Danmark er verdens mest bæredygtige land, hvis man skal tro Environmental Performance Index udarbejdet af de to amerikanske universiteter Yale og Columbia. Indekset laves hvert andet år, og senest – i 2020 – var det også Danmark, der toppede listen. I 2018 var vi nummer tre.
Alle gange er det stort set samme begrundelse, der placerer Danmark i top – nemlig »at Danmark leder den internationale klimakamp«, og at vi »producerer op mod halvdelen af vores strøm fra sol og vind«.
Og ja, det er også rigtigt, at det gør vi – og det får det samlede billede til at tage sig pænt ud. Men det flotte resultat skyldes også metoden, der anvendes.
Resultatet ville se anderledes ud, hvis vores enorme import af alverdens dimser og elektronik blev medtaget, hvis vi også talte skibsfarten med, og hvis vi ikke fik lov at brænde så ualmindeligt meget biomasse af og tælle det med som grøn energi.
Men metoden, som Yale og Columbia universiteter anvender i deres opgørelse, tager netop ikke højde for import, men forholder sig udelukkende til udledninger inden for landenes egne grænser.
På kant med Klimarådet
Listen er således et øjebliksbillede, der viser, hvilke lande der er på vej til at indfri egne klimamålsætninger, hvis den nuværende reduktionsrate fortsætter. Og det er Danmark altså ifølge opgørelsen fra Yale og Columbia.
Dermed er opgørelsen faktisk lidt på kant med Klimarådet, der netop for ganske nylig konkluderede, at den danske indsats endnu ikke er tilstrækkelig til at sikre, at vi når i mål i tide:
»Trods betydelig fremdrift vurderer Klimarådet samlet set, at regeringens klimaindsats endnu ikke anskueliggør, at 70-procentsmålet i 2030 nås,« som Klimarådet skrev i februar i år.
At Danmark ender som nummer ét i verden, er dog ikke nødvendigvis forkert eller misvisende. Men det siger en hel del om resten af verden, og hvor uendeligt langt vi er fra en global grøn omstilling.
Som opgørelsen fra Yale og Columbia understreger, er den gode nyhed, at stadigt flere af verdens økonomier – herunder USA – endelig er lykkedes med at afkoble vækst og CO₂, så ny vækst ikke automatisk leder til mere CO₂.
Vi er altså på rette vej, men tempoet er katastrofalt stort set alle andre steder end i Danmark, hvor det heller ikke går helt smertefrit.
At Danmark skulle være det mest bæredygtige land minder mest af alt om endnu en bestilt hvidvask af konventionelt landbrug, redigeret af samme og betalt med EU skatteyderkroner, trykt på brevpapir fra et førhen troværdigt nu liberaliseret privatkapitalistisk universitet.
Virkeligheden udenfor Christiansborgs til enhver tid siddende og regerende landbrugsmafia ser ud som følger:
https://gylle.dk/fremtidens-landbrug-skal-levere-langt-mere-end-billigt-...
At det har ladet sig gøre at afkoble økonomisk vækst og co2 er ren manipulation med ord og tal. Lad os få nogle eksempler på tryllekunsten.
Vi er ikke på rette vej endnu. Heller ikke i DK. Langt fra.
Det er jo det rene nonsens. Det her land ledes af en flok klimafornægtere. Kik på oversigten over EU landenes energi forbrug. Vi ligger på højde med Polen. Vi brænder skovene af til brug i vores Biomasse anlæg. Vi importerer sort strøm i et overskueligt omfang. Vi investerer i ustabile sol og vind projekter til stor skade for miljøet og naturen. Bare råstoffer til disse vind og sol projekter er enorme. Her benægter man så fra bla. politisk hold konsekvenserne. Den danske natur er ødelagt og ikke engang vores børnebørn kan nå at få rettet op på skaderne. Det er en stor politisk greenwashing og løgn. Generelt ligger landene omkring som bla. har Atom og vandkraft meget bedre til.
Tag et selskab som Mærsk. Deres 700 skibe udleder ligeså meget CO2 som hele Baltikum til sammen. FL-Smith er Danmarks mest forurenende virksomhed gennem deres Minedrift rundt omkring i verden. Landbruget i Danmark er dybt forgældet og et kæmpe klima og naturødelæggende erhverv som ingen berettigelse har på jord og sådan kan vi blive ved. Politisk findes der ingen løsninger. Her tænker politikerne mere på personlig og politisk overlevelse end på landets .
Man kan dog glæde sig over store lande omkring os som virkelig prøver, at gøre en forskel målt pr indbygger.
Jeg ved godt, at man ikke kan bruge en TV-doku-soap som argumentation - men...:
I udsendelsen om Helle Virkner og Jens Otto Krag var der et klip med hans tale til fagforeningerne under strejken i 50'erne:
(sådan nogenlunde efter hukommelsen):
Jeg ved godt, at de her forandringer ikke vil gavne jer. Men de vil komme jeres børn og børnebørn til gode.
Det var lige præcis den holdning, jeg oplevede som barn og ung.
I et landsbysamfund, styret af Venstre-bønder.
I dag er det modsat fra magthaverne: Jeg ved godt, at de her forandringer ikke vil komme jeres børn og børnebørn til gode. Men de vil gavne jer.
Det er eddermaneme noget af et stemningsskift...
Er vi en generation eller to, der bør tage os sammen nu?
Og det er IKKE den unge!
Med det landbrug som systematisk forgifter vore omgivelser, er det at bo på landet en konstant stank af lort. I perioder trænger det ind i vore bysamfund og minder os om at svineproduktion i vort land bestemt ikke er bæredygtigt!
Problemet med landbruget kan løses meget nemt. Hvis vi allesammen holder op med at spise noget, så forsvinder landbruget helt af sig selv. Det samme gælder for industrien, hvis vi allesammen holder op med at købe deres produkter. Vi ville godt nok også allesammen dø af sult, men hvis man bilder sig ind at bæredygtighed er "gratis", så har man ikke forstået begrebet.
Når man sidder i flyet på vej til Thailand, på en af de to årlige ferier, og flyets motorer sætter ud, så kan man enten bekymre sig om, hvad der sker når man/flyet rammer jorden, eller man kan tænke at "det går sgu da alligevel meget godt, og jeg er da ikke død endnu", og så kan man bestille en gin og tonic mere. Der skal nok være en eller anden "idiot" som bliver bekymret i en sådan situation, men der vil helt sikkert være dem som siger at "nu skal vi jo hverken male fanden på væggen eller tage sorgerne på forskud, skål!".
Selv i de kredse, hvor man taler utroligt meget om bæredygtighed (uden at leve bæredygtigt), er der meget få som reelt har gjort sig umagen at prøve at danne sig et indtryk af, hvad det reelt vil sige at leve bæredygtigt. For en "median dansker" vil det formentlig være noget ala at skære sit daglige forbrug ned til 10-20% af det nuværende. Det gælder alt, hvad vi køber. Hvis man ikke er villig til at gøre det, for at redde vores arts fremtid, så klinger enhver snak om bæredygtighed efterhånden hyklerisk hult.
Morten Balling: Hvad vil det sige at gå foran? Her skal der gås på to ben, både det politiske og det personlige. Man kan godt arbejde politisk for nedlæggelse af svineproduktionen, mens man stadig selv spiser svin. Her vil nogle nok protestere, men jeg tror, det er bedst, at det er hele politikken, der løftes og ikke blot en selv.
Det har altid været et stridspunkt og vil fortsat være det, og det er sundt at få debatten, for der er ingen nem løsning.
Nu må 'man' snart se at få bestemt sig til, om CO2-udslip skal beregnes for producent- eller forbrugerlandet. For hvis Danmarks skal medregne produktion "af alverdens dimser og elektronik" i fx Kina, så må det logisk betyde, at tyskere, kinesere og japanere skal stå til regnskab for udslippet fra den danske svineproduktion. Det mindste man må kunne forlange af Jesper Løvenbalk Hansen og andre, er lidt logik.
Og så i øvrigt ellers gode hilsner fra Hans Meltofte