Israelsk politi forhindrede i påskedagene, at jødiske ekstremister fra ’Tilbage til Tempelbjerget’-grupperingen slagtede en ged så at sige på dørtrinnet til den guldkuplede Klippemoské. Det kunne havde udløst en tredje intifada.
Bygget af kaliffen Omar i 690-92 over det stenalter, som Abraham (arabisk: Ibrahim) ifølge såvel den jødiske Torah (Det Gamle Testamente), som Koranen brugte som slagtebænk, da Gud (Allah) befalede ham at ofre sin søn, Isak (i Koranen: Ismael), udgør guldkuplen islams tredjevigtigste helligdom efter Mekka og Medina. Som bekendt blev sønnen skånet efter en ærkeengels indgreb i sidste øjeblik. I stedet fik en ged, der meget bekvemt opholdt sig i nærheden, kniven.
Vi kender alle historien, og det er et problem, at voksne mennesker, jøder som muslimer – og såmænd kristne, tror på den. Således er Tempelbjerget – på arabisk Haram al-Sharif (Den pure Helligdom) – et kernepunkt i den jødisk-muslimske konflikt som helligdom for begge religioner.
Siden 1967 har jøder kunnet bede ved Grædemuren – resterne af Herodes’ tempel – medens muslimerne har bevaret kontrol over pladsen med klippemoskeen og al-Aqsa-moskeen. Jøder har adgang, men forbud mod at bede, og typisk ved den jødiske påske er der hvert år uroligheder, når palæstinensiske aktivister slås med religiøse jøder, der gør krav på tempelpladsen ud fra devisen: Vi kom først – for sådan cirka 5.000 år siden. Og for første gang er israelske sikkerhedsstyrker i år trængt ind i al-Aqsa-moskeen.
Tømt for mening
Men mere afgørende end religion er afmagten: Op til ramadanen førte palæstinensiske overfald på israelere til 11 dræbte. Her overfor førte dette års israelske politiaktioner på Vestbredden til 47 døde, heraf otte børn. Fortrinsvis skudt og ofte om natten.
Urolighederne på Tempelbjergets dagslys har indtil nu ’kun’ kostet 150 sårede. Men den religiøse spænding tildækker, at konflikten er tømt for mening efter 55 års besættelse. Jordans konge, Abdullah II, har reageret, og Hamas i Gaza sendte mandag morgen en raket mod Israel. Den gjorde ikke skade, ligesom det straffende israelske luftangreb bombede tomme bygninger – som om de to sider vil begrænse skaderne i den kroniske konflikt, der ikke lader sig reparere. Som Israel gerne vil glemme, men som palæstinenserne må holde ved lige for at huske verden på, at de eksisterer. Vel vidende, at momentet er forpasset. Ingen tror på tostatsløsningen, og en enhedsstat vil blot betyde en apartheidstat. Så den tredje og uundgåelige intifada kommer en dag. Med eller uden ged.
Ah, der er vist ved at samle sig en opinion for den tredje løsning: en føderal stat.
Jeg er for længst holdt op med at interessere mig for konflikten. Begge sider er jo grundlæggende det samme folk og hvis de vil slås om noget så ligegyldigt som religiøse præferancer, må det være deres egen hovedpine.
Når den ene gruppe vil undertrykke den anden og sjæle jord, kan konflikten ikke slutte, Søren. Det handler ikke om ligegyldigheder.
Kun arrogante borgerlige kommentatorer kan finde på at kalde menneskers kamp for adgang til vand, jord og erhverv indholdstom. Det religiøse er naturligvis kun symbol herfor
Hvilke religioner anvender ikke symboler som nogle af de vigtigste argumenter i deres historie?
Og så burde de uvidende jøder da efterhånden være klar over, at betydningen af mange af deres symboler, f.eks. Tempelbjerget og Grædemuren, er baseret på løgne, og at deres påstande om stedernes hellighed for judaismen kun tjener èt bestemt formål, nemlig jødisk ønske om at kontrollere alle muslimske områder, helst hele verden. Læs blot, hvad Middle East Monitor skriver på sin webside: ”The Muslim scholars reiterated that Al-Aqsa Mosque, including all of its over ground and underground facilities and walls "is a holy place exclusive to Muslims."
Så er det totalt ligegyldigt, at den israelske regering år efter år erklærer, at den pokkers ged ikke får lov til at vanhellige muslimsk jord på nogen måde, og at regeringen fastholder det, som i denne forbindele kendes som ”status quo”, som den mere eller mindre har eksisteret siden 1757.
De pokkers jøder må da for pokker snart erkende, at de ikke kan få lov til at leve efter de retningslinjer, som FN Resolution 242 fra 1967 bl.a. beskriver sådan her: ”(ii) Termination of all claims or states of belligerency and respect for and acknowledgment of the sovereignty, territorial integrity and political independence of every State in the area and their right to live in peace within secure and recognized boundaries free from threats or acts of force”