Mette Frederiksen gav i sin nytårstale 2022 et klimaløfte, som hun godt selv ved, hun vil blive holdt fast på: »Jeg kan love jer én ting. Det politiske flertal, der lige nu er i Danmark. Vi svigter ikke. Vi gør det, der skal til. Det er vores løfte. Det er mit løfte.«
Hun har ellers i to et halvt år været leder af den grønneste regering i danmarkshistorien uden selv at fremstå som en grøn statsminister. Sin personlige autoritet har hun investeret i kampen mod pandemien, som hun har omtalt som den største krise for vores samfund siden Anden Verdenskrig, og sin politiske prioritet, har hun understreget, var det røde før det grønne. Fortællingen om pandemibekæmpelsen som den altafgørende indsats har efterladt en fornemmelse af fortrængning af klimakrisens egentlige omfang, og betoningen af det røde før det grønne postulerer en giftig konflikt mellem social retfærdighed og klima.
Opgør med negligering
Disse former for negligering af klimakrisen er blevet en større trussel mod den grønne omstilling end klimabenægterne, fordi den er så udbredt i vores magtcentre og legitimerer de evindelige udskydelser af virkelige reduktioner, som er årsagen til, at vi er kommet så langt ud. Men Frederiksen bevægede sig definitivt væk fra negligeringerne og pointerede, at »først og fremmest skal vi løse vores tids største og vigtigste udfordring: klimakrisen.«
Nu siger hun, at »de stigende temperaturer er ved at ødelægge vores jordklode«, og at det afgørende er, at det grønne bliver et solidarisk projekt efter princippet om, at »de bredeste skuldre skal bære mest«.
Indenrigsflyvning er ikke en utopi
Konkret leverede hun i talen et besynderligt løfte om at gøre al dansk indenrigsflyvning grøn i 2030 – som om det i et meget lille land var et umisteligt gode. Hun kunne have gjort som i Frankrig og forbudt alle indenrigsflyvninger på strækninger, hvor togture tager under to en halv time. Og så lovet hurtigtog, som forbandt landets større byer på den tid.
Et andet løfte i talen var »en ny og ambitiøs afgift på CO2« i 2022. Men hun sagde ikke, hvor høj afgiften skulle være, og om den ville være for alle uden undtagelse.
Vi ved, at det nemmeste i klimakrisen er de store ord om kloden, fremtiden og børnebørnene, og det sværeste er at realisere dem politisk og økonomisk. Men nu har statsministeren lavet en kontrakt med danskerne om, at hun selv vil holde fast, når de nemme ord støder på de svære forhandlinger.
Det vil ikke blive glemt, at hun sagde: »Vi svigter ikke. Vi gør det, der skal til.«
Selvom det burde være velkendt skylder Mette Frederiksen at fortælle at afgifter ikke er en omkostning, men en omfordeling. At afgifterne vender tilbage til samfundet som defineret af politikerne og at det derfor er muligt at bruge afgifterne til at reducere den økonomiske ulighed samtidig med at de styrker konkurrenceevnen for ikke-forurenende teknologier og metoder.
<>»Jeg kan love jer én ting. Det politiske flertal, der lige nu er i Danmark. Vi svigter ikke. Vi gør det, der skal til. Det er vores løfte. Det er mit løfte.«
Med en solid udsigt til at regeringsførelsen skal finde sted på grundlag af skiftende politiske flertalsafgørelser, er løftet vel også ca. lige så solidt funderet som selv den stærkeste sømpistol kan fastgøre en budding til væggen.
Vi står med en ny ung generation der kan se at det politiske system svigter i forhold til Klima-, landbrugs- og miljøkriserne der tårner sig op. Akkurat som min generation oplevede 1970erne. Det var her problemerne blev tydelige. Jeg sidder her og skriver snart 77 år gammel med en ung klimaaktivist inden i. Det er 2 til 3 generationer yngre politikere som sidder på Christiansborg og lader stort set alt blive ved det gamle. Dan Jørgensen taler kun med de store virksomheder, som åbenbart skal redde verden. Landbruget får lov til at fortsætte som sædvanligt, vores natur er presset af sprøjtegifte, kvælstof, motorveje og overfiskning. Kommuner og lokalbefolkningen er holdt uden for den grønne energiomstilling. Og politikerne taler om en social afbalanceret grøn omstilling. Det hænger ikke sammen. Når der laves så bredde forliger på disse livsvigtige områder er der brug for stor opmærksomhed. Indtil nu ser det ud til det politiske system er stivnet, og ikke tør gøre hvad der skal til. Og hvad er det så der skal til? Det kan Rune Lykkeberg jo spørge mig om en dag han har tid. Med venlig hilsen og godt nytår Kim Vestergaard Davidsen, klimaaktivist siden 1975. Godt Nytår.
At lufte alle de gode intentioner er enhver politikers mindste kunst.
Selvfølgelig med særlig vægt på de emner , som rent populistisk giver flest point.
Og det ved MF da godt.
Så derfor var hun ude at love guld og grønne skove til de ældre.
De udgør jo også en temmelig stor del af vælgerskaren, hvilket var grunden til at DF for år tilbage lancerede med ældrechecken, som jo var et frieri lige netop til den vælgergruppe.
Og den grønne dagsorden tager point hver gang, og det skal helst være grønnere end grønt.
Med det løfte må jeg nok sige, at der bliver noget at holde fast i. Stadig er det dog folketingsflertallet, der bestemmer, og det bestemmer altid med udsigten til næste valg. Mere sikre er løfter ikke.
“Vi svigter ikke. Vi gør hvad der skal til”… Jeg kan næsten ikke holde op med at grine, for hvem har definitionsretten? Det har jo statsministeren, der kan klappe sig på begge skuldre over en ren win-win-situation.
Lisbet Møller
Præcis :-)
Den tangerer undervisningsministerens cirkelslutning, der imødegår enhver kritik af skoleåbningerne:
(efter hukommelsen var essensen) Hvis vi ikke mente, det var trygt, ville vi ikke gøre det...