Leder

Hvis humanitær katastrofe skal undgås, må Vesten anerkende Taleban

Der er ingen vej udenom at samarbejde med regimet i Afghanistan, hvis verdens værste humanitære katastrofe skal afværges
Mangel på basale fornødenheder vil denne vinter resultere i en million døde børn. For at undgå det og hjælpe børnene, må vi anerkende Taleban.

Mangel på basale fornødenheder vil denne vinter resultere i en million døde børn. For at undgå det og hjælpe børnene, må vi anerkende Taleban.

Mohd Rasfan

Indland
24. januar 2022

I Afghanistan er halvdelen af befolkningen på 39 millioner ifølge FN truet af underernæring og direkte hungersnød. Mangel på basale fornødenheder som mad, medicin og brændsel vil denne vinter, medmindre der indtræffer et politisk mirakel, resultere i en million døde børn.

Indtil videre er udsigten til et politisk mirakel bundet op på et møde mellem Taleban og vestlige diplomater i Oslo, som indledes mandag – men udtrykkelig besværgelse af, at Taleban kan anerkendes diplomatisk. Efter Vestens hovedkuldse evakuering af Kabul iværksattes et omgående stop for den vestlige udviklingshjælp, som udgjorde halvdelen af landets BNP og 75 procent af statens budgetter. Dertil kom indefrysning af den afghanske nationalbanks likvider på næsten ti milliarder dollar deponeret i New York. Offentligt ansatte i ministerier, skoler og hospitaler får ikke løn, og de værst ramte hutler sig igennem som skopudsere og klunsere eller ved at sælge deres pigebørn som barnebrude.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Freddie Vindberg

"Men skal sagesløse reddes fra katastrofen, er der ingen vej udenom: Anerkend Taleban, og lev med det."

Og der er ingen tid at spilde. Politikere, luk munden, i er mætte, og har det varmt og godt.

Søren Dahl, David Zennaro, Annette Chronstedt, Morten Hansen, Niels Vest-Hansen og Poul Erik Riis anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

Skønt med et forsvar for humanitære interesser.

Søren Dahl, Christian Mondrup og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

Hvis Afghanistans BNP er halveret, er det måske kun Burundi, der har et lavere BNP per capita. I 2020 lå Danmark på 61.000 dollars per indbygger, Afghanistan på 517 og Burundi på 239.

jens christian jacobsen

Jeg kan forstå på vores tapre udenrigsminister, der i øvrig ser hammergodt ud med ukrainsk hjelm og kamuflagejakke, at DK vil tillade nødhjælp, men ikke anerkende Taliban-styret, fordi de diskriminerer kvinder. Den tilgang er i øvrig tiltrådt af professor Per Viggo Jakobsen.
Ud fra den logik kommer der nu en lang række tilbagetrækninger og indefrysninger af kapital fra Marokko, Algeriet, Egypten, Jordan, Sasudiarabien, Libyen, Iraq, Iran osv osv.
Spændende...

Freddie Vindberg, Søren Dahl og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Preben Lauritsen

Noget for noget
Taliban stopper med al valmuedyrkning i Afghanistan, hvilket er lige med start på nødhjælp fra Vesten.

Preben Lauritsen:
1. Tror du virkelig, at det er dem, der dyrker valmuer, der har brug for katastrofehjælp?
2. Her er en anden "let" løsning i stil med den, du fremsatte: Vi stopper med at købe opium, så stopper al valmuedyrkning af sig selv. Hvad siger du så?
Lette løsninger på komplicerede problemer er sjældne, meget sjældne.
Hvis vi vil hjælpe, må vi hjælpe dem, der har hjælp behov, inden det er for sent. Valmuedyrkning og nødhjælp er ikke sammenlignelige.

At tale om noget for noget med Talebans ledere der i dag er i Oslo, - er det glade vanvid, "de giver ikke en brødkrumme væk fra den brutale, stringente religiøse linje".

Det er også helt futilt at vesten vil sløre sine samarbejdsintentioner med Taleban via fortællingen om de sultende masser, - dem skider Talebans religiøse ledelse på i forvejen, og det ser og hører vi dagligt via medierne-

Send hele banden retur, - de må vise hvad de vil med magten, så deres folk afghanerne kan leve og overleve under deres ledelse, ellers må styre falde ved den modstand der kommer.

"Målet helliger midlet", synes at være trenden her. Det er en medicin vi har taget i mange år, når vi har ville hjælpe i fjerne egne af verden. Målet og ønskerne, der ligger bag, er såmænd fromme, men desværre véd vi, at vores hjælp, oftest ender med at passivisere, dem vi skulle hjælpe, og styrke regimet vi samarbejder med.

Tanken om, at samarbejde med Taleban, er vejen frem for den undertrykte og sultne befolkning, bliver i den kontrast lidt udvandet. Hvis regimet skal medvirke til, at hjælpe befolkningen ud af deres armod, må vi stille krav om, at de sætter dem fri, af de middelalderlige doktriner, der forhindre befolkningen i at skabe et liv for sig selv og deres nærmeste. Ellers bliver vi(Norge) en del af problemet og ikke løsningen,