Leder

Spanien fører progressiv ligestillingspolitik, når man anerkender kraftige menstruationssmerter

Det har vakt opsigt, at Spaniens regering har godkendt et lovforslag, der giver betalte sygedage til kvinder, som lider under kraftige menstruationssmerter. Men forslaget er del af en større og nødvendig kamp for reel ligestilling
Ifølge Spaniens ligestillingsminister, Irene Montero, fra venstrefløjspartiet Podemos er lovtiltaget om sygedage ved kraftige menstruationssmerter en del af et større feministisk fremstød.

Ifølge Spaniens ligestillingsminister, Irene Montero, fra venstrefløjspartiet Podemos er lovtiltaget om sygedage ved kraftige menstruationssmerter en del af et større feministisk fremstød.

Ricardo Rubio/Ritzau Scanpix

Indland
23. maj 2022

»Ve-agtige underlivs- og lændesmerter«, som typisk varer i to til tre dage – sådan lyder den sundhedsfaglige definition på menstruationssmerter. 75 procent af menstruerende kvinder oplever dem, og 15 procent oplever så kraftige smerter, at det forhindrer dem i daglige gøremål. Det kan føre til sygemelding eller kræve smertestillende medicin. På EU-plan har knap 20 millioner kvinder ifølge ngo’en European Institute of Women’s Health kraftige menstruationssmerter.

Det er et problem, som den spanske regering vil adressere med et nyt lovforslag, der vil give kvinder med kraftige menstruationssmerter – som har fået en lægerklæring – adgang til sygedage, der betales af den spanske stat.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Brian W. Andersen

Jeg er absolut tilhænger af den spanske lov om betalte sygedage til kvinder, som lider af stærke ,menstruationssmerter, og af hele idéen bag loven, men jeg finder det samtidigt trist og måske en anelse misogynt at den her i 2022 skal betegnes som progressiv ligestillingspolitik.

Den mest almindelige årsag til meget stærke menstruationssmerter, er blødning ud i bughulen, og det har været kendt i over 100 år at blødning i bughulen (uanset årsagen til blødningen) er en af de mest smertefulde tilstande der findes. Og en af de helt store årsager til blødning i bughulen er en lidelse, der har været kendt af lægevidenskaben næsten lige så længe, samt en man så småt kunne begynde at behandle i 1950'erne. Denne er Endometriose, hvilket er en af de mest underdiagnosticerede fysiske lidelser i verden. I det danske sundhedssystem bliver den typisk først diagnosticeret, når den er fremskreden nok til at have medført barnløshed og indtil da er den "bare" menstruationssmerter, så tag et par ipren'er og et par pamol'er og tag dig sammen og pas dit arbejde! Billedet i andre lande er tilsvarende.

Jeg har ofte tænkt på hvordan forholdene ville have set ud, hvis ikke lægefaget traditionelt havde været et "mandefag" eller hvis en lidelse som endometriose også ramte mænd. Sygefravær pga. smerter ville næppe have været svært at opnå og mon ikke at der politisk ville være blevet sat fuldt blus under alle sundhedsfaglige ressourcer lige fra forskning til behandling, for at komme de ubehagelige og arbejdshæmmende smerter til livs?
Dette er i hvert fald det mønster som historisk kendes fra lidelser, der også eller som udelukkende rammer mænd. Kun meget få kvindesygdomme har fulgt samme mønster, men en af de enkelte undtagelser er brystkræft og det har sandsynligvis sin forklaring i (undskyld mig kynismen) at brystfikserede mænd elsker sit "legetøj". Og så er brystkræft endda ikke helt eksklusivt en kvindesygdom, for den rammer i sjældne tilfælde også mænd, hvilket nogle mænd finder meget pinligt.

Dagpenge ved sygdom er noget som har eksisteret så længe at den spanske lov om betalte sygedage til kvinder, som lider under kraftige menstruationssmerter, ville have været progressiv ligestillingspolitik i 1960'erne til 1970'erne og måske endda så langt fremme som i 1990'erne, men i 2020'erne ligner det i mine øjne mere en eftertanke. Loven er selvfølgelig stadig et vigtigt stykke politisk pionerarbejde, men det gør det kun mere pinligt at lande, der bryster sig af at være førende indenfor lighed og ligestilling (som f.eks. Danmark), ikke for længst har gennemført tilsvarende lovgivning.

Inger Pedersen, Peter Wulff, Helle Bovenius, Eva Schwanenflügel, Anne Malling og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jeppe Lyngsø Bundgaard

Hvem definerer, hvad "kraftige smerter" er? Er det kvinden selv, der gør dette?
Hvor mange vil gøre brug af dette? Hvor mange årsværk vil forsvinde som dug for solen, og hvem skal dække de huller, der opstår på arbejdsmarkedet?
Lad os tage mit fag, SOSU, som eksempel. Et fag man vil betegne som kvindefag. Hvem skal bade fru Jensen, ordne den personlige pleje, komme ilende, når hun trykker nødkald. Hvem skal gøre rent hos hende, sørge for indkøbene, varme maden, hjælpe med medicinen, når kvinder i hobetal pludselig melder sig syge?

Tæller denne form for sygemelding med i regnskabet om den enkeltes sygefravær, og kan det få ansettelsesmæssige konsekvenser som ved for meget normalt sygefravær?
Ikke at jeg under kvinder det bedste, men der er godt nok mange spørgsmål, der melder sig.

uffe hellum

Hvorfor er det en særskilt lovgivning?

Er det ikke ligemeget hvorfor personen er syg, hvis de ikke kan arbejde den dag? Om det er nyresten eller menstruationssmerter eller tømmermænd er der vel ingen, der forventes at arbejde, når de er syge?

Det samlede regnskab for, hvornår man meningsfyldt kan siges at være fuldtidsansat, og hvornår man er nødt til at skifte til en deltidsordning, det er vel en planlægningsopgave for ledelsen og den enkelte.

Hvad med at respektere ALLE de mange, som ikke kan arbejde hele tiden? Min ven endte med at begå selvmord, efter at han i årevis var presset til fuldtidsarbejde, når han reelt kun kunne holde til 20-30 timer. Det er naturligvis ikke "årsagen", men det virker komplet meningsløst, at han var presset hårdere end han ønskede.

Jes Balle Hansen , Inger Pedersen og Peter Wulff anbefalede denne kommentar
John Johansen

@Uffe Hellum

Tømmermænd er resultatet af en selvpåført forgiftning og er ikke en sygdom.

uffe hellum

@ john johansen
Det er netop derfor. Uanset grunden, så kan personen ikke arbejde den dag.

I det perfekte samfund kan vi feje alt det vrøvl om offerrolle og selvforskyldt og psykosomatisk sygdom helt af bordet, og bare fokusere på det meningsfyldte: Kan han arbejde den dag eller kan han ikke?

Om tømmermænd skyldes at hun er ligeglad med sit arbejde, eller en udiagnosticeret underliggende tilstand, så ændrer det jo ikke på, at hun ikke kan arbejde den dag.

Rygning og tømmermænd og graviditet er jo altsammen resultatet af en privat beslutning som vi normalt ikke mener, arbejdsgiveren skal blande sig i.