Det er nogle historisk hårde konklusioner, Minkkommissionen torsdag sendte ud i offentligheden. Instruksen til myndighederne om at aflive alle mink var »klart ulovlig«, og regeringens opfordring på det berømte pressemøde den 4. november 2020 til, at minkavlerne selv igangsatte aflivningerne, var »groft vildledende«.
For som kommissionen prosaisk konstaterer i sin beretning:
»Myndigheder må ikke utvetydigt opfordre borgere til at træde i myndighedernes sted og selv handle under foregivelse af, at myndighederne ellers vil handle, når myndighederne ikke har hjemmel til at handle.«
En lang række topembedsmænd får voldsom kritik for deres rolle i forløbet. Og kommissionen vurderer i hele ti tilfælde, at forseelserne er så alvorlige, at der vil kunne rejses tjenestemandssager.
Det er ingen overdreven metafor, at beretningen vil komme til at sende chokbølger gennem centraladministrationen og resten af den offentlige forvaltning. Instrukskommissionens beretning og den efterfølgende rigsretssag mod forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg har allerede rystet embedsværket og genstartet diskussionen om et dysfunktionelt samspil mellem politikere og embedsmænd. Og nu slår kommissionsformand Michael Kistrup og de øvrige kommissionsmedlemmer fast, at der er begået alvorlige lovbrud i minksagen, og at det i høj grad skyldes svigt i embedsværket.
Ikke »top of mind«
Ikke uventet går kritikken især ud over Fødevareministeriet og ministeriets departementschef, Henrik Studsgaard. I ministeriet havde der længe været viden om, at der ikke var hjemmel til at kræve samtlige mink i landet aflivet, men ingen i ministeriet formåede at forhindre instruksen om aflivning. Også Henrik Studsgaard kendte personligt til hjemmelsproblemet, da han deltog i det afgørende møde i regeringens koordinationsudvalg den 3. november 2020 om aftenen, hvor beslutningen om aflivning blev truffet. Men alligevel gjorde han tilsyneladende ikke opmærksom på problemet. Heller ikke i det relativt lange stykke tid mellem mødet om aftenen og pressemødet den efterfølgende eftermiddag. Og siden er han kommet med den besynderlige forklaring, at den manglende hjemmel ikke var »top of mind« hos ham.
Som beskrevet nærmere i dagens Information bliver også Statsministeriet, Justitsministeriet og Finansministeriet mødt med varierende grader af kritik. Især er det opsigtsvækkende, at departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen og departementschef i Justitsministeriet Johan Legarth er blandt de embedsmænd, som der ifølge kommissionen er grundlag for at søge draget til ansvar.
Men interessen samler sig især om Mette Frederiksens person. De borgerlige partier har advokeret for en rigsretssag og har krævet en advokatvurdering af mulighederne for at føre en sag imod statsministeren.
Politisk betragtet er sagen dybt belastende for Mette Frederiksen. For der er ingen tvivl om, at den centralisering af magten i Statsministeriet, som har været et ideologisk projekt for hende, nu bliver sat i et frygteligt uheldigt lys. Som Minkommissionen skriver, indtog Statsministeriet »en overordnet og styrende rolle i den forcerede proces«, mens Miljø- og Fødevareministeriet »blev kørt ud på et sidespor« og »ikke var genstand for særlig interesse, uanset at mink og aflivning af mink henhørte under Miljø- og Fødevareministeriets ressort«. Desuden var materialet, der skulle bruges under det afgørende møde i Koordinationsudvalget, »udarbejdet under hastværk«. Det blev først sendt til deltagerne i sidste øjeblik før mødet, og kommissionen konstaterer eksempelvis, at der »ikke blev indrømmet en læsepause fra statsministerens side«.
Kommissionen finder det »klart, at det pres, hvorunder KU-mødet blev forberedt og gennemført, øgede risiko for fejl på en uhensigtsmæssig måde«. Samtidig understreger den, at Mette Frederiksen »må have været bekendt med, at mødet blev tilrettelagt og materiale udarbejdet i en forceret proces«.
Hun vidste det ikke
Juridisk betragtet er det imidlertid mindre entydigt, at Mette Frederiksen står tilbage med et stort problem. De borgerlige partier lægger vægt på, at hendes udmeldinger på pressemødet ifølge kommissionen var »groft vildledende«. Det er bestemt også belastende for hende. Men kommissionen tilføjer det afgørende forbehold, at udmeldingerne måske nok »objektivt set« var groft vildledende, men at statsministeren »subjektivt ikke den 4. november 2020 havde viden herom eller hensigt hertil«.
Pointen er, at ingen tilsyneladende gjorde Mette Frederiksen opmærksom på den manglende hjemmel. Derfor havde hun »ikke viden om de forhold, som gjorde hendes og andres udmeldinger på pressemødet den 4. november 2020 vildledende, endsige groft vildledende«, konstaterer kommissionen.
Det står i klar kontrast til sagen om Inger Støjbergs ulovlige adskillelse af asylpar. Her konstaterede Instrukskommissionen, at den forhenværende udlændinge- og integrationsminister havde fastholdt et ønske om en ulovlig praksis på trods af advarsler fra sit embedsværk. Og rigsretten vurderede senere, at hun af den grund kunne siges med forsæt – eller med andre ord imod bedre vidende – at have brudt ministeransvarlighedsloven.
Oppositionen henholder sig til, at grov uagtsomhed også er i strid med ministeransvarlighedsloven. Det er så at sige den nederste tærskel for, hvad en minister skal have gjort sig skyldig i for at kunne straffes ved en rigsret.
Mette Frederiksens problem ville i så fald være, at hun ikke aktivt havde spurgt til og sikret sig, at der nu også var hjemmel til aflivningen af mink. At hun altså ikke havde gjort brug af det, der statsretligt kan betegnes som ministerens initiativpligt som forvaltningschef.
Helt uden ironi er det ikke, at de borgerlige partier så nidkært forfølger denne mulige forsømmelse, når de samme partier end ikke kunne acceptere en undersøgelseskommission i den i forhold til ministeransvar noget alvorlige sag om ulovlig adskillelse af asylpar. Men det ændrer ikke på, at de principielt kan have en pointe.
Statsministerens svaghed
Spørgsmålet er imidlertid, om Mette Frederiksens ageren i minksagen kan bære en rigsretssag. Og om det ville være rigtigt af et flertal i Folketinget at køre så stort et apparat i stilling.
Bedømt ud fra en første læsning af centrale dele af Minkkommissionens beretning er det ikke umiddelbart oplagt.
En bærende pointe i højesteretsdommer og kommende højesteretspræsident Jens Peter Christensens bog Ministre og embedsmænd – pligter og ansvar fra tidligere i år er, at en ministers selvstændige initiativpligt er meget begrænset. Jens Peter Christensen er landets ubestridte autoritet inden for ministeransvar. Han skriver, at ministre langt hen ad vejen må »kunne løbe an på, at embedsmændene udtrykkeligt gør opmærksom på mulige problemer«. Eller som han sagde i Information i forbindelse med udgivelsen af bogen: »Hvis en minister ikke er blevet advaret om risikoen for ulovligheder, vil det oftest være sådan, at ministeren ikke i juridisk forstand kan gøres ansvarlig.«
En minister er således ikke juridisk ekspert og har typisk ikke mulighed for at sætte sig grundigt ind i komplicerede sager. Det er embedsværkets ansvar. Og i den konkrete sag vil Mette Frederiksen kunne gøre gældende, at hun – ved et møde med deltagelse af blandt andre Justitsministeriets, Fødevareministeriets og Statsministeriets departementschefer, der alle tre er drevne jurister – måtte antage, at hun ville blive gjort opmærksom på eventuelle juridiske problemer.
Men tilbage står under alle omstændigheder statsministerens politiske ansvar for at have skabt en kultur, hvor vidtrækkende beslutninger bliver truffet af få mennesker alt for hurtigt. Frem for at sikre et system, hvor især de vigtigste initiativer bliver drøftet grundigt og belyst fra flest muligt sider.
Netop det er Mette Frederiksens store svaghed. Hendes forkærlighed for resolut og mere eller mindre egenhændig handling i sager, hvis historiske betydning hun kan tale om med stor gravitas.
Efter Minkkommissionens alarmerende beretning må oppositionen og støttepartierne under alle omstændigheder kunne blive enige om at udtale hård kritik af statsministeren for denne form for regeringsførelse. Og statsministeren må på sin side forpligte sig på en helt anderledes stil fremover.
For det er helt åbenbart, at der for Mette Frederiksen og hendes regering bør være et før og et efter Minkkommissionens beretning.
Nu er Mette Frederiksens ændring af centraladministrationen, så den igen kommer til at beskæftige sig med politik i stedet for økonomi, kun i sin vorden. Derfor kan det gå galt, fordi systemerne stadig blandes. Det er desværre dyre lærepenge for ikke mindst Barbara Bertelsen, som man risikerer nu må være sat i baggrunden i flere år.
Det er trist, for vi har om noget brug for embedsmænd, der ikke passivt sidder og bremser udvikling med bureaukratisk nidkærhed.
Jeg håber Mette Frederiksen ser, at tidspunktet for at udskrive valg er lige nu. Det kan godt være, at oppositionen går helt amok og ser chancen for at overtage magten.
Men jeg tror faktisk, at Mette Frederiksen nyder stor opbakning i befolkningen med baggrund i, at det var en ekstraordinær situation, vi var i under coronakrisen, og at hun blandt befolkningen har forståelse for, at der ikke var tid til at tænke sig om i ret lang tid for der skulle handles med baggrund i folkesundheden.
Det er vores liv, der var på spil
Og, Frederik Schwane, panikken vil blive fuldkommen i oppositionen, der jo står totalt splittet med løsgængere, ubagte nye partier og almindelig indbyrdes uenighed og mangel på tillid.
@Anton Geist
Et sidespring; men forhåbentlig kan du kommentere emnet.
»Hvis en minister ikke er blevet advaret om risikoen for ulovligheder, vil det
oftest være sådan, at ministeren ikke i juridisk forstand kan gøres ansvarlig.«
citat fra artiklen af Jens Peter Christensen
Da Poul Schlüter for 30 år siden skrev Tamil talen, der skulle holdes
næste dag i Folketinget med udtrykket, at "der ikke var fejet noget ind
under gulvtæppet", gik siderne i takt med færdiggørelsen videre til de
daværende departementschefer for både Stats- og Justitsministeriet,
som af Schlüter var blevet bedt om at sidde klar til gennemgangen.
Udtrykket blev ikke anfægtet af de 2 departementschefer.
Ikke desto mindre blev Schlüter hårdt bebrejdet dette udtryk
af Mogens Hornslet.
Jeg har altid været i tvivl om berettigelsen af denne bebrejdelse
i og med at begge departementschefer havde godkendt talen.
I pauserne mellem Tour de France etaperne, kan alle, i sær den borgerlige presses ansvarlige, med (måske) udbytte læse følgende i hængekøjen:
https://jura.ku.dk/jurabog/pdf/juridiske-monografier/waaben_det_kriminel...
Og skulle teksten komme som en overraskelse for minkavlere og folketingsmedlemmer, chefredaktører, kommentatorer og andet godt folk mm., så er jeg helt sikker på, at den kan alle Højesterets dommere udenad...
Jens Peter Christensen er medlem af Højesteret
En kommentar til:
Det er ikke kun et spørgsmål om, at "vidtrækkende beslutninger bliver truffet af få mennesker alt for hurtigt", og at "de vigtigste initiativer bliver drøftet grundigt og belyst fra flest muligt sider".
Det er også i høj grad en spørgsmål om at give tid til, at netop kompetente ansatte i ministerierne, der er inde i substansen i de sager, som det drejer sig om, får tid til at gøre deres undersøgelser færdige.
Når mange beslutninger, som i denne sag, bliver truffet i regeringens koordinationsudvalg, og det undertiden skal gå meget stærkt, risikerer embedsværket at "knække over".
I bl.a. fødevareministeriet og justitsministeriet fortsatte man med at undersøge, om der var hjemmel til at melde ud om og igangsætte aflivning af alle mink, som besluttet på mødet i koordinationsudvalget, mens statsministeren og en række departementschefer blot reagerede, som om der var hjemmel.
Det fremsatte forslag på mødet i koordinationsudvalget var til dels nyt og var ikke forinden blevet undersøgt af den juridiske ekspertice på området i de to ministerier, hvor man for øvrigt i udgangspunktet startede med at være uenige i svaret på spørgsmålet. I justitsministeriet antog man, at der måtte være hjemmel, hvad man var uenig i i fødevareministeriet.
Her er det også værd at nævne, at fødevareministeriet var ressortministeriet, hvor man i længere tid havde haft den generelle opfattelse, at der ikke ville være hjemmel til at kræve alle mink aflivet, men fødevareministeriet var blevet "kørt ud på et sidespor" af statsministeriets departementschef, der ønskede at man i justitsministeriet forberedte de sidste møder, bl.a. det afgørende møde i koordinationsudvalget.
I de to ministerier fandt ekspertisen efterfølgende, efter fælles juridisk granskning, ud af, at der ikke var hjemmel til den trufne beslutning, som statministeren havde meldt ud til offentligheden og minkavlerne dagen før.
Det er også absurd, at ansatte i fødevareministeriet var optaget af at få afklaret spørgsmålet, om der var hjemmel, mens andre ansatte, andre steder i ministeriet, var i gang med at gå gennemført beslutningen om aflivning af alle mink.
Engang var der en statsleder, som vidste og anerkendte , at uanset hvad der der foregik i landet. Så var ansvaret i sidste ende hans. Hen hed Harry Truman, USAs præsident 12. april 1945 – 20. januar 1953.
Han havde et skilt på sit skrivebord med teksten: "The Buck Stops Here"
På godt dansk: Det er i sidste ende mit ansvar.
Kan man forestille sig noget lignende fra Mette Frederiksen?
Tja, hvis man kigger rundt i verden og ser, hvad forskellige landes regeringsledere, regeringer, parlamenter og deres embedsmænd "har fundet på" de senere år, så KUNNE det tænkes, at det måske ikke kun er lille Mette F, der personligt lige oppe på regeringskontoret i statsministeriet i egen magtarrogance har siddet op fundet på "rækker af underfundige ting, der kan opfattes som (til tider hjernedøde) diskurser ift. normal dansk tankegang og praksis", at hun ganske afkoblet og selvstændigt "taget underfundige beslutninger", "har sagt og meddelt sig om underfundige ting på underfundige måder i offentligheden". Ligesom så mange andre af verdens ledere også har. Bare en tanke ift, OM Mette F. KUNNE være 1) inspireret udefra eller 2) måske ligefrem, at man i et internationalt og globalt forum sammen er kommet frem til, hvilke "underfundige beslutninger og bestemmelser", de vil "belemre verden med". Men sådan er der jo så meget ...
Bliver det ikke lidt underligt, næsten absurd, hvis det fører til at regeringen går af og et valg? Som jeg ser et sted et valg "om Mette Frederiksens karakter".
Altså om et eller andet højtflyvende moralsk, eller er det noget juridisk. Så forventes det af os der kan stemme at vi stiller os op på en eller anden position højt hævet over politik, og allesammen leger jurister eller moralister?
Det er meget enklere, Jan Henrik Wegener: oppositionen er helt uden minksagen fuldkommen faldet sammen, og et valg nu vil cementere regeringens fortsatte virke.
Det er ikke noget, nogen kan dømmes for. Men det var jo ene og alene Mette Frederiksens og Barbara Bertelsens beslutning, at SSI's advarsler skulle føre til aflivning af alle mink i Danmark, og den var formentlig unødvendig og truffet på et manglende/meget spinkelt grundlag:
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2020-11-16-molbak-advarsel-om-cluster-5-v...
BB især handlede egenrådigt igennem hele corona-forløbet. Det reddede os i begyndelsen, men kostede så også lige 16-18 spildte millarder til minkavlerne. I nogle få dage havde vi næsten diktatur i Danmark.
Jeg er uenig i Kommissionens konklusion , om at MF ikke vidste noget om den ulovlige hjemmel.
Men hvis de deres konklusion var , at de ikke kunne vide om hun vidste noget , alene af den grund ,at de ikke kunne bevise, ville de nok være mere retvisende al den stund af , at de jo ikke havde adgang til de slettede sms'er, som jo måske kunne vise noget helt andet.
Det er klart en grov tjenesteforsømmelse at spørgsmålet om manglende hjemmel ikke fremgik af coveret til den stribe af bilag, som mødedeltagerne havde fået. Det er oplagt, at ingen af mødedeltagerne havde læst alt, men et cover/forklæde skal indeholde de væsentlige elementer i bilagene med henvisning til uddybning bilaget.
Hvis Mette Frederiksen skal fortsætte som statsminister, skal hun fortsætte med at have et godt forhold til sine støttepartier, så kan alt andet være ligegyldigt. Og støttepartierne vil forsvare hende til deres dage ende.
Stauning eller kaos - Mette F. eller kaos.
Alt det her viser bare folketingets generelle hykleri og magtfuldkommenhed.
Det der med demokratiet bliver tilsidesat når det lige passer ind, og så klapper de hinanden på ryggen.
Jeg synes det er amoralsk og forrykt. Er sgu ikke nogen af dem på borgen jeg tror på, overhovedet.
Det var ikke sket, hvis Michael Lunn stadig var departementschef i Justitsministeriet. Han turde sige sine ministre imod og kunne legalitetsprincippet på fingerspidserne.
Der er en ejendommelighed i hele diskussionen om minksagen. Nemlig at ingen gør opmærksom på, at INGEN større politiske beslutninger kan træffes uden enten (1) ny lovgivning, (2) ændring af eksisterende lovgivning, eller (3) fastsættelse af eller ændring af administrative forskrifter. I ALLE tilfælde for at sikre hjemlen.
Om man vil ændre færdselslovens hastighedsregler, godkende et nyt EU-regulativ om markvanding, forhøje ældrechecken med 100 kr., - uanset hvad, kræves der lovhjemmel. Når en departementschef i kommissionen udtalte, at hjemmelsspørgsmålet ikke var "On top of my mind" afslører det enten arrogance eller inkompetence i rystende omfang, for hvis der kun er en eneste ting, der skal være "on top on his mind", er det lige akkurat hjemmelsspørgsmålet. Det ligger i hele den juridisk uddannelse, i "juridisk metode", som man lærer på universitetet.
Situationen var "presset" siges det. Det er uden tvivl rigtigt. Men her kan man lære af en etat, hvis medarbejdere hver eneste dag er i pressede situationer, nemlig politiet.
På Politiskolen lærer de unge elever som noget af det første den grundregel, der lyder sådan: "Bevar roen, hold overblikket". Den regel gælder naturligvis ikke kun for politiaspiranter, den gælder selvsagt også for landets øverste administrative ledere.
Vi er to almindelige mennesker i pensionsalderen og slap for covid 19 og ikke mindst fordi vi havde/har en hård regering som valgte nogle nødvendige tiltag. Måske blev det noget rod og der blev begået fejl, men man fik så indirekte lukket en underskudserhverv med store problemer og reelt set unødvendig og med en form for dyremishandling. et nødvendigt et tiltag for befolkningens skyld. Selvfølgelig skal disse minkavler ha den erstatning efter lovens bogstav.
Fejl e rindrømmet, men at fortsætte med de vanvittige bureaukratiske tiltag for at finde et ansvar er i mine øjne sygt. Hvor en vis Støjberg valgte et tiltag for egen morals skyld imod loven er så anderledes, uanset her også blev brugt unødvendige ressourcer.
" Imponerende pressemøde, hvor kontrasten var kørt maximalt op for nemlig at sætte regeringen i et gunstigt lys."
Jeg går ud fra ,at den primært var møntet på befolkningen som helhed,
fordi de allerfleste politikere nok har gennemskuet denne opsætning.
Hvis Mette Frederiksen havde været en mand, ville der så være samme kritik af hendes ledelsesstil?. Anders Fogh have også en styrende og beslutsom ledelsesstil, Fogh's ledelsstil blev ikke kritiseret på samme niveau som Mette's gør. Havde det været bedre med en ledelsesstil igennem corona krisen som Lars Løkke?
På Information mener man, at den største politiske lovovertrædelse i mands minde, som har medført et katastrofalt fald i tilliden til den offentlige administration, kan klares ved at støttepartierne siger at de er sure og Mette Frederiksen svarer at nu skal hun nok være sød!
Det MÅ da være en vits?
Nej, Martin Trolle Mikkelsen, den største politiske - ustraffede - lovovertrædelse i mands minde var at deltage i Irakkrigen.
Folk lyder, som om de tror, at der var et alternativ til beslutningen - det var der ikke, efter at man i månedsvis i Fødevarestyrelsen havde holdt hånden over minkbranchen. Smitten spredte sig eksponentielt og uforklarligt.
Men udover at slippe af med et underskudsgivende erhverv, fik man også med et pennestrøg løst et alvorligt miljøproblem med ammoniak, hvor fraværet af mink bragte udledningen ned til det niveau, EU kræver.
Hvilken retssag behandler så minkavlernes ligegyldighed over for smittespredningen? Det provokerer mig, at de skal have en så stor erstatning for at have accelereret smittespredning ved at snyde og bedrage.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på 1) hvor mange liv har det kostet, og 2) ville Regeringen have haft den fornødne tid til at sikre hjemmel, hvis minkavlerne havde levet op til deres ansvar og sikret lavere smittespredning?
Der er ikke tvivl hos mig om, at grunden til problemerne med lovhjemmel ene og alene handler om, at politikerne - og deres embedspersoner - har haft alt alt for travlt fordi smittespredningen fra minkfarmene var så voldsom, men jeg hopper ikke på den udtalelse med, at politikerne skulle have holdt en tænkepause - man kan ikke holde tænkepauser midt i en pandemi: Det er en ufattelig arrogant udtalelse at komme med.
Når man læser kommentaterne her og ser støttepartiernes krumspring for at frikende regeringen bliver man da kun yderligere bestyrket i at spørgsmål om strafansvar naturligvis ikke skal tages af befolkningen i plenum og da slet ikke af folketingspolitikere med egne interesser for/imod regeringen og deraf følgende himmelråbende inhabilitet.
3. Deling af magten og forfatningsdomstol nu!
Martin Kristensen, den retsstat, som folk umærkeligt er blevet så forelskede i, udgør en afpolitisering af samfundet, hvor man i stedet for interessekamp og kompromiser sætter nogle knæsatte principper, som i stedet lægger magten i de besiddendes hænder.
Politikere kan ikke være inhabile, de er valgt til at varetage samfundets og deres vælgeres interesser, og til den opgave har de lovgivningsarbejdet og andre bestemmelser, der kan rejses flertal for.
Vi har fået et samfund, hvor man systematisk har ønsket at erstatte politik med administration og mere og mere detaljeret lovgivning; men det er ikke den måde, man demokratisk løser samfundets problemer, det gør man igennem politisk engagement.
Blå hold ville vel, om de havde haft magten undladt at handle på smitte udbredelsen fra mink til især nordjyderne!
Er det ikke bare logikken vi kan lære fra den hujende forargelse over, at MF udviste rettidig lederskab i en livsfarlig minkkrise.
For altså hvad havde egentlig blåt hold stillet op i MF -sens sted???
- Lukket øjnene eller stukket hovedet i busken? Ja for ellers ville det jo være synd for mink folket - i Venstre landet.
Gud fri os da fra en blå regering - den fløj kan vi altså ikke regne med vil gøre det fornødne, når det kommer til at håndtere landbruget generelt eller i regi af klimakrisen, kan man altså alvorligt og begrundet frygte.
Og forventeligt kan vi tilsyneladende ikke blive fri fra for mantraet overalt i medierne om ulovlig instrukser og om en påstået manglende LOVhjemmel - Men lovhjemmel fås om, en sådan reelt mangler, efter et lov/ - tillæg bliver (haste-) vedtaget, og som altså udtrykkeligt tillader nogle fremgangmåder, som den skabes til at hjelme - eksempelvis udryddelsen af mink , som skete på regeringens både fornuftige , jf SS rådgivning , og virksomme pålæg.
Men blåt hold har fra start af forventelig ønsket MF regeringen måtte knække halsen under pandemi håndteringen et sted, og ville derfor pludselig slet ikke ( til overraskelse for embedsværket måske?) længere samarbejde herom på tinge, altså om den så omtalte (muligvis!?!) nødvendige lovgivning for udryddelses instruksen. Tilsyneladende til stor tilfredshed blandt de mink beskæftigede , kan vi alle vist fornemme. - Vorherre bevares for en " mink kage" Venstre og de blå har bagt, og som ædes af hele Overdanmark.
Willy Johannnsen, med dit synspunkt vil embedsmændene kunne fælde ministre, de af den ene eller anden grund ikke bryder sig om eller sympatiserer med.
Når det er kutyme, at vigtige detaljer står på coveret til en sag, så er fraværet af en sådan oplysning - og manglen på oplysning om sagen fra embedsmændene - et tegn på, at man kan skride til handling.
Konkret var sagen så den, at man valgte en helt anden fremgangsmåde; men her var der heller ikke nogen embedsmand, der advarede om mulige faldgruber.
Det er også min mening (ligesom Jan Henrik Wegener ovenfor er inde på) at regeringsteamet fra Socialdemokratiet skal ud i et nyt spor for at begrunde et valg. Det er næppe værdigt nok i sig selv at rette sig efter en trussel fra RV om et mistillidsvotum. Et bud på en begrundelse for regeringen kan være RVs ord om at få skiftet en et-parti-regering ud med en fler-parti-regering. Udfordringen med den begrundelse er jo at regeringen så skal påtage sig den beskyldning (statsministeriets magtfuldkommenhed) der vist må være det ældste og sidste strå for medier og opposition at klynge sig til, her hvor alle de andre strå er knækkede. Man har magten, men behøver ikke at bruge den for at afvise dette sidste strå. Man skal blot stå ved det, at være socialdemokrat. Mon ikke måske får de RV lov tilsat gå planken ud?
Der er to kritikpunkter: Beslutningen og implementeringen.
Grov uagtsomhed må forudsætte, at ministeren ud fra sund fornuft og almen viden burde indse, at beslutningen var ulovlig. Det er ikke indlysende for lægfolk, at der ved en epidemi er hjemmel til at påbyde at slagte fugle men ikke mink. Men manglende indgreb efter at hjemmelsproblemet afdækket må være udtryk for grov uagtsomhed.
Jens Peter Christensen: Ministeransvar 1997 s. 270.
”I særlige tilfælde må det imidlertid antages, at der kan foreligge en pligt for ministeren
til at udspørge sine embedsmænd.
Sådanne særlige tilfælde vil foreligge, såfremt det står eller burde stå ministeren klart,
at embedsmændene sandsynligvis sidder inde med oplysninger af væsentlig betydning
for behandlingen af en foreliggende sag.”
I dette tilfælde har ministeren efter det oplyste spurgt embedsmændene i beslutningsprocessen, men undladt at følge op da beslutningens rækkevidde blev udvidet. Kommissionen vurderer, at der var tid til en sådan opfølgning. Hvis det burde være indlysende, at der var et hjemmelsproblem, skulle de involverede embedsfolk have reageret.
Hvis der skulle være tale om grov uagtsomhed er straframmen lavere, hvis ministeren ikke bevidst og med hensigt tilsidesatte loven:
Ministeransvarlighedsloven §6 Stk. 2.: "Er forholdet begået af uagtsomhed, er straffen bøde eller hæfte."
Det nærmest rituelt gentagne udsagn om subjektiv skyld besvarer ikke strafansvaret men straffens omfang. At iværksætte en rigsret med den straframme kan have generalpræventiv betydning; men det ligger måske allerede i tilslutningen til kommissionsrapporten. Statsministeren anerkender rapportens kritik, men det er uklart, hvad det indebærer i praksis.
Når man har arbejdet i staten, kender man betydningen af at levere ordentligt materiale opadtil i organisationerne. Den øverste ledelse/politikere skal tage ufattelig mange beslutninger, baseret på voldsomt meget materiale og det ville være fysisk umuligt at læse diverse bilag kritisk igennem; der må politikerne stole på, at deres embedsfolk har præsenteret problemstillingerne og konsekvenserne på en tilgængelig og overskuelig måde.
Af samme årsag findes der et kursus i at skrive beslutningsoplæg, hvor der netop er fokus på at beskrive beslutninger på den mest oplysende måde, hvor beslutningstagerne kan orientere sig hurtigst muligt. Læs mere om det her: https://slotsholmmetoden.dk/.
Hvis problematikken med lovhjemmel kun er præsenteret i et bilag (i del 3 af Pyramiden i https://slotsholmmetoden.dk/#pyramiden), er der en overvejende sandsynlighed for, at dette ikke ses. En så vigtig information skal med helt fra starten af.