Der kommer en kænguru hoppende forbi.
Den holder forbenene op foran kroppen og sætter af med sine bagben i et spring for at komme væk fra flammerne, mens den forsøger at finde et sted, hvor den kan sætte af i endnu et spring uden at lande i gløderne fra skovbranden i New South Wales, Australien. På billedet, som er taget af den amerikanske fotograf Matthew Abbott for The New York Times under den såkaldte »sorte sommer«, er baggrunden lyst op i nuancer af rød og orange, mens man kun ser silhuetten af kænguruen i spring.
De fleste husker sikkert billeder som disse af brændende skove – ikke mindst vælgerne i Australien.
I weekenden tabte premierminister Scott Morrison og hans Liberale Parti valget til Anthony Albanese og Arbejderpartiet efter en valgkamp, hvor klima var et af de store emner. Ifølge den foreløbige optælling fra Australian Electoral Commission fik Anthony Albanese og hans parti 73 pladser i parlamentet, mens den afgående premierminister Scott Morrisons parti fik 51.
»Stemmerne bliver stadig talt,« skriver den australske ngo Climate Council i en undersøgelse af valgresultatet, som blev offentliggjort mandag.
»Men en ting er sikkert: Klimaet er vinderen af dette valg.«
Ifølge undersøgelsen har klimaforandringerne været »et afgørende emne« i valgkampen – for eksempel har vælgerne i de fleste af de områder, som de seneste år har været ramt af store skovbrande eller oversvømmelser, flyttet deres stemme til partier med en mere ambitiøs klimapolitik.
The Australian Way
Det er langtfra det første klimavalg i verden.
I Danmark blev folketingsvalget i 2019 det første valg herhjemme, der havde klima som det vigtigste emne for vælgerne. Ifølge forskerne bag Den Danske Valgundersøgelse (DNES), som siden 1971 har foretaget landsdækkende undersøgelser af vælgerne, har klima aldrig stået så højt på den politiske dagsorden som ved valget i 2019. Siden har valg efter valg i Europa og verden været domineret af det samme spørgsmål; i Tyskland efter de voldsomme oversvømmelser i den nordlige del af landet sidste år, i Grønland efter en debat om minedriften i Kvanefjeld i den sydlige del af landet og selv i USA var klima ved det seneste valg vigtigt eller meget vigtigt for et flertal af vælgerne, viser en undersøgelse fra analyseorganisationen Pew Research.
I mange lande går udviklingen den samme vej. Men ikke i Australien.
Da Australiens premierminister i efteråret præsenterede landets klimaplan, var det tværtimod under overskriften »The Australian Way«, hvilket viste sig at være en helt anden vej end store dele af resten af verden: Ifølge klimaplanen vil man nedbringe udledningerne med mellem 26 og 28 procent inden 2030, hvilket er mindre end stort set alle andre vestlige lande.
Der findes såmænd stadig en Danish way, som handler om at bevare et par hundrede arbejdspladser i cementindustrien, og en Polish way, som handler om at sikre de nationale interesser i et europæisk samarbejde, men flertallet vil ikke den vej. Heller ikke i Australien.
Grønne supermagtsambitioner
Ifølge Parisaftalen skal landene nedbringe de nationale udledninger af drivhusgasser i henhold til målet om at holde temperaturstigningerne under 1,5 grader, hvilket for Danmark betyder en reduktion på 70 procent i 2030 i forhold til 1990 og for Australien 57 procent i forhold til 2005.
Her er ambitionen altså aktuelt mellem 26 og 28 procent.
Ifølge tal fra forskersamarbejdet Climate Analytics vil landets udledning faktisk falde med mellem 30 og 38 procent i årene frem mod 2030 uden nye tiltag fra regeringen, fordi delstaterne i landet de seneste årtier har ført en mere ambitiøs klimapolitik end regeringen. Dermed er regeringens klimapolitik ikke bare mindre ambitiøs end andre vestlige landes – den kan knap nok kaldes en politik.
Den nye premierminister vil nedbringe udledningerne med 43 procent og gøre landet til en »supermagt« inden for vedvarende energi.
Det er ikke kun vigtigt, fordi udledningerne skal nedbringes, fordi Australien hvert år udleder over 500 millioner ton CO₂, fordi regeringen investerer i udbygningen af olie- og gasproduktion (regeringen har en liste med 116 projekter, som man overvejer at støtte), eller fordi landet er det land i Vesten, som kommer tættest på Qatar og Kuwait, der har den største udledning af CO₂ per indbygger.
Det er også vigtigt for det internationale samarbejde i FN. Når landene hvert år samles til klimakonference, er samarbejdet betinget af, at de lande, som historisk har udledt den største del af de samlede mængder CO₂ i atmosfæren, tager det største ansvar for at handle.
Og endelig er det vigtigt, fordi det viser, at der er en sammenhæng mellem det, vi stemmer på, og det vi ser i verden. Som nu billedet af den brændende skov.
