Leder

Det er uigennemtænkt at stoppe for alt samarbejde med russiske forskere

Russiske forskere er i mange tilfælde en del af oppositionen til Putinstyret. Derfor risikerer et fuldt stop for samarbejde mellem danske forskere og deres russiske kolleger, som regeringen opfordrer til, at skade mere, end det gavner
Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen opfordrede i sidste uge til at indstille samarbejde om forskning, innovation og uddannelse med institutioner i Rusland og Belarus.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen opfordrede i sidste uge til at indstille samarbejde om forskning, innovation og uddannelse med institutioner i Rusland og Belarus.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indland
7. marts 2022

Indstil samarbejde om forskning, innovation og uddannelse med institutioner i Rusland og Belarus. Sådan lød opfordringen fra uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen i sidste uge. Opfordringen er bare en af mange udmeldinger om boykot af Rusland, der er kommet som en reaktion på invasionen af Ukraine.

Derfor virkede uddannelses- og forskningsministerens opfordring da også umiddelbart fair nok. Og Danske Universiteter fulgte hurtigt op på ministerens opfordring og annoncerede, at de nu indstiller samarbejder om forskning, uddannelse og innovation med Rusland og Belarus.

Men selv om det kan være fornuftigt at stoppe større officielle samarbejder om forskning, innovation eller udveksling af studerende, så går ministerens opfordring længere end det. Opfordringen handler nemlig også om at stoppe den enkelte danske forskers samarbejde med russiske universitetsforskere. Og her går den danske regering for vidt i sin iver efter at fordømme alt og alle, der har med Rusland at gøre.

Forskerne fordømmer invasionen

For hvis der er nogen i det russiske samfund, der er kritiske over for Putin og Ruslands ageren i Ukraine, så er de netop at finde blandt forskerne. Som et åbent brev fra over 7.000 russiske forskere og forskningsjournalister viser, så holder de russiske intellektuelle sig ikke tilbage med at fordømme Ruslands invasion af Ukraine.

»Ansvaret for, at en ny krig bryder ud i Europa, hviler ene og alene på Rusland. Der er ingen rationel måde at retfærdiggøre denne krig,« skriver de russiske forskere i brevet. Og dermed risikerer de pågældende forskere og journalister, hvis de er bosat i Rusland, bøde eller fængsel for at udtale sig kritisk om regeringen og krigen i Ukraine.

Et stop for kontakt til russiske forskere risikerer at ramme forkert, fordi det danske samfund dermed svigter nogle af de mennesker, som rent faktisk udgør rygraden i oppositionen til Putinstyret. Ved at cutte kontakten til russiske forskere svækker vi også det russiske civilsamfunds mulighed for at holde sig orienteret om, hvad der foregår i den eskalerende konflikt. Ligesom vi svækker vores egen indsigt i, hvad der foregår i Rusland og dermed muligheden for at finde løsninger på krigen i Ukraine.

Derfor er et fuldt stop for samarbejde med russiske universitetsforskere uigennemtænkt og ude af proportioner. Og man må derfor håbe, at de danske universitetsforskere er lige så lidt autoritetstro som deres russiske kolleger og holder kontakten ved lige.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Men netop, fordi forskerne er skarpe kritikere og modstandere af Putin og krigen, vil de også have forståelse for nødvendigheden af for en tid at kappe alle bånd og isolere deres land.

Marianne Jespersen

Nej, Steffen Gliese. De vil opleve at blive svigtet og komme til at stå uden muligheder for en slags opbakning og beskyttelse, når ingen længere holder kontakt og kan følge op på om de bliver forfulgt, fængslet eller forsvinder.

Lige nu slår politikerne med flere om sig nærmest i blinde med alverdens aktiviteter om forbud , censur, isolation mv. Uanset om det tjener noget hensigtsmæssigt formål.
Man får ondt af russere der nu evt. risikerer at blive smidt ud af de danske universiteter, udvist og sendt hjem til evt. blive indlemmet i hæren.
Journalistforbundet og Information har spurgt om vi skal bekæmpe censur med censur. Det ender vel med at DRs symfoniorkester ikke må spille Tjakovski og Tjekovs onkel Vanja skal tages af plakaten efter ordre fra kulturministeren.

Holger Nielsen, Sinne Lundgaard Rasmussen, Jane Nielsen, Christian Mondrup, Pia Nyeng, Lotte Jørgensen og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Marianne Jespersen, helt enig! Vi ser allerede på Charlottenborg i Kbh. hvad disse udifferentierede påbud fører til: En russisk systemkritiker stækkes. Putin sender nok snart et takkekort med “tak for hjælpen” til den danske regerings molboagtige gebærder.
I Norge kan man i øvrigt godt finde ud af at sigte mod målet med en boykot…

Frank Borchorst, Holger Nielsen og Sinne Lundgaard Rasmussen anbefalede denne kommentar