyet over i toget. Det er svært at finansiere opkøb af store arealer med landbrugsjord og svært at lave et skattesystem for beskatning af CO2.
Der vil være en lang række beslutninger i de kommende års klimapolitik, som vil være langt sværere end beslutningen om at udbygge Danmarks havvindmølleparker, men som vil være nødvendige for fremtiden.
Ligesom beslutningen om at bygge havvindmøller i Vindeby i 1991.
Hvorfor undlader regeringen totalt at se bort fra kernekraft?
@Jørgen Nielsen
Der er forklaringen vist ovre i artiklen om videnskab vs politik.
// Jesper
jamen jørgen dog, regeringen undlader da ikke at se bort fra kernekraft, men at de ser bort fra den er der mange gode grunde til,
den efter min mening vigtigste grund er at det er en illusion at Akraft udbygning kan redde klimaet,
og årsagen er jo at vi ikke kan tillade os at øge co2 udledningen markant i årtier for senere at kunne få mindre co2 udledning,
bygningen af adskillige Akraftværker vil simpelt hen vælte læsset endegyldigt inden de første nye værker levere strøm,
og der er faktisk en hel del flere ulemper ved Akraft, men de fleste bliver nidkært ignoreret af tilhængerne og af dem som markedsfører skidtet vældig aktivt for tiden.
Når nu det skønnes, at bølgekraft har potentiale til at kunne dække ca. 15 % af DKs energiforbrug, håber jeg da, at der vil tilføres mindst en lille klat af de nævnte ca. 100 mio. kr. til denne forskning og udvikling. Det oplagte er, at sådanne flydende bølgekraftanlæg vil kunne kobles på samme havkabel og dele udgiften med vindmølleparken. En forholdsvis nem beslutning, vil jeg mene, hvis DK skal gøre sig nogen forestilling om at være et innovativt foregangsland.
Derimod synes jeg, at CO2-lagring i oliehuler er mere tvivlsom. Jeg har da ikke umiddelbart tillid til at en branche (der i over 30 år har holdt viden om dens klimapåvirkning hemmelig og som sætter profit over klima så længe som det er muligt) ikke vil blive fristet til at snyde med en usynlig luftart, der angiveligt er for meget af. Når der lugtes store penge, kan der også bedrages.